Gå til hovedindhold

Statsstøtte til partierne er et demokratisk problem

Af Dennis Farcinsen

I de seneste årtier har den førte politik her til lands ligget milevidt fra de løfter, som de deltagende regeringspartier gik til valg på. Ja, den ligger vel egentlig milevidt fra DNA’et hos hvert af de deltagende partier gennem de sidste 20-30 år.

Undskyldning fra alle partier, som har deltaget i regeringsdannelser, har altid været, at de ikke har kunnet få parlamentarisk grundlag for den politik, de blev valgt på.

Jeg vil stille mig stærkt tvivlende overfor den argumentation. Udfordringen for de etablerede politiske partier er ikke, at de ikke kan skaffe parlamentarisk grundlag for deres holdninger. Udfordringen for samtlige partier i det danske folketing er, at samtlige partier har snablen så langt nede i statskassen, at de ikke ville kunne overleve uden at maksimere deres stemmeudbytte til ethvert givent valg. De politiske partier er afhængige af de stemmer, de får. Ikke for at føre politik og medlemmernes holdning ud i livet. Men for at overleve.

Derfor er alle fremtrædende politikere og folketingsgrupper udstyret med hobetal af dyre spindoktorer og dygtige markedsanalytikere. Deres eneste formål er konstant at optimere på partiernes primære indtægtskilde: statskassen.

Tager man et kig på Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside, kan man se, at hvert parti i 2013 vil få et samlet tilskud pr. stemme på kr. 41,00. Beløbet forudsætter, at vælgeren har sat krydset ud for samme parti til folketing-, kommunal- og regionrådsvalg. (kr. 30,00, kr. 6,75 og kr. 4,25).

I 2014 vil partierne – forudsat der ikke bliver valg – få udbetalt: 


Parti Støtte
Socialdemokraterne kr. 37.164.023
Det Radikale Venstre kr. 11.916.265
Konservativ Folkeparti kr. 8.184.759
Socialistisk Folkeparti kr. 11.784.242
Liberal Alliance kr. 6.367.167
Venstre kr. 38.131.373
Dansk Folkeparti kr. 16.865.475
Enhedslisten kr. 9.718.019

Vi – skatteborgerne – subsidierer de politiske partier med mere end kr. 142.000.000 årligt (andre partier end de repræsenterede i folketinget modtager også partistøtte). I denne beregning er ikke engang medtaget den største støtte. Den som tilfalder ungdomspartierne i national- og kommunalstøtte.

Lad os tage nogle eksempler:

Skulle Socialdemokratiet hente samme indtægt som partistøtten igennem medlemskab og medlemsindflydelse, ville det kræve næsten 93.000 nye medlemmer (medlemskab kr. 400,-). Socialdemokraterne har jf. deres hjemmeside på nuværende tidspunkt 46.000 betalende medlemmer. Socialdemokraterne skal altså årligt aktivere og fastholde mere end dobbelt så mange medlemmer, end de har på nuværende tidspunkt.

Hvis Venstre ønsker at opnå samme mål, skal det mobilisere mere end 127.000 nye medlemmer (medlemskab kr. 300,-). Disse nyligt tegnede medlemmer skal fastholdes igennem en hel valgperiode for at opretholde den samme økonomi. Venstre har jf. deres hjemmeside 44.000 betalende medlemmer. Venstre skal aktivere mere end tre gange så mange medlemmer, som de har pt.

 Et parti som Enhedslisten må skaffe næsten 25.000 nytegnede medlemmer og fastholde dem - det dobbelt af det nuværende antal. Iflg. deres hjemmeside har de 10.000 betalende medlemmer (medlemskabets pris er flydende efter personlig indkomst.) I dette eksempel er den derfor sat til kr. 400,00.

Er det mon årsagen til, at de politiske partier stikker vælgerne blår i øjnene?



Er det ikke en udfordring for demokratiet, at det eneste tidspunkt, de politiske partier har behov for vælgerne, er på valgdagen?



Hvorfor skriver den 4. statsmagt ikke om dette? Kunne det være fordi de ligesom de politiske partier er dybt afhængige af borgernes penge, der kanaliseres videre til dem af ovennævnte politikere?



Er det mon en af årsagerne til, at de politiske partier byder udbrydere velkommen i deres gruppe? Kunne det skyldes, at Socialdemokraterne har tænkt, at Astrid Krag måske er i stand til at trække 5.000 personlige stemmer ved et kommende folketingsvalg? I givet fald ville det svare til et årligt tilskud til partikassen på kr. 150.000. Samme overvejelse kunne også ligge bag Margrethe Vestagers velkomst af Ida Auken til den radikale folketingsgruppe.



Er løsningen på sagligheden og ærligheden i det politiske system ikke, at vi fjerner partistøtten således, at det er hr. og fru Jensen, der faktisk deltager løbende i den politiske proces, der har noget at sige omkring udviklingen af samfundet og ikke smarte spindoktorer og markedsanalytikere?

Skulle vi i samme omfang ikke ligeledes fjerne mediestøtten til den såkaldte fjerde statsmagt? Den overvåger jo angiveligt ikke politikernes anvendelse af borgernes penge optimalt.