I en artikel i Jyllands-Posten d. 05.04.2014 kalder tre forskere nu til en nytænkning på integrationsområdet. De mener ligefrem, at man skal nedsætte en kommission til at kulegrave området.
Jan Plovsing, fhv. rigsstatistiker for Danmarks Statistik, er ingen ny spiller på området. For godt 10 år siden skrev han nemlig også en artikel, ´Tørre tal om indvandrere og kriminalitet´, om emnet, hvori han pointerede, at selvom man justerer for socioøkonomisk baggrund, er indvandrerne stadig meget mere kriminelle end danskerne. Siden da har man ikke set de store forbedringer eller ændringer trods massive investeringer og ihærdige forsøg i mange kommuner. Problemerne lader snarere til at ophobe sig i takt med at flere indvandrere kommer til.
Plovsing m.fl. forslag om at nedsætte en kommission er meget sigende historisk set. Det er nemlig allerede set én gang tidligere - i USA. I 1960ernes USA var tiden kommet til, at man for alvor ville skille sig af med racismen og de sociale problemer blandt afroamerikanere. Man investerede utallige millioner (og gør det stadig (over 8 milliarder dollars om året) i programmer, hvis formål bl.a. var at hæve uddannelsesniveauet for afroamerikanerne ift. euroamerikanere. Man kalder det for ”kompensatorisk uddannelse”, fordi idéen er, at afroamerikanerne klarer sig dårligere, da de mangler uddannelse. Løsningen var selvfølgelig derfor at give dem mere uddannelse og at starte tidligere, gerne med helt små børn i treårs alderen. I 1967 udkom kommissionens rapport om udbyttet af disse programmer, og konklusionen var nedslående. Det havde ikke virket.
I 1969 blev den amerikanske psykolog, professor i uddannelsespsykologi, Arthur Jensen, (hvis fars side af familien var fra Danmark) sat til at opsummere evidensen på området. Det blev til en 123 siders lang artikel i tidsskriftet Harvard Educational Review. Jensen startede sin artikel med at citere kommissionens konklusion og derefter spørge:
“Hvorfor har kompensatorisk uddannelse så ensidigt fejlet uanset, hvor man har prøvet det? Hvad er der gået galt? På andre områder, når broer ikke holder, fly ikke flyver, maskiner ikke virker, behandlinger ikke kurerer trods alle samvittighedsfulde forsøg fra mange personer om at få dem til det, begynder man at stille spørgsmål ved fundamentale antagelser, principper, teorier og hypoteser, som vejleder ens indsatser. Er det på tide at følge trop inden for uddannelse?”
Jensen brugte resten af sin artikel på at opsummere forskningen inden for psykometri (målingen af psykologiske træk), differentialpsykologien (studiet af psykologiske forskelle) og adfærdsgenetikken (studiet af arveligheden af psykologiske træk). Til sidst analyserede han forskellene på afroamerikanere og euroamerikanere. Jensen konkluderede, at forskellene i uddannelsessystemet, i indkomsten, i andelen på offentlig forsørgelse osv. i høj grad kunne forklares ved, at de to befolkningsgrupper havde en forskel i deres gennemsnitlige generelle intelligens (g-faktor) på én standardafvigelse.
Det er et tal, som der sidenhen ikke er blevet ændret meget ved. En stor meta-analyse fra 2001 viste, at der ikke var tegn på nogen større ændring gennem omtrent 100 år (Roth et al, 2001). Det skal her siges, at der indenfor alle grupper findes en stor variation, og at der kun er tale om en forskel i gennemsnittet. Man kan derfor ikke konkludere noget med sikkerhed om en person fra en given gruppe, bare fordi man kender gennemsnittet for gruppen.
Hvad skyldes så denne forskel? Jensen opsummerede de mange forsøg på at fjerne forskellen med kompensatorisk uddannelse, den høje arvelighed indenfor grupperne, manglen på psykometrisk bias osv. Hans konklusion var, at evidensen ikke var konklusiv, men at den efter hans mening “var mere konsistent med en delvis genetisk forklaring end en ren miljømæssig forklaring”.
Du kan nok forestille dig hvilken røre, det skabte. Husk på at dette var i 1969, midt i tiden hvor lighed var på mode, og der var store racekonflikter og desuden krigen i Vietnam. Jensen modtog i mange år dødstrusler for sine holdninger, hvilket uden tvivl har været med til at holde andre fra at sige lignende ting om samme emne. Herhjemme ville man nok også få dødstrusler, den såkaldte indirekte begrænsning af ytringsfriheden og muligvis en dom for racisme.
Mange af de holdninger, Jensen fremsatte i 1969, var kontroversielle. Man benægtede at g fandtes. I stedet mente man, at forskellige tests var uafhængige, og at der ikke var nogen sammenhæng mellem hvordan en person klarede sig på en enkelt test og en anden test. Og hvis g fandtes, kunne IQ tests ikke måle den tilstrækkeligt eller overhovedet. Testene var i hvert fald biasede imod afroamerikanere og andre lav-socioøkonomiske grupper. Og g var i hvert fald ikke arvelig, eller ikke særlig meget. Og hvis den var, så var dens betydning lille. Og forskellene på grupper skyldtes i hvert fald ikke gener, og slet ikke raceforskellen. Racer fandtes i øvrigt heller ikke, men var bare 'sociale konstruktioner'. Man kaldte sammenlagt Jensens holdninger for “Jensenism”, et ord som stadig findes i ordbøger i dag.
Jensen forlod aldrig emnet igen og forskede i det lige op til sin død i 2012. Med tiden er hans holdninger blevet meget mere normale blandt forskere. Efter The Bell Curve i 1994 havde genstartet debatten om raceforskellene i USA i 1994, nedsatte det amerikanske psykologiske forbund (APA) et ekspertudvalg til at skrive en rapport om intelligens (Intelligence: Knowns and Unknowns). Rapporten gav Jensen m.fl. ret i, at der fandtes en g-faktor, at den kunne måles med IQ tests, at testene ikke var biasede, at den var meget arvelig, socialt vigtig, og at der fandtes en forskel på godt én standardafvigelse mellem afroamerikanere og euroamerikanere. De mente dog stadig ikke, der var noget evidens for den genetiske hypotese. Tiden var endnu ikke moden, er man fristet til at sige.
Tilbage til Danmark. Hvor stor er egentlig forskellen på indvandrerne og de etniske danskere? Data fra sessionsprøven fra 2003 viser, at forskellen blandt ikke-vestlige og vestlige er ca. én standardafvigelse. Institut for Militærpsykologi skriver: “De sessionssøgende i [indvandrergrupper] har tilsyneladende væsentlig ringere intellektuelle forudsætninger end DK-gruppen, således som intellektuelle forudsætninger bliver målt ved [den skriftlige sessionsprøve].” Rapporten skriver videre, at forskellen ikke kan forklares med, at indvandrerne har en kortere uddannelse, for hvis man ser på dem, som har lige lang uddannelse, klarer de etniske danskere sig i alle tilfælde betydeligt bedre. Faktisk får de etniske danske personer med 10 års skolegang en bedre score end indvandrerne med 13 års skolegang. Forskellen kunne heller ikke forklares med testbias.
Er der overhovedet nogen, som ved hvor mange millioner (milliarder?) vi har brugt i Danmark på programmer, der skal skabe bedre integration? Er der lavet nogle egentlige kontroller med dem, så vi ved om de virker og hvilke af dem og hvordan? Det er svært at finde egentlige data, men i en intern rapport fra Odense Kommune stod der at: “Analyserne har desuden fremhævet, at der ikke er sket væsentlige forbedringer i Vollsmose, når det kommer til tryghed, kriminalitet, uddannelsesniveau og beskæftigelsesgrad gennem de seneste 12 år.“ (Marselisborg rapporten). Hvis man nedsætter en kommission, bør den finde alle lignende rapporter og forsøge at finde ud af, hvad der har virket, og hvad der ikke har.
Hvordan finder man egentlig med sikkerhed ud af, om den genetiske hypotese er korrekt? Den sikre metode er at finde generne for g og simpelthen tælle dem blandt forskellige grupper. Dette arbejde er på vej, og vi får det endelige svar indenfor et årti eller to. Staten, eller hvem der ellers har penge nok, kunne sætte mere fart på forskningen, så man havde svaret tidligere, hvis de ville, men det sker nok ikke.
Måske en effektiv måde at integrere på er lige rundt om hjørnet, der kan gøre indvandrerne så smarte som de etniske danskere. Bare én million kroner mere på et forsøg. Måske ikke. Hvad skal vi gøre, hvis den genetiske hypotese er sand?