I disse dage fejrer USA's aktieindeks den ene "all time high" efter den anden.
Hvis et bredt aktieindeks kan tages som et udtryk for, hvordan et land har det, så har USA aldrig haft det bedre end lige nu. Faktisk går det helt forrygende!
Og for ikke så længe siden var der en kendt, dansk journalist med politiske perspirationer, som fremhævede USAs vækst i 3. kvartal som et rigtigt godt bevis på "god, gammeldags, keynesiansk finanspolitik", som bare havde virket fuldstændig som forventet. Begejstringen og benovelsen ville nærmest ingen ende tage.
John Maynard Keynes
levede i starten af forrige århundrede, og han fandt på, at regeringer burde hjælpe til, når markedet gik op og ned.
Tanken var vel egentlig god nok. Biblen taler om 7 magre år, som bliver efterfulgt af 7 fede år, og det passer nogenlunde. Selv i moderne økonomier, som ikke lytter særligt meget til Biblen, går det op og ned. Det plejer at være væksten af BNP, man bruger som målestok for, hvor meget op og ned, det går. Og det plejer at være ca. hvert 7. år, at det skifter.
Keynes mente, at grunden til, at der kommer magre år, er, at alle i økonomien som gennemsnit vælger at spare mere, end de investerer, så forbruget falder. Og en regering kan derfor modvirke dette fald i forbruget ved selv at forbruge penge.
Måden, som Keynes foreslog, var, at en regering skulle låne penge i dårlige tider og sende dem ud i økonomien, og så kunne lånene blive betalt tilbage, når der igen var gode tider.
Det er i øvrigt derfor, alle politikere taler så varmt for, at befolkningen skal "svinge dankortet" - fordi så slipper de selv for at gøre det.
Dette offentlige (og private hvis de har held med at få folk til det) ekstra-forbrug vil stimulere samfundsøkonomien så meget, at hjulene kommer i gang igen, fordi nogen vil pludselig have flere penge, og de penge vil blive brugt, og så vil andre pludselig have flere penge, og de penge vil også blive brugt, og så videre og så videre.
Problemet med Keynes er, at det virkede. Problemet med Keynes er også, at det virkede.
Stimulus i USA
Måske er der ikke den store interesse i Danmark for, hvordan det går i USA. Men økonomierne er mere forbundne, end man måske lige har lyst til at tro. Derfor giver det meget mening at kigge på USA også.
Da sub-prime væltede i USA i '07 sendte det chok-bølger ud over hele verden - Danmark inklusive. Aktiemarkederne blev naturligvis også ramt. Af grafen nedenunder kan man se, at Dow Jones (samle-indeks for større virksomheder i USA - en slags gennemsnits-pris på aktiemarkedet) tabte lige godt 50% af sin værdi efterfølgende.
Svaret kom bl.a. fra USAs centralbank "The Federal Reserve" - eller "The Fed", som valgte at pumpe penge ud i økonomien på forskellige måder. Bernanke (som dengang var chef for The Fed) sagde, at om nødvendigt, ville han kaste pengesedler ud fra en helikopter for at sætte gang i hjulene.
Så The Fed øgede sin balance (lang historie egentlig, den korte er: et samlet mål for, hvor mange penge The Fed har sendt ud af huset) fra ca 500 mia til lige under 4500 mia dollars. Der er forskellige måder at opgøre tallet på, og The Fed har (tro det eller ej) ikke åbne bøger, så derfor kan der være forskel på, hvilke tal, man ender med.
Af grafen nedenfor kan man se, at det i dén grad satte gang i .. i hvert fald aktiemarkederne.
Onde tunger vil mene, at den eneste grund til, at aktiemarkederne overhovedet er steget, er netop det faktum, at The Fed har pumpet så mange penge ud i systemet. Og tanken er da nem at få - og svær at afvise.
I visse kredse har det længe været en dårlig vittighed, at "dårlige nyheder om økonomien er gode nyheder". Fordi hvis det er dårlige nyheder, så kan man regne med, at The Fed vil pumpe flere penge ud i systemet, og så vil aktier mv. stige igen.
Offentlig gæld
Det offentlige USA har også været ganske god til at svinge kreditkortet. USAs statsgæld er steget til næsten det dobbelte siden finanskrisen.
De penge er blevet sendt ud i samfundet på andre måder end The Fed gjorde det, så der har måske været en reel mulighed for, at det ville sætte gang i noget.
Og resultatet af alt det hårde arbejde er da heller ikke udeblevet: Væksten i USA i 3. kvartal var netop ganske pæn, og de officielle arbejdsløshedstal er også faldet så nydeligt. Og lige nu står alle i kø for at fortælle, hvor lækkert det hele går, og hvor meget Obama har sejret. -Måske står de i kø, fordi de ikke er sikre på, at de får en chance senere...
F.eks. står det lidt sløjt til med befolkningens deltagelse på arbejdsmarkedet. -Man har simpelthen fjernet folk fra arbejdsstyrken siden 2008, og så kan alle arbejdsløshedstal jo se pæne ud, fordi så er folk ikke "arbejdsløse". De har bare ikke noget arbejde.
Behovet for "velfærd" er heller ikke aftaget særligt meget. "Food stamps" kan sammenlignes med den danske kontanthjælp. -I hvert fald siger antallet af modtagere omtrent det samme om økonomien.
Meningen med hele øvelsen med The Fed's ekstra penge var, at de skulle "drysse nedad" i systemet ("trickle down" som det kaldes på den side af Atlanten). Tanken var, at hvis man gav pengene til bl.a. bankerne, så ville alle med tiden få flere penge imellem hænderne, når bankerne begyndte at dele ud af dem. Men bankerne brugte dem formodentlig i stedet på at spekulere på aktiemarkedet.
Som det ses af grafen, er husholdningernes median-indkomst faldet siden krisen i '07-'08 (medianen er i meget grove træk det samme som et gennemsnit - det skal læses som: halvdelen af husholdningerne tjener mindre, end hvad grafen viser).
Kritikere af systemet mener endda, at selveste middelklassen i USA er godt og grundigt på vej til at blive udslettet, og en hel del kunne tyde på, at de har ret.
Den ene procent
"Occupy Wall Street" er en bevægelse, som startede ud i efterdønningerne af finanskrisen. Deres slogan - eller et af dem - er "Vi er de 99%". Efter Occupy's mening ejer de rigeste mennesker i USA (top 1%) for meget i forhold til de andre 99%. Afhængigt af hvordan det opgøres: de rigeste 1% besidder ca 40% af den samlede rigdom i USA.
Det er sikkert ikke en tilfældighed, at "1%" også bliver brugt af en kendt rockerklub som et udtryk for, hvor meget på kant med loven, de er.
Saez & Zucman fra National Bureau of Economic Research i USA har undersøgt det, og noget kunne tyde på, at Occupy har ramt en smule ved siden af målet. Det mest slående er ikke rigdommen hos de rigeste 1%. Det er rigdommen hos de de rigeste 0,01%.
Den er steget ganske meget de sidste mange år - og den faldt ikke, mens krisen stod på, selvom der skete lidt nogle år senere. Ifølge Saez og Zucman ejer 0,01% af befolkningen hele 11% af den samlede rigdom i USA.
Selvom de fleste oplever, at vi kun er på vej til at komme ud af krisen (måske), så oplevede Ferrari det bedste år nogensinde i 2012, mens de andre bilfabrikanter, som laver biler til almindelige mennesker, har haft pænt svært ved at få tingene til at løbe rundt. Det tegner sit eget billede af "opsvinget", gør det ikke?
Uroligheder og andre offentlige forstyrrelser
Men egentlig behøver man slet ikke kigge på grafer og tal og beslutte, om man vil tro på dem eller ej. Man kan nøjes med at spørge sig selv, om USA virker som et land, der har det godt, og som har travlt med at tjene penge, købe nye iPhones og diskutere, om det skal være McDonalds eller take-away pizza til aftensmad, og om sommerhuset skal ligge ved vandet eller i bjergene?
De seneste uroligheder i Ferguson, New York og alle mulige andre steder taler vel deres eget sprog? Occupy's egne demonstrationer både her og der?
Detroit er gået konkurs!
Alene dét, at der er en hacker-gruppe, som kalder sig selv "Anonymous", som (vistnok) har taget på sig at omstyrte det hele?
Og samtidig oplevede Ferrari det bedste salgsår nogensinde i 2012.
Den pædagogiske udgave er: Hvordan synes I selv, det går?
Japan
En katastrofe-historie helt for sig selv.
For nylig blev den japanske premierminister Abe genvalgt. Han har længe ført en endnu mere aggressiv smid-penge-ud-fra-en-helikopter-politik - "abenomics" kaldes det både her og der. Og det har heller ikke virket. Endnu i hvert fald.
Fordi det plejer at være keynesiansk metode, at hvis ikke det har hjulpet at sende penge ud i økonomien, så er det fordi, der ikke er blevet sendt penge nok ud i økonomien. Og derfor har Japans centralbank været ganske flittig med seddelpressen, og de er det endnu - faktisk skiftede de et gear op for nylig.
Af en eller anden grund er Japan ikke særligt meget i fokus i Europa, men det burde det måske være. Fordi det kan være dér, vi ender, hvis ikke nogen begynder at få styr på stumperne her.
Kineserne er også ret interessante, men det er jo en lidt anden slags økonomi, så det er måske svært at sammenligne.
Europa
Indtil videre har Europa ikke haft så gode resultater med at pumpe penge ud i økonomien. Man har til gengæld heller ikke gjort det så meget.
I 2012 holdt chefen for den Europæiske Centralbank (ECB) Mario Draghi en tale, hvor han sagde, at han ville gøre "hvad som helst" for at holde liv i euroen, og det blev af mange tolket som, at han ville være indstillet på at gøre det samme som centralbankerne i f.eks. Japan og USA, og det fik naturligvis børsmæglere og andre lotteri-interesserede til at gnide sig i hænderne og finde de store smil frem.
Men siden da er ECB's balance faktisk faldet. Det har afstedkommet en vis skuffelse verden over, fordi da The Fed i USA for nylig begyndte at skrue ned for seddelpressen, forventede man, at ECB ville tage over. Det er endnu ikke sket. Og Draghi har (så vidt vides) raslet lidt med sablen og truet med at skride, hvis ikke han får lov til det.
Sagen er, at tyskerne er ikke vilde med det. Og det er måske fornuftigt nok.
-Til gengæld er Japan nærmest gået amok i mellemtiden, så det skal nok gå det hele - i hvert fald for dem, der har investeret i aktier.
I parantes: Det er lidt underligt, at keynesiansk pengepolitik berømmes så meget for de indtil videre gode resultater, når Portugal, Grækenland, Spanien og til dels Italien i dén grad har været udsat for det stik modsatte. Det kan skyldes, at det er andre kræfter, der styrer dét show. Men helt sikker er jeg ikke.
Edit: Det meste af denne klumme blev skrevet for nogle uger siden. I mellemtiden har ECB offentliggjort planer om netop at starte seddelpressen.
Socialismen i Keynes
Men tilbage til overskriften...
Keynes har virket. Ingen diskussion om dét.
Det har virket på omtrent den samme måde, som morfin virker imod stærke smerter. De fleste, som har prøvet det, kan formodentlig bevidne, at morfin virker rigtig godt, hvis man har stærke smerter. De fleste, som har haft stærke smerter i lang tid vil til gengæld også kunne bevidne, at der med tiden skal mere og mere til, fordi kroppen vænner sig til det. På samme måde med keynesiansk stimulans af samfundsøkonomien, tror jeg.
Da det blev lanceret i sin tid, var der ingen, der forventede det, og derfor blev der skabt en ekstra og uventet efterspørgsel, som satte gang i tingene.
Men nu om dage kan det jo ikke lade sig gøre at se hjulene løbe bare en lille smule langsommere rundt, uden at man oplever forventningsfulde formænd for håndværkerforeningen og i en vis udstrækning også industrien, diverse projektmagere og alt muligt andet give udtryk for, at "nu må regeringen igang med at stimulere økonomien".
Problemet er, at markedet har vænnet sig til, at når det ikke går så godt, så kommer regeringerne og hælder penge ud over dem, og så går det jo egentlig meget godt alligevel. Og en meget vigtig del af funktionen i et frit marked er, at det også har en opdragende effekt (Markedet). Og den effekt bliver sat ud af kraft, når regeringen vælger bare at hælde penge ud over alle.
Yderligere er der en tendens til, at de projekter, som bliver sat i søen, når en regering bruger penge for at stimulere økonomien, ikke altid bliver lukket igen, når der ikke længere er brug for at stimulere økonomien. Det vil sige, der er et stadigt stigende pres på de offentlige finanser på grund af keynesiansk tænkning.
Socialisme forklædt som kapitalisme
De fleste opfatter vel socialisme som "alle skal have lige meget" eller noget i den retning?
Men en meget central del af socialismen er også, at man har rigtig meget lyst til at styre markedet - det kaldes jo ikke "plan-økonomi" for ingenting. I det gamle Sovjet Unionen var der også nogle få udvalgte, som levede et særdeles godt liv på bekostning af alle andre.
Og netop på den måde bliver det til socialisme, når Keynes siger, at regeringer skal skrue op og ned for blusset ca. hvert 7. år. Markedet bliver styret på den måde, og det har et marked sjældent særligt godt af - og særligt ikke når det kun kommer nogle få til gode som f.eks. med de 0,01% til 1% i USA.
For mig er der ikke rigtig nogen forskel på, om det er et politbureau i Moskva, som bestemmer, at nogle særligt udvalgte skal have en datja ved Sortehavet - eller om det er The Fed - eller noget andet "offentligt", som bestemmer, hvem der skal have råd til en lejlighed på Manhattan til en halv mia kr eller en lejlighed i London til en hel mia kr. (Ja, det kan diskuteres, hvem der lige nøjagtig har købt de dyreste lejligheder, men ikke desto mindre... De lejligheder er jo ikke de eneste, og det er ikke dem alle, der er blevet købt af nyrige kinesere.)
Det kan måske overraske, at det skulle tage så lang tid, før det begyndte at vise sig, at det nok ikke virker på længere sigt.
Særligt i halvfjerdserne blev Keynes kritiseret voldsomt, og det gjorde måske, at regeringerne ikke tog så voldsomt fat efterfølgende - eller gjorde det på en anden måde. Yderligere er det jo altså "kun" ca. hvert 14. år, at det sker, og det sker ikke særligt åbent. Jeg har endnu ikke hørt en politiker sige offentligt, at han eller hun har nogle penge, som skal sendes ud af huset, og at det er næsten lige meget, hvordan det sker.
Det bliver naturligvis pakket ind som netop den politikers gave til netop den vælgergruppe (eller hvordan den nu spinnes). -Det kan naturligvis også være en tilfældig minister, som lidt tilfældigt møder en god veninde og siger "Der er en million til dig".
I mellemtiden er statslige økonomer blevet så dygtige, at de er i stand til på decimal at regne ud, hvordan forskellige offentlige "projekter og tiltag" vil påvirke økonomien. Man har ret avancerede modeller, som kan forudsige, hvordan det hele vil gå, og man er i det hele taget ganske veltilfreds med sig selv, fordi man har styr på tingene som aldrig nogensinde før.
Begrebet "finanseffekt" bruges om den virkning, som statslig politik forventes at have på BNP. Og det rammer ganske godt. For det meste...
100-års bølgen
De fleste sømænd kender snakken om "100-års bølgen". En bølge, som er så stor, at den kan opsluge et stort skib. Det er sådan set ikke engang en bølge. Det er mere et hul i havet, som skibet falder ned i, og så kommer det aldrig op igen. Den bølge opstår én gang ca. hvert hundrede år, og det er de fleste ret glade for.
På samme vis har nogle økonomer talt om, at der under de sædvanlige 7-års bølger i økonomien også ligger en 100-års bølge, og at den ikke er så nem at håndtere som de andre, simpelthen fordi det sker så sjældent, at ingen har erfaring med det.
Det er 85 år siden, at økonomien i USA krakkede for alvor sidste gang - i 1929. Krakket kom, fordi folk var blevet overmodige. Alle, som havde bare en lille smule penge, spekulerede i aktier, og intet kunne gå galt, fordi aktiemarkedet gik jo hele tiden bare opad. På Atlant-damperne var der en telegraftjeneste, som kunne levere dugfriske tal fra markedet på Wall Street, og hvor de rejsende kunne fornøje sig med at spekulere i enten det ene eller det andet.
Der blev tjent formuer i de år, der gik, inden det gik galt - og børsmæglerne var dem, som tjente allermest. Adskillige formuer blev skabt, og noget af det eksisterer endda endnu.
Lyder det bekendt?
Set i den sammenhæng, har der ikke været ret meget bølgegang i forbindelse med finanskrisen eller "the great recession", som nogen gerne vil kalde det. Efter krakket i '29 faldt værdien af aktier i Dow Jones med næsten 90% - og det er altså en hel del mere end de 50%, som korrektionen i '07 var. -Man skal i den sammenhæng ikke tænke "knap halvdelen" men "dobbelt kontra ti-dobbelt". Hvis der eksisterer en 100-års bølge, så har den ikke ramt os endnu.
Ser det ovenstående i øvrigt "sundt og godt" ud? Jeg synes, det ligner en elastik, der er blevet spændt meget hårdt. (Y-aksen er logaritmisk, så man kan umiddelbart sammenligne krakket i '29 med "krakkene" i '00 og '07).
Lægeordineret kviksølv
Jeg tror, vi inden så længe vil blive tvunget til at se os selv ganske grundigt i øjnene, fordi der er mange ting, vi slet ikke har styr på endnu. Jeg tror, man er blevet så "dygtig" til at styre økonomien, at man er i stand til at bilde sig selv ind, at man rent faktisk kan styre den - på nøjagtig samme måde som at de mente, de kunne styre økonomien i det gamle Sovjet Unionen. Og det kunne de jo også. Lige indtil de ikke kunne det længere.
I år 2000 brast teknologi-boblen, og måske var det meningen, at vi skulle have haft en solid bundvending dér, men det skete ikke, fordi - tror jeg - økonomer verden over var i stand til at styre udenom det, og hele cirkusset kunne fortsætte, overmodigheden kendte ingen grænser.
Der kom et nyt "krak" i 2007/'08, og det skete der heller ikke så meget ved - fordi man også dér var i stand til at styre udenom det - og fordi skatteyderne betalte regningen for dem, som havde behov for lidt hjælp. Der var godt nok noget snak om, at bankerne skulle lære at styre sig, men så vidt jeg kan se, så er der ingen banker, der har lært det endnu - altså udover de banker, som lige nu ligger i respirator og bliver holdt i live af det offentlige - dvs. også på skatteydernes regning.
Uden at vide det - fordi vi er langt udenfor den "almindelige viden", som står i lærebøger og den slags - så vil jeg tro, at det rigtige krak, som vi nu har sparet ned til i noget tid, kun ligger og venter på os, og at det vil komme før eller siden. Fordi sådan fungerer markedet - det giver folk et rap over nallerne, hvis de bliver for overmodige. Og jo mere centralbanker og statslige økonomer er i stand til at styre udenom det rap over nallerne - uden reelt at løse de underliggende problemer og ubalancer - jo værre bliver det, fordi elastikken så at sige bliver mere og mere spændt.
Det må da kalde til eftertanke, at hvis en forsker ønsker at lave forsøg med f.eks. gensplejsning eller andre ting, der kan gribe ind i naturen, så skal hans projekt godkendes i flere instanser. Hans forsøg skal dæmmes ind efter alle kunstens regler, og det skal være muligt for et offentligt kontrolorgan at trække stikket ud med øjeblikkelig virkning.
Og hvis der er den mindste risiko for, at forsøget kan påvirke noget som helst, så bliver det ikke til noget - simpelthen fordi man er forsigtig. -Se f.eks. balladen om GMO-afgrøder. Eller Round-Up. Til dato er der ikke blevet påvist nogen som helst negativ virkning af hverken det ene eller det andet, men det første er et primært mål for Greenpeace og alle mulige andre kriminelt naive aktivister, og det andet er blevet forbudt - i hvert fald for private.
Men hvis en økonom ønsker at lave forsøg med den menneskelige natur - med markedet og økonomien, så står det ham frit for, så længe han bare lyder tilstrækkeligt overbevisende, og så længe hans forsøg mest har positive bivirkninger. Det hjælper også, hvis han har arbejdet i én af de store banker (Mario Draghi var f.eks. direktør for Goldman-Sachs). Fordi så vil politikere, som ikke har det mindste begreb om den slags, vælge at lytte til ham og gøre, som han an-befaler - hvis bare de kan se lidt lækre ud på TV, når de fortæller om det.
Jeg tror, at vi eller vore efterkommere om 50 eller 100 år vil se med samme overbærenhed på de økonomer, centralbankchefer og i visse tilfælde politikere, som troede, at de kunne styre samfundsøkonomien, som vi i dag ser på de læger, der i sin tid mente, at man kunne kurere syfillis med kviksølvdampe.
Desværre vil der jo nok være en pris for vores dårskab - og for vore politikeres tilsyneladende bundløse stupid- eller naivitet, som skal betales. -Men bare rolig... Det bliver nok trukket over skatten til den tid... -og så kan vi i mellemtiden jo bare nøjes med at håbe, at en verdenskrig kan undgåes. Fordi når tingene vælter for alvor, så bliver der måske også ballade for alvor.
Kilder/yderligere læsning: