Man skal ikke undskylde hvis man ikke mener det.
Der er for mange der undskylder. De gør det fordi det er let. Men det er æreløst og principløst.
Det gennemsyrer vore samfund - at man kan gøre sådan. Og man lærer det i børnehaven og i skolen. De “pæne” damer mener at de kan tillade sig at tvinge børn der er uvenner - til at give hånd og "sige undskyld". Denne konfliktskyhed er delvis årsag til nogle af vore største problemer i de nordeuropæiske demokratier.
Det er dybt ødelæggende for menneskers integritet og sans for værdier - at blive tvunget til at handle i strid med ens overbevisning. Jeg har altid reageret voldsomt på den slags magtovergreb fra pædagogers side. Men mange pædagoger og lærere forstår simpelthen ikke, hvor voldsomt krænkende og grænseoverskridende det er. Man skal ikke undskylde hvis man ikke mener det. Man skal ikke "blive venner" - fordi "de voksne" siger det.
At sige undskyld uden at mene det - er dybt ødelæggende. Man skal være i overensstemmelse med sig selv. Det er godt at undskylde. Det er ikke godt at SIGE undskyld.
Jeg mener det er en krænkelse som er mindst lige så alvorlig som fysisk tvang - og at det er et overgreb på det inderste af et menneskes identitet. Hvis du ikke kan få barnet til at forstå hvad barnet har gjort forkert - kan du ikke kræve en undskyldning.
Hvis to børn er uvenner - så er de altså uvenner.
Hvis de voksne ikke kan tåle at det er sådan, så må de ordne det med sig selv. Det er ikke barnets opgave, at glæde den voksne med et tomt skuespil.
Jeg ville aldrig nogensinde tillade eller tilgive nogen at begå et sådant overgreb på mit barn. Det ville blive straffet hårdt og øjeblikkeligt.
Og børnene ved det. De steder hvor “damerne” huserer ved de, at hvis de ikke undertrykker sig selv - og viser en falsk facade, så falder der brænde ned og de bliver psykisk mishandlet og fordømt. "Damerne" ser skævt til dem, sladrer om dem bag deres ryg, bliver enige om at "han er en skidt dreng" (eller pige). De får andre forventninger til barnet, indskrænker friheder, holder særligt øje med og antager på forhånd at den "uregerlige" knægt, er årsagen til konflikterne.
Det er sådan noget der blandt andet sker med nogle af de drenge og piger - som siden bliver observeret for ADHD og lignende - fordi de altid kommer i karambolage med de andre, ikke vil "fortælle hvad der er galt" og i det hele taget søger væk fra tvangsfællesskaberne.
Man forveksler ydre tegn og overfladisk adfærd - med det egentlige.
Det er overfladen man håndhæver: ingen grimme ord, ingen slagsmål, tilgivelseskrammer og håndtryk, undskyldninger. Ungerne ved det er falsk.
Og under den tilsyneladende smukke overflade trives modbydelighederne. Og de "finker" der er bedst til den form for magtudøvelse - har så klassen i deres hule hånd.
De dominerende kvinder i institutionen eller skolen - er selv rundet af den tradition for passiv-aggressiv vold, psykisk terror, klikedannelse, og andre modbydeligheder. De kan ikke selv se hvordan de reproducerer deres eget terrorregime - og gør livet til et helvede for de andre, som har måttet lide den tort, at se deres muligheder for at udøve modmagt forsvinde, så de er forsvarsløse overfor den "pæne" hverdagsterrorisme.
Og NEJ. Jeg mener ikke at det er alle - eller et stort flertal.
Pænheden og hverdagsterrorismen
Ude på landets skoler har man formuleret "mobbepolitik". For at imødegå mobning har man fine principper. Og man har også en praksis.
I praksis er det ofte sådan - at mobbepoltikken bruges til at fremme et pænhedstyranni.
Man forbyder brugen af "grimme ord": "her på skolen bander vi ikke".
Og man forsøger at skride hårdt ind overfor drillerier.
Faktisk skrider man visse steder så hårdt ind - at man kan tale om, at de voksne (og de "rigtig pæne" børn) mobber de andre til at opføre sig på en bestemt måde og indenfor nogle bestemte rammer. Børn der driller bliver skammet ud. Børn der bander bliver skældt ud. Også selvom de slet ikke havde tænkt over det - eller ment noget ondt med det.
Nu er børnene der sagde "fuck" blevet de forkerte og hængt ud til spot.
Hvorfor er det aktuelt - og hvorfor mener jeg at det er et potentielt problem? Det er jo praktisk, at man kan få børnene til at være pæne og ordentlige! Det gør undervisningen mere effektiv.
Det er fordi jeg mener det er med til at forme de unge mennesker - så de lærer at blive slaver af åndelig ensretning. Og det betyder at de ikke lærer at stå vagt om de frihedsprincipper som ikke er behagelige - men som er nødvendige.
Jeg mener meget stærkt - at der skal være så udstrakt frihed til at ytre sin mening og tale sit eget (primitive og grove) sprog - at det fornærmer og forulemper andre.
Jeg mener først myndighederne skal skride ind - når man systematisk spreder had mod andre. Den lille hverdagsracisme, som kommer ud imellem sidebenene på mange mennesker i visse situationer, bør ikke være strafbar. Det lille drilleri er ikke så forkert at det skal forbydes. De grimme ord er en nødvendig og funktionel del af sproget - og hvis man forbyder det ene ord, vil der opstå et andet - til at udfylde tomrummet.
For at kunne tænke frit, udveksle synspunkter og lære af historien - skal vi helt frit kunne sige de grimme ting, og tale om selv de mest kontroversielle synspunkter.
Først når noget antager form af decideret organiseret hadpropaganda, kan vi begynde at tale om "hetz". Og så kan vi diskutere om hvorvidt det organiserede skal ophæves og straffes.
Men det er åbenbart i stigende grad sådan, at flere og flere mennesker mener - at for at vi kan eksistere i fred sammen, i en multikulturel sammenhæng, så må vi give køb på visse frihedsrettigheder, og bøje os efter hinanden.
Spørgsmålet er så - om vi via konsensus kan nå frem til hvordan vi hver især skal bøje os.
Eller om mindre grupper af voldelige ekstremister skal have fornøjelsen af at diktere hvad man kan tillade sig at sige af grimme ting.
Hvordan kommer vi af med terrorismen (den rigtigt dødelige)?
Her i vore nordeuropæiske konsensus-demokratier har vi perfektioneret den pæne adfærd der ikke provokerer nogen overhovedet (andre end sprog- og frihedsekstremister som mig). Man har afvæbnet befolkningen og mentalt kastreret drenge og mænd, så de ikke tør eller ikke orker at sige rigtig fra.
Nu har de institutionaliserede og pottetrænede generationer så fået et problem. For samtidig har vi importeret hundredetusinder - og i nogle lande millioner - af mennesker, som ikke er civiliserede på samme måde. De har ikke gennemgået samme pottetræning og kastration. Når nu nogle af disse indvandrere er stærkt aggressive og kræver det ene og det andet - så har vi ikke noget svar på det, andet end at ville “tale om det” og søge konsensus. Vi er blevet vænnet af med at sætte hårdt mod hårdt. Vi er ikke i stand til at stå fast. Vi giver efter og vi går på kompromis med os selv - for vi har aldrig lært andet.
Det er vores 50 års feminisering af samfundet (jeg ved godt at nogle vil sige at “feminisering” er en dårlig term). Meget af det der er sket, er en demontering og dæmonisering af de ting ved mænd, som traditionelt blev opfattet som entydigt maskuline. Fysisk vold er vi blevet ekstremt bange for. Direkte trusler får folk til at krybe i et musehul. Man giver efter for aggressiv adfærd - fordi det er så fremmed. Den direkte og pågående måde at debattere på - bliver skammet ud.
Det hele skal være så pænt og nydeligt og vi skal tale pænt og ordentligt til hinanden. De som ikke gør - er sure underbuksemennesker og kældermennesker. De har ingen plads i det pæne konsensussamfund. Og man vil ikke gå i dialog med dem - for man er bange for at blive beskidt, bare af at høre på deres tankegang. Og hvad endnu værre er: man er bange for at omgivelserne skal tro, at man er enig med dem.
Hvis vi ikke kan gøre noget ved den omfattende kastration af mennesker i hele samfundet og hvis ikke vi kan skynde os at gro et par, så er vi ret meget prisgivet dem der godt kan finde ud af at være aggressive og truende.
Vi hører allerede de første røster om at mændene må tage sig sammen og skaffe os af med truslen fra ekstreme islamister og andet pak. Men det kan være svært at se hvilke mænd det skulle være. Nogle af os er blevet for gamle. Og de som ikke er, sidder ved spejlet og træner trutmund til selfien, så de kan gøre sig i konkurrencesamfundet - sammen med finkerne.