Store gaver modtages som oftest med tilsvarende taknemmelighed, hvilket hovedparten af det politiske Danmark også gav udtryk for, da A.P. Møller og Hustru Chastine McKinney Møllers Fond til almene Formaal besluttede sig for at donere en milliard kroner til den danske folkeskole. Midlerne skal gå til opkvalificering og efteruddannelse af undervisere og skoleledere samt udvikling af nye undervisningsmetoder og hjælpemidler. Der er tilmed bred enighed om, at folkeskolen har brug for pengene, og at læreruddannelsen generelt trænger til et løft.
Alt burde vel være i sin skønneste orden, især midt i en krisetid, hvor der er hård kamp om at få enderne til at nå sammen i både offentligt og privat regi. Men nej: Kritiske røster hos dele af venstrefløjen centreret omkring Enhedslisten mener ikke, at der er noget at takke for eller juble over – tværtimod. A.P. Møllers olieudvinding og investeringer burde beskattes hårdere. En fremstrakt hånd kan der ikke være tale om – nærmere en hån.
Så længe der ikke er politisk vilje og mandat til at opkræve mere i skat hos en af landets absolutte sværvægtere inden for dansk erhvervsliv, er det svært ikke at betragte donationen som andet end en gave. En sådan er det nu mest høfligt at takke for. Et gammelt ordsprog siger jo, at penge lugter ikke. Ud fra ordsproget er det fristende at konkludere, at det gør private af slagsen heller ikke.
Samme dag, som A.P. Møller fonden offentliggjorde donationen, deltog denne signatur i en bogreception i Fondenes Hus skråt overfor Otto Mønsteds Plads i København – navngiveren var i øvrigt selv en stor og generøs mæcen. Bogens titel er Håndbog i fundraising og forfattet af ejerne bag konsulentvirksomheden Fundraiseren.dk. Konklusionen under indlæggene denne eftermiddag var entydig og klar: Offentlige og private virksomheder og institutioner søger fondsmidler i større eller mindre omfang og vil fremover professionalisere deres bestræbelser ud i denne særlige disciplin, der kan være ganske indbringende, hvis man gør sig umage.
Kort sagt er denne udvikling kommet for at blive. Alternative finansieringskilder til miljøforbedringer, kultur, forskning, opførelse af nye bygninger, anlægsarbejder og almennyttige formål byder ind på markedet og ønsker således at gøre gavn – dog ikke altid helt betingelsesløst. Fair nok vil mange vel mene. Flere og flere fonde går i højere grad end før i dialog med ansøgerne ikke mindst, når der spørges om betragtelige beløb. Fondenes sekretariater er til for at sikre, at de udstedte gaver bliver til investeringer i nytænkende projekter, der gerne skulle ende som et gode for de tiltænkte i målgruppen. Denne skal helst være så omfattende som muligt, lyder kravene fra de store fonde.
Ansøgninger skal ikke længere blot strøs ud i blinde og printes ud pr. automatik, mens ansøgeren døser hen med en kop kaffe imens. Der tales i vor tid om, at erhvervslivet bør blande sig mere i samfundsdebatten. En sådan udvikling kunne passende gå hånd i hånd med, at dele af den akkumulerede private kapital kanaliseres tilbage til civilsamfundet.
De såkaldte OPP (Offentlige og Private Partnerskaber) måtte der gerne blive flere af. Især hvis de i åben dialog og transparens under indgåelse af aftalerne formår at fortælle os andre, hvad pengene skal bruges til og hvorfor. Dialogen må være den bærende kraft, der sikrer, at begge parter får noget ud af aftalen.
Men hvis vi skal have disse spillere på banen, kræver det, at deres bidrag modtages i den ånd, de er tænkt med. Her menes ikke ukritisk og underdanig leflen for pengesedlerne, men en venlig og konstruktiv tone, når nye aktører byder ind. Ellers er det ikke sikkert, at A.P. Møller fonden og andre vedbliver med at begave samfundet og dermed du og jeg i denne størrelsesorden, der kom folkeskolen til del. Civilsamfundets iderigdom, foretagsomhed og generøsitet har vi næppe længere råd til at sige nej til.