Når demokraterne bræger - del 2
Demokrati-får: "Politikerne står til ansvar overfor vælgerne."
Mig: "Næh, det gør de ikke."
Demokrati-får: “Jo, du kan stille dem til ansvar ved at stemme på en anden næste gang.”
Mig: "Virkelig? Står politikerne til ansvar fordi du kan stemme på en anden næste gang?"
Lad os afprøve den utrolige politiske ansvars-logik.
Mig: "Jeg lover dig, at hvis du giver mig 1000 kroner, så leverer jeg et fjernsyn til dig."
(Du giver mig 1000 kroner)
Mig: “Tak! Hov, nej, du får ikke fjernsynet alligevel.”
Ærgerlig og vred punger du 4 år senere igen ud med 1000 kroner for et fjernsyn, men du køber det af en anden end mig. Av, der stillede du mig virkelig til ansvar for mit brudte løfte, så kan jeg lære det.
Enhver kan se at jeg i den givne situation ikke kommer i nærheden af at stå til ansvar for min manglende opfyldelse af mine løfter. Hvis jeg stod til ansvar ville jeg på en eller anden måde blive tvunget til at leve op til mit løfte, når jeg løb fra det. Selv hvis det stadig ikke lykkedes for dig at få dit fjernsyn, er der ingen der ville mene jeg stod til ansvar overfor dig.
Enhver kan se at jeg konsekvensløst slap af sted med at snyde dig, og ville derfor ikke udtale sig så tåbeligt i den situation.
Det er dog ikke tilfældet med politik, demokrati og folketingsvalg. Her er situationen fuldstændig den samme, men logikken vendes på hovedet: Lige pludselig mener mange faktisk, at politikerne står til ansvar overfor vælgerne. Selv højtuddannede mennesker lirer påstanden af uden at stoppe op og aktivere bare to hjerneceller på at gennemtænke det.
Det er en meget sejlivet kollektiv samfundsmyte, så lad os angribe påstanden fra nogle andre vinkler for at bryde illusionen fuldstændig ned. Stod Anders Fogh Rasmussen (V) til ansvar for sine løfter overfor vælgerne ved valget i 2011?
Næh, han var løbet af posten og blevet verdensgeneral. Ved magtskiftet gav politikerne dig oven i hatten langefingeren og vupti, så havde du en ny statsminister, helt uden nogen havde spurgt dig eller skulle stå til ansvar for deres handlinger. Det er helt i overensstemmelse med hvordan vores politiske system virker. Super demokratisk.
Står Margrethe Vestager fra Radikale Venstre til ansvar overfor vælgerne ved det kommende valg?
Næh, hun smuttede til en bedre betalt (og mere ansvarsløs) post i Bruxelles, hvor vælgerne overhovedet ikke kan sende hende et vink med en vognstang. Der viste I hende virkelig hvor skabet skal stå.
Hvad med Charlotte Dyremose fra Konservative Folkeparti som faktisk stadig sidder i Folketinget?
Niks, hende kan du heller ikke straffe, for hun gider slet ikke stille op til næste valg. Sikke en ansvarlighed.
Hvis du stadig mener at man kan sige at politikerne står til ansvar overfor vælgerne, så vil jeg meget gerne indgå nogle aftaler med dig på præcis samme vilkår. Jeg har et par billige fjernsyn jeg gerne vil sælge dig. Hvad siger du til det? Vi kan også bare stille nogle ret basale spørgsmål for at afprøve hypotesen om at politikerne står til ansvar overfor vælgerne:
<span class="pullquote">Har du en kontrakt med den politiker (eller det parti) du stemmer på, som forpligter dem til (som minimum) at kæmpe for de løfter de gav?</span> Nej, du har ikke nogen kontrakt med vedkommende.
Er politikerne bundet af lovgivningen til at overholde deres valgløfter eller i det mindste arbejde loyalt for dem?
Nej, det er de heller ikke (tværtimod, som vi skal se om lidt).
Har du mulighed for at gribe ind hvis en politiker misrepræsenterer dig eller gør det stik modsatte af hvad vedkommende lovede? Kan du tage din stemme tilbage og sætte den på ny?
Nej, <span class="pullquote pullquote-left">du er bundet af din stemme indtil næste valg, men (surprise!) det er politikerne ikke</span>, de står nemlig ikke til ansvar for de løfter de gav i bytte for din stemme.
For at sige det lige ud aner politikerne ikke en gang hvem, der har stemt på dem, så det er helt ude i skoven at sige de skulle stå til ansvar overfor vælgerne. Endnu mere ulogisk er det at påstå, at politikerne eller partierne repræsenterer dem der har stemt på dem. Hvert parti og politiker har en lang række mærkesager og løfter, men folk har kun en enkelt stemme, og må tage det sure med det søde, dvs. stemme på et parti eller en politiker, som på visse områder mener det samme som dem, men som de på andre områder er uenige med.
Politikerne der bliver valgt gør det selvfølgelig let for sig selv og antager blot at folk har givet dem mandat til at gennemføre hele pakken og hvis de konfronteres med dette åbenlyse problem, så spiller de blot dumme og skyder skylden på vælgerne, som f.eks. Leif Lahn fra Socialdemokraterne gør her.
Det er så dejligt ansvarsløst. Hvis der så er dele af deres løfter som de ikke gennemfører eller kyler ud af vinduet efter valget, så er det igen ikke et ansvar de behøver leve op til. Så lirer de blot sætningen “man skal kunne tælle til 90 mandater” af, og så er den ged barberet. Men tak for stemmen og gør nu som vi befaler.
Da jeg en gang konfronterede et enkelt demokrati-får med disse realiteter var hans hjerne så faktaresistent, at han sagde at han med sin stemme havde en indflydelse på hvilken retning politikken skulle tage, også selv om den måske ikke var så stor. Ja goddag mand økseskaft, men siden dem du stemmer på ikke står til ansvar overfor dig ved du ikke en gang hvilken retning du taler om. Normalt er det forståeligt at det kan tage tid at vende et skib og at hver enkelt kulskovlers indsats i sig selv kun er et ubetydeligt bidrag, men som minimum må man da forvente at skibet begynder at dreje i den retning du gerne vil have.
Med et folketingsvalg aner du ikke hvilken retning du er med til at dreje skibet mod. Ved kommunalvalg er denne tendens endnu tydeligere, fordi lokalpolitikerne er endnu mere skruppelløse. <span class="pullquote">De bedrager og forråder både kollegaer, aftalepartnere og vælgere i kølvandet på valgresultaterne, for at sikre sig selv</span>. Her kan du være helt sikker på du ikke aner hvad du får. F.eks. kom det til håndgemæng i Odsherred da spidskandidaten fra DF gik bag om ryggen på sine egne og pegede på en socialdemokratisk borgmester.
Og i Lyngby-Taarnbæk troede den regerende borgmester fra Konservative at han skulle genvælges, men måtte befippet forlade borgmesterstolen for rullende kameraer efter hans samarbejdspartnere var gået bag om ryggen på ham og midt i det konstituerende møde i byrådssalen pegede på en kandidat fra Venstre som borgmester i stedet. Det kom der i øvrigt tåkrummende kommunalt tv ud af, se det her (fra 55:05-1:01:25 i videoen).
Vælgerne kan intet gøre. Hvis politikeren du har stemt på går ud og repræsenterer det stik modsatte af hvad vedkommende lovede, skal du bare leve med det. Politikerne står nemlig ikke til ansvar overfor vælgerne. Hvis der stadig skulle være nogle demokrati-får der stædigt holder fast på, at man kan sige at politikerne står til ansvar overfor vælgerne, bør de få brændemærket “ansvarsløshedsparagraffen” i Grundloven på røven:
§ 56:
Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
Begynder du at forstå det nu?
Påstanden om at politikerne står til ansvar overfor vælgerne er ren retorik.
Det har ikke nogen reel basis i virkeligheden, det eksisterer kun mellem ørerne på godtroende mennesker. Faktisk forholder det sig lige omvendt, det er dig der står til ansvar overfor politikerne (og resten af systemet i forlængelse):
Hvis du overtræder en lov - uanset hvor uenig befolkningen som helhed er med pågældende lov eller hvor latterlig enhver kan se den er - så står du til ansvar og bliver straffet hvis du bliver taget. Hvis borgerne en dag i mere eller mindre samlet flok mener at politikerne på Christiansborg har overskredet deres beføjelser og gør modstand, gør Grundlovens §34 det klart at de begår højforræderi.
Politikerne står derimod langt mindre til ansvar og da slet ikke overfor vælgerne. De følger ikke en gang de samme regler som vi andre gør. De har alle mulige fordele vi andre kan lede langt i vejviseren efter, og mens de indskrænker mediers og borgeres mulighed for at holde øje med dem, så øger de overvågningen af os andre. DU står til ansvar overfor politikerne. Ikke omvendt.
Som f.eks. da Kristian Jensen fra Venstre brød Grundloven som skatteminister i 2009. Hvad var straffen for, at bryde Rigets højeste lov, som han med sin underskrift højt og helligt havde svoret på ikke at bryde? En stor bøde? Fængselsstraf? Blev han afsat fra sit embede? Eller i det mindste sat under administration?
Nej. Han fik “en næse”. Til tv udtalte han efterfølgende (frit efter hukommelsen) at nu synes han vi skulle tage at komme videre. For i et sådan tilfælde står Kristian Jensen ikke til ansvar overfor vælgerne. Heller ikke domstolene. Nej, han skal bare sørge for at andre politikere i Folketinget bærer over med ham, så slipper han med en næse. Tænk hvis vi andre almindelige mennesker kunne sige det samme til politiet hvis vi glemte noget så banalt som selen i bilen?
Det er nemlig en af demokratiets store latterlige ironier, at vælgerne ikke har skrevet under på at overholde nogle af de love politikerne gennemfører, men stadig står overfor reelle konsekvenser hvis de bryder dem, mens politikerne skriver under på at overholde Grundloven, men i 99% af alle tilfælde de bryder den, slipper uden straf.
<span class="pullquote">Grundloven anses i dag kun som “et godt råd”</span> som den danske retsfilosof Alf Ross udtalte for nu mange år siden. Selv eksperter i nutiden advarer mod den tyranniske og stadigt mere ubegrænsede magt politikerne udøver over os. Grundloven er hensat til at være symbolik uden reelt indhold, som viger for den politiske tradition, og det er en tradition som bevæger sig i den retning politikerne nu en gang bestemmer sig for, helt uden at de står til et reelt ansvar. Mere om det i et senere indlæg.
Flere vil nu indvende, at Højesteret og domstolene som den ene arm af den tredelte magt, holder politikerne til ansvar på folkets vegne, hvis de overtræder Grundloven. Ja, hvis man mener at én (1!) underkendelse af Folketingets lovgivning på 150 år er at holde dem i skak (Tvindloven i 1999). Det prøvede Søren Pind fra Venstre (uden held) at bilde mig ind for noget tid siden. Hvis du dog i ramme alvor køber hans påstand, så har jeg i øvrigt noget sand i Sahara jeg gerne vil sælge dig. Det er ikke uden grund, at hans partifælle Anders Fogh Rasmussen i 1990’erne påstod at Højesteret havde været en kylling i forhold til Folketinget. Det er der ikke noget der ser ud til at ændre på.
<span class="pullquote">I virkeligheden er der færre instanser til at holde politikerne til ansvar end nogensinde før</span>. Monarken er blevet en kransekagefigur, Højesteret er ugidelig og Landstinget blev nedlagt i 1953. Vælgerne har politikerne aldrig nogensinde rigtigt stået til ansvar overfor. Selv politikerne i oppositionen er langt hen af vejen tandløse overfor de ministrene og deres embedsmænd som har regeringsmagten. Men der er jo heller ingen grund til at brokke sig for meget, for det kan jo være de efter næste valg selv sidder med den selv samme magt.
Vi står reelt i det paradoks, at folk hylder vores demokrati som fantastisk og i stor flok (ca. 85% af vælgerkorpset) går ned og stemmer på politikere, som vi ikke har nogen kontrol over, som ikke står til ansvar overfor os og som vi mellem valgene overvejende ikke har andet end foragt og skældsord overfor.
Så nej, politikerne står ikke til ansvar overfor vælgerne.
Tværtimod er “folkevalgt politiker” en af de mest ansvarsløse stillinger i landet. Med din stemme legitimerer du et system som har lagt nogle vilkår frem som det ville være helt utænkeligt at rationelt tænkende mennesker frivilligt ville sige ja til i nogen som helst anden sammenhæng. Det er derfor vi gang på gang oplever at vi ikke kan stole på dem overhovedet. Som minimum bør vi grine af dem når de og demokrati-fårene påstår de står til ansvar overfor os, i stedet for at labbe det i os som den pure sandhed.