Kendere af politisk tænkning vil nikke genkendende til følgende:
Et moderne liberalt demokrati bygger i vid udstrækning på en adskillelse mellem det private – borgerens egen sfære, på en gang beskyttet af staten og uden for statens kontrol – og det offentlige: det, som er ”res publica”, det politisk relevante, det som staten på en gang må regulere og begrunde sig på.
I det private udspiller sig vores præferencer, vores overbevisninger og holdninger til vores eget liv. I det offentlige har vi kampene om det vi legitimt kan gøre til genstand for kollektive beslutninger.
Hvad begrunder, at vi skal skelne mellem vores blot private præferencer og så det, der legitimt kan gøres til grunde for politiske beslutninger? Først og fremmest adresserer skellet det faktum, at vi ikke er – og aldrig bliver – grundlæggende enige om en lang række værdimæssige forhold.
Dette indlysende forhold beklages af nogle; nationalkonservative klynker over fraværet af et (i Danmark: kristent og nationalsindet) værdifællesskab; venstrekollektivister over manglende ”solidaritet” osv. Men en moderne bevidsthed må være sig bevidst, at pluralisme og (endog temmelig vidtgående) uenighed er noget vi bør værne om: enighed og fællesskabets fodslag kan kun etableres på baggrund af massiv undertrykkelse og knægtelse af individet.
<span class="pullquote">Der er ikke, og der bliver aldrig, en naturlig organisk union mellem enkeltindivider og et politisk fællesskab uden grotesk tvang</span>. Det er derfor illegitimt hvis tilfældige privatholdninger, ubegrundede folkestemninger, eller partikulære identitetsforestillinger figurerer i statens begrundelser.
DET GÆLDER OGSÅ et begreb som sundhed.
På flere måder er der uomtvisteligt ”offentlige dimensioner” af sundhed. Det niveau af luftforurening vi accepterer; den måde vi finansierer vores sundhedsvæsen på; de penge vi vælger at bruge på fødevaresikkerhed: de er alle ”res publica”, offentligt relevante emner.
MEN sundhed er, vil jeg hævde, primært et privat anliggende. På en facon er ”sundhed” ukontroversielt, nemlig på den måde, at alle normale borgere under normale omstændigheder vil ønske at være sunde. Men på stort set alle andre måder er sundhed ikke ukontroversielt.
Først og fremmest er der ikke, og vil aldrig blive, konsensus om hvor meget man vil investere i egen sundhed. Nogle ønsker et liv i spægelse, spandex, og smalkost – og fred med det! – medens andre har helt andre præferencer. Og det er i modstrid med idealet om begrundelsesneutralitet – idealet om, at staten ikke skal lægge begrundelser for dagen, der hidrører fra det private – hvis staten baserer sig på de asketiske borgeres idealer frem for de livslystne.
Idealet om begrundelsesneutralitet går, i meget korte træk, ud på følgende: Statslige handlinger og institutioner er kun legitime for så vidt de ikke begrundes i specifikke forestillinger om det gode eller det gode liv. Det, der kan legitimere statslige handlinger og institutioner er hensyn til retfærdighed.
Dette skel mellem det gode og det retfærdige er svært at anskueliggøre, men man kan illustrere det ved følgende:
HVIS EN STAT HAR en politik om, at alle borgere skal have mulighed for at kunne købe god og nærende kost fordi man mener alle har ret til at overleve, og overleve på en mere end et blot minimalt niveau, så er det fuldt ud foreneligt med idealet om begrundelsesneutralitet.
Overvejelserne er baseret på forestillinger om hvad der er retfærdigt, hvad vi som individer har ret til, og de faktiske politikker, der plausibelt følger af disse overvejelser er forenelige med at personer i vidt omfang selv vælger inden for den meget brede palet af muligheder som ”god og nærende kost” giver – eller helt vælger ikke at spise sund og nærende kost. Det var jo muligheden, som staten ønskede at sikre.
HVIS EN STAT OMVENDT MENER, at en særlig type kost er påkrævet, fordi ”gode liv” er utænkeligt uden denne – det kunne være obligatoriske sennepssild, eller økologitvang – så overholder staten ikke idealet om begrundelsesneutralitet.
Dette kan illustreres med en tænkt mulighed for et forebyggelsesinitiativ:
Antag, at der er gode medicinske grunde til at sige, at folk, der spiser en traditionel mellemøstlig kost med et højt niveau af fedtstoffer, kolesterol og sukker, vil opnå en statistisk gevinst i form af forhøjet middellevetid og antal raske leveår hvis de omlægger deres kost til det der kaldes nyt nordisk køkken.
Men hermed er hensynene, eller de relevante faktorer, ikke udtømte. Måltidet, den måde vi mødes omkring mad, og de traditioner vi har vedrørende fødevarer i det hele taget, er vigtige elementer i vores kultur, vores selvopfattelse, de bånd vi ønsker at knytte og bevare. Desuden er de naturligvis kilder til ren og skær glæde og fornøjelse.
Med andre ord indgår forestillinger og præferencer vedrørende måltidet og maden som væsentlige elementer i vores individuelle forestillinger om det gode liv (eller kan gøre det, og gør det for mange), og friheden til selv at bestemme over disse forestillinger samt til at kunne udleve dem på en rimelig måde er elementært vigtig.
Tilhængere af idealet om begrundelsesneutralitet vil derfor i det mindste i udgangspunktet være skeptiske over for politiske initiativer, der prædiker det ene kostregimes overlegenhed over for et andet: måltidet og maden hidrører det gode, og <span class="pullquote pullquote-left">man må derfor omgå politiske initiativer, der invaderer de personlige forestillinger om det gode liv, med størst mulige forsigtighed</span>.
Og sådan er det generelt med forholdet mellem stat og sundhed.
(Dette er et redigeret udsnit fra bogen Forbandede Sunddom (Dreamlitt 2015))