Et af nyere dansk politiks større mysterier er vel, hvordan Mogens Glistrups anarkistiske outsider-Fremskridtsparti kunne udvikle sig det nationalkonservative midtsøgende socialdemokrati, som Dansk Folkeparti nok bedst lader sig beskrive som.
Peter Nedergaards biografi om partiformand Kristian Thulesen Dahl giver en troværdig og sammenhængende forklaring, som endda er overraskende ideologisk velfunderet.
Det er derfor en glimrende, og i øvrigt dejligt tilgængelig, bog, Peter Nedergaard har begået. Hjemstavnsmanden er ikke den første biografi om Kristian Thulesen Dahl, men Peter Nedergaards ærinde er – angiveligt i modsætning til fætteren Niels Thulesen Dahls biografi ”Kronprinsen” (2009) – at være mere forklarende og forstående end blot beskrivende. At komme ideologisk ind under huden på Kristian Thulesen Dahl her på 20 års dagen for dannelsen af Dansk Folkeparti, samt at forklare mysteriet. Og det lader til at lykkes.
Alene baseret på de skriftlige kilder gennem alle årene, finder Peter Nedergaard en plausibel forklaring. Kristian Thulesen Dahl har ikke bidraget direkte til bogens tilblivelse, og vi ved ikke derfor ikke, om Peter Nedergaards forklaring er den fulde, dækkende sandhed – men den giver god mening, og hovedpersonen havde ingen bemærkninger til det færdige manuskript.
Som en ramme til forklaringen indledes bogen med fire siders redegørelse for Jean-Jacques Rousseaus (1712-78) filosofi. Umiddelbart malplaceret, tænker læseren, men senere i bogen forstår han. Rousseau går igen på de fleste sider, og dette til trods for, at Peter Nedergaard i forordet skriver, at Thulesen Dahl muligvis aldrig har læst et ord Rousseau. Det har han nu nok, for Thulesen Dahl er vidende og begavet, men uanset om Rousseau er læst eller ej; Rousseaus tankesæt går på mange måder gennem Kristian Thulesen Dahls tilværelse som en rød tråd.
Helt oprindeligt var Kristian Thulesen Dahl som faderen og farfaderen radikal. I barndomshjemmet kom det radikale folketingsmedlem, højskolernes og forsamlingshusenes Jens Bilgrav-Nielsen, og knægten blev i høj grad præget af hjemmets og bedsteforældrenes samfundsmæssige livsanskuelser. I forsamlingshusenes og andelsdanmarks små nære husmandssamfund må udviklingen ikke gå for hurtigt, og enhver yder sit og gør det på lige fod med andre. ”Hjemstavnsmanden” har aldrig brudt sig om storbyen, men mere om det nære liv i det sydvestjyske nærsamfund, hvor rødderne er solidt plantet. Det er i denne livsanskuelse, at kernen til Thulesen Dahls engagement i Det Radikale Venstre, i Fremskridtspartiet og i Dansk Folkeparti skal findes. Det var da også på Thulesen Dahls sydvestjyske hjemegn, at Hjedding Andelsmejeri – verdens første af slagsen – blev stiftet i 1882. Den socialdemokratisme, som andelsbevægelsen stod for, kom så at sige ind med, nå ja, modermælken. Begreberne ”Den lille mand” og ”Almenviljen” er stærke værdier i Thulesen Dahls tankesæt, krydret med hjemstavnens genius loci, ”Stedets Ånd”.
Da faderen forlader Det Radikale Venstre, der efterhånden var blevet ham for elitært, kigger den 13-årige søn samtlige partiers programmer igennem og melder sig – i kraft af den liberale frihedstankegang - ind i Fremskridtspartiets Ungdom; og på togrejsen til sit første landsmøde kommer den nu 14-årige vidende og driftige knægt til at sidde i kupé med Peter Skaarup. ”Knapt havde toget forladt perronen, før Peter Skaarup var blevet overbevist om, at her var en person, organisationen før eller siden kunne bruge,” fortæller Peter Nedergaard.
Tiden i Fremskridtpartiet prægede Kristian Thulesen Dahl meget. Her udviklede han en libertariansk grundindstilling, og tog initiativ til bevægelsen ”Åbne Grænser”, hvis politik i dag ligger Dansk Folkeparti fjernt, men vel nærmest kan læses i Liberal Alliances partiprogram: mennesker skal kunne rejse frit til Danmark, forudsat vi ikke stiller velfærdsydelser til rådighed.
Senere har Kristian Thulesen Dahl taget den socialdemokratiske velfærdsstat og dens universelle velfærdsydelser til sig, og dette, sammenknyttet med en erkendelse af, at dansk kultur er noget særegent der skal bevares og beskyttes mod især uintegrerbar muslimsk lovreligion, er hans holdning i dag snarere, at Danmark må sortere indvandrere efter land og oprindelse. Meget fjernt fra den libertarianske grundfilosofi, men stadig i overensstemmelse med Mogens Glistrups islamfjendtlige position.
Bruddet med Glistrup og Fremskridtspartiet skyldtes da heller ikke en voldsom politisk uenighed, men snarere Kristian Thulesen Dahls ønske om at opnå politiske resultater ad pragmatisk, arbejdsom og tålmodig vej, snarere end at kæmpe hårdt og indædt på stedet med Glistrups uforsonlige politiske tonedøvhed. Og de følgende 20 års udvikling for Dansk Folkeparti giver bogen også – med bestandig reference til ”hjemstavnsmandens” livs- og samfundssyn og kulturelle baggrund, samt Rousseaus filosofi.
”Hjemstavnsmanden” er en kortfattet og skarp bog, og den giver en dyb og troværdig indsigt i forståelsen af fænomenet Dansk Folkeparti – og ikke mindst hovedpersonens besynderlige politiske rejse. I Peter Nedergaards fremstilling giver det hele mening. Lejlighedsvist virker de meget hyppige paralleller til Jean-Jacques Rousseaus filosofi en anelse søgte, især i betragtning af, at det alene er forfatterens formodning, at de er relevante. Men - det er jo en forfatters prærogativ at fortælle en historie på sin måde, og vender man efter læsningen tilbage til de fire indledende siders beskrivelse af Rousseaus filosofi, ses det, at de bestemt er relevante. Mysteriet lader til at være løst.
Navnlig storbymennesker fra café latte-segmentet vil have stor nytte af at læse ”Hjemstavnsmanden”, selv om den handler om deres primære fjendebillede. Den fordomsfulde animositet mod Dansk Folkepartis ”sekt af skimlede kældermennesker” gøres til skamme.
Den største trussel mod det borgerlige Danmark kan nemlig meget vel blive, at den nye generation af socialdemokrater skulle læse bogen om en mand, hvis parti aldrig ville blive stuerent. Det ville for alvor bryde det politiske billede op, hvis socialdemokratiet og Dansk Folkeparti fandt hinanden politisk. Det kunne ske, hvis Socialdemokratiet forlod sin akademiske, elitære linje og genfandt samhørigheden med ”Den lille mand” og ”Almenviljen”.
Peter Nedergaard: ”Hjemstavnsmanden” (Gyldendal) udkommer i dag.
Anmeldelse: Hjemstavnsmanden
De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.
Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.
Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.
Bak op nu!