Gå til hovedindhold

Se de tarvelige angreb på Den Korte Avis' pengepung

Af Lennart

At drive et lille, nyt medie i Danmark er ikke nogen nem sag - økonomisk set. Det kan jeg personligt skrive under på.

Derfor ærgrer det mig også at se, hvor mange der har travlt med at påvirke Den Korte Avis' indtægter i negativ retning.

Jeg mener dels, det er ærgerligt, at folk har så travlt med at rette henvendelse til virksomhederne.

Og jeg mener dels, at det er ærgerligt, at virksomhederne så let bukker under for presset.

Personligt vurderer jeg ikke en virksomhed på, hvor dens annoncer kører, men på hvor godt et produkt den kan tilbyde mig.

Det der med at trække politik ind alle vegne og ophøje forargelse til en afgørende faktor huer mig ikke.

Men den politiske forbruger er nok en realitet. Og i takt med at tingene bliver mere polariserede, vil vi se mere politisk aktivisme, underskriftindsamlinger, boykots og lignende.

Disse vil så, som det også er tilfældet her, blive mødt af modsat rettede boykots. Og så spildes der en masse tid og energi på det. Fra begge sider.

Jeg vil også lige minde virksomhederne om, at det godt kan blive farligt at lægge sig fladt ned på maven og lade forbrugerne bestemme annonce-strategien.

Dels har forbrugerne generelt ringe indsigt på området i forhold til folk, som arbejder med det til daglig.

Dels giver man forbrugerne blod på tanden: Hvis forbrugerne får lov at bestemme annonce-strategien, hvad bliver så ikke det næste de vil bestemme?

Det ser man faktisk på illustrationen øverst, hvor en Lisa glæder sig over, at Nordea har trukket annoncer hos Den Korte Avis. Og straks kvitterer med et nyt krav til Nordea:

Nu vil Lisa også bestemme, hvor Nordea investerer sine penge som bank - her i forbindelse med en olieledning et helt andet sted i verden. Nu vil Lisa bestemme Nordeas mere overordnede investerings-strategi.

Se, det griber hurtigt om sig og snart må virksomheden se sig kørt ud på et sidespor, fordi den bukkede under for politiske aktivister og sure kunder.

Der er intet ulovligt i de her opfordringer, men de er udtryk for en kedelig udvikling hvor alting bliver politisk.

Jeg vil opfordre jer til at gå den anden vej og sammenligne kvaliteten af virksomhedens produkter. Hvem kan tilbyde dig det, du har behov for og bliver glad for? I stedet for at se på om virksomheden er politisk korrekt nok - eller lige er med på den nyeste forargelse eller ej.

Og så vil jeg opfordre virksomhederne til at have lidt mere rygrad.

I øvrigt bryder jeg mig ikke om, at Den Korte Avis får mediestøtte. Det skal hverken DKA eller nogen anden avis have. Det er penge som er krævet ind fra sagesløse skatteydere gennem tvang og noget forbandt svineri.

Gør som Folkets Avis - sig nej til mediestøtte. Det var et sidespor

Og det var alt for denne gang. På gensyn.