Gå til hovedindhold

Jeg vil skide på hvad 'kendte danskere' mener om dit og dat

Af Lennart

Jeg vil rent ud sagt skide på hvad 'kendte danskere' måtte mene om dit og dat. De er på ingen måde mere oplyste end almen-borgeren.

Snarere sidder de i en lukket luksusboble uden at fatte ret meget af, hvad der foregår rundt om dem. Ofte er de decideret ubegavede.

Og ja, de er dygtige til det, de laver. Fordi de bruger al deres tid på det. Men det gør dem ikke til eksperter i samfundsspørgsmål. Tværtimod.

Desuden er kendte mennesker mere afhængige af andres velvilje og opbakning end almindelige borgere, hvorfor de kendte er lettere at gøre til marionetdukker for ideologiske sager.

Mange kendte - ikke mindst sangere og skuespillere - er i forvejen narcissistiske mennesker med et stort behov for opmærksomhed.

Det er mennesker som har behov for at føle sig gode. Men sjældent mennesker som tænker sig ret meget om eller rent faktisk bruger tid på at sætte sig ind i sagerne.

Det handler altid om dem selv. De er feterede. Journalisterne ser op til dem. De vil ses, de vil høres. Men kloge er de sjældent.

For klogskab kommer ikke af navlepilleri. Det gør derimod en følelse af tomhed, som så giver sig udslag i et behov for at blande sig i spørgsmål, de ikke aner noget om.

Se mig! Se hvor god jeg er! Og journalister står klar med en mikrofon.

Men det er snak, de kendte lever ofte selv et helt anden liv end de forventer af andre. Og de forstår ikke konsekvenserne af deres holdninger, hvis de føres ud i praksis

Meget ofte lever de i en osteklokke bestående af spejle uden de hverdagsproblemer inde på livet, som plager og gør almindelige borgere kloge på livet.

Jeg vil langt hellere tale samfundsspørgsmål med en borger fra et tilfældigt nedslag i telefonbogen end en kendt, der har et behov for at mene noget og tage sig godt ud i andres øjne.

Vi skal være ligeglade med de kendtes meninger, for de er nu engang uendeligt ligegyldige.

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.