Gå til hovedindhold

Hvad nu, Venezuela?

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

De nærmest absurde nyheder kom dog ikke som nogen stor overraskelse. Det socialistiske, latinamerikanske land med godt 31 millioner indbyggere er bogstaveligt talt mørkelagt store dele af døgnet, for elektriciteten svigter jævnligt over hele landet, og køerne uden for madbutikkerne bliver længere og længere.

Som dokumenteret af det britiske BBC (http://www.bbc.com/news/world-latin-america-36228104) mangler landets borgere basale fornødenheder, og borgerkrig nævnes som en mulig kulmination på problemerne.

Frustrationerne er dybe.

Voldelige sammenstød mellem regeringsstyrker og borgere, der protesterer mod regimet, har i løbet af de sidste par år resulteret i adskillige dødsfald, og visse protester tager form af angreb på offentlig ejendom, som for eksempel regeringsbygninger og offentlige transportmidler. Regimet benytter sig på sin side af de militante såkaldte ”Colectivos”, som angriber demonstranter og truer journalister og systemkritikere til tavshed. 

Fra rigdom til økonomisk katastrofe

Kraftigt faldende oliepriser og en fejlslagen økonomisk politik, der så småt begyndte i slutningen af 1950’erne og accelerede under den tidligere præsident Hugo Chavez’ regeringstid (1999 – 2013), er de umiddelbare forklaringer på Venezuelas nedadgående spiral.

Skruer man tiden tilbage, lå det ellers ikke i kortene for Venezuela, der i midten af 1950’erne målt på BNP var blandt verdens rigeste lande, at landet skulle ende i en situation, hvor det ikke har elektricitet til at oplyse sine hospitaler, og må sende sine offentligt ansatte hjem.

For at kaste lys over Venezuelas krise, problemer og fremtidsmuligheder, har Folkets Avis talt med økonom, udlandskommentator på Dagbladet Børsen og Latinamerika-kender Niels Westy, og lektor Jan Gustafsson, som er specialist i latinamerikanske forhold og underviser på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk på Københavns Universitet.  

Maduro vil blokere for folkeafstemning

Flere organisationer og borgere i Venezuela arbejder på højtryk på at skaffe de ca. 6 millioner underskrifter (20 procent af befolkningen) som er nødvendige for at gennemtvinge udskrivelsen af en folkeafstemning, der kan få den tidligere buschauffør og Chavez-discipel, præsident Maduro, afsat fra præsidentposten.

Men er modstanden i befolkningen mod styret stor nok til at samle et så stort antal underskrifter, og vil det overhovedet kunne lade sig gøre at vælte Maduro på den måde?

Lektor Jan Gustafsson mener, det er muligt at samle mange underskrifter mod den stadig mere upopulære Maduro, men forudser, at han uanset hvad vil forsøge at blokere for en folkeafstemning:

”Maduro har vist, at han i høj grad vil og kan bruge bureaukratiske og juridiske blokeringsmuligheder for at bremse oppositionens forsøg på at fjerne ham og på at ændre situationen i landet. Så det er sandsynligt at han også vil gøre det i denne sammenhæng”, siger Gustafsson til Folkets Avis.

Udlandskommentator Niels Westy er enig i, at Maduro bestemt ikke uden videre vil bøje sig for et folkeligt krav om en afstemning:

”Han og højesteret, som er regeringens forlængede arm, vil gøre hvad de kan”, siger Westy.

Borgerkrig usandsynlig

Lykkes det ikke at afsætte Maduro fra præsidentposten, kan konsekvenserne blive alvorlige, forudser Niels Westy, som dog ser en væltet Maduro som et mere sandsynligt scenarie end den deciderede borgerkrig, visse borgere i Venezuela frygter ifølge BBC:

”En egentlig borgerkrig tvivler jeg på. I sidste ende er det meget muligt at det bliver militæret som afgør det hele, og det kan sagtens være, at der vil komme borgerkrigslignende uroligheder. Mit bedste bud og min forhåbning er, at mere realistiske støtter af regimet – blandt andet i hæren - erkender at det er slut, og søger en mindelig udvej. Det vil formentlig kræve Maduros afgang, eventuelt via et internt kup,” lyder Westys analyse.

Jan Gustafsson er enig i, at en borgerkrig ikke umiddelbart banker på døren i det udpinte Venezuela:

”En borgerkrig kan ikke udelukkes som mulighed, men jeg tvivler på, at den bliver omfattende. Man kan dog forestille sig voldelige episoder, også mere voldelige end hidtil – uanset om Maduro bliver væltet”, mener han.

Ny økonomisk politik afgørende – men Chavez og afhængigheden af oliepriserne vil spøge

Den politiske håndtering af økonomien er i mindst ligeså høj grad som de faldende oliepriser årsagen til Venezuelas nuværende situation, mener Niels Westy.

Spørger man ham, er der ingen tvivl om, at en mere liberal økonomisk politik vil forbedre Venezuelas økonomi betragteligt:

”Venezuelas problemer er naturligvis en konsekvens af den førte økonomiske politik. Venezuela var Latinamerikas rigeste land i 1950erne (hvor man topper og er blandt verdens rigeste lande målt på BNP). Problemet er naturligvis at alt er lagt an på olie i ekstrem grad. Men selvfølgelig vil en mere markedsorienteret politik have en positiv effekt på økonomien.”

Det ligger dog ikke lige for, at en sådan politik bliver indført, understreger han: ”Problemet er at det kræver et paradigmeskifte i Venezuela.”

Jan Gustafsson forudser også, at det bliver vanskeligt at sætte en ny politisk dagsorden i Venezuela: ”En ny præsident vil få mange vanskeligheder, både i forhold til Chavez-tilhængere og resterne af hans styre, og i forhold til olieafhængigheden. Det bliver ikke nogen let opgave”, siger han.

Som europæer kan det være svært at sætte sig ind i, at store dele af befolkningen i Venezuela stadig i vidt omfang bakker op om styret. Det handler dog i høj grad om den politiske og kulturelle arv fra Chavez-perioden, forklarer Jan Gustafsson.

Han kommer ind på, hvor afgørende den såkaldte ”El Commdante”s (et kælenavn, han fik af sine tilhængere, og som han i øvrigt delte med vennen Fidel Castro) regeringstid har været for den venezuelanske selvopfattelse: 

”Forklaringen på opbakningen er kompleks og lang, men det forhold at Chávez forsøgte at ændre hele det traditionelle politiske spektrum, hvor konkurrerende dele af eliten styrede det politiske spil, og at han gav de fattigere dele af befolkningen en rolle, nogle goder og et ’sprog’ og en identitet har været afgørende. Chávez talte jo om ’det 21. århundredes socialisme’ som ikke skulle være en traditionel socialisme”, lyder det fra Gustafsson. 

Niels Westy peger på sin side på den socialistiske klientgørelse af befolkningen som den afgørende faktor:

”Der er tale om et klientalistisk system. Så længe man tror, man vil miste mere end man vinder ved at trække sin opbakning, vil en del af befolkningen bakke op. Det, som driver utilfredsheden hos de tidligere støtter, er at pengekassen er ved at løbe tør”, forklarer han.

Jan Gustafsson: Chavez gav folket identitet og retning

På spørgsmålet om, hvorvidt Chavez var en bedre leder for Venezuela end Maduro, ophører enigheden i nogen grad mellem Niels Westy og Jan Gustafsson. Sidstnævnte mener, at Chavez havde en del mere at byde på end den nuværende præsident, men understreger dog, at hans relative succes i høj grad var et spørgsmål om økonomisk held:

”Chávez var på mange måder bedre og i hvert fald mere heldig. Han var karismatisk, han talte til sit folk og han gav folk både materielle og ikke materielle værdier. Men han skabte ikke et solidt fundament, og hans politik var i høj grad baseret på den økonomiske magt, staten havde med de høje oliepriser for nogle år siden”, siger Gustafsson til Folkets Avis.

Det er afgørende for at forstå situationen i Venezuela, at man er bevidst om det oprør med eliten, Chavez gennemførte, tilføjer han:

”Chavez gav dem noget helt fundamentalt, som også er fundamentalt for at forstå den politiske kultur og dens konflikter i Venezuela: Han gav dem en national og politisk identitet, retten til at spille en rolle i nationen i og med at han satte 'folket' over for eliten. I det meste af det 20. århundrede og især siden ca. 1960 og indtil 1999 har landet været regeret af en elite, der talte og så ud på en bestemt måde, og som regerede landet til egen økonomiske fordel og med en forståelse af venezuelanskhed ud fra dem selv."

"Det var en især hvid, veluddannet og velhavende elite. Chávez så anderledes ud, talte anderledes, talte mod eliten og gav folket en identitet og en følelse af en retning. Det betyder ikke at projektet derfor var en succes, men det var det en overgang og delvist. Man kan sige at uanset hvad der sker, så har denne revolution peget på helt grundlæggende problemer i Venezuela og det meste af Latinamerika”, lyder analysen fra Gustafsson.

Niels Westy har derimod ikke noget positivt at sige om Chavez, hvis regeringstid han betragter som en katastrofe for Venezuela:

Hugo Chavez er den hovedansvarlige for den situation, som Venezuela står i. Under hans ledelse formøblede Venezuela et historisk råvareboom. Man kan sige at Chavez var en bedre politiker sådan målt på retorik og karisma. En showmand som spillede på noget af det samme som Trump gør. Men målt på objektive kriterier, du ved kedelige ting som økonomi og grundlæggende frihedsrettigheder, er der ingen forskel,” lyder det fra Niels Westy, som tilføjer: ”Var han ikke død, ville han have stået i de samme problemer som Maduro.”