Folket på det Forenede Kongeriges øer har talt:
Storbritannien forlader EU.
Sådan ender det som regel - og nu om stunder kan det lykkeligvis gøres uden de store sværdslag.
Det var tæt løb i denne omgang, men på længere sigt var udfaldet givet.
Hen over en periode på mindst 3-4 årtier har borgerne i de europæiske lande været vidne til en sørgelig udvikling i EU.
Samarbejdet har ændret karakter fra simple overordnede rammer for samhandel til et stort overformynderi, der blander sig i alt mellem himmel og jord.
Sådan går det med imperier.
Magten er lige så langsomt blevet flyttet væk fra de enkelte medlemslande til kontorer forskellige steder centralt i Europa.
I takt med at EU har fået mere magt, er arrogancen over for folkene i de forskellige lande også blevet mere udtalt.
Naturligvis har lokale parlamentarikere ivrigt forsøgt at belære befolkningerne om de mange lyksaligheder ved EU.
Men folk er ikke så dumme, som bureaukrater og politikere tror.
Når magten flyttes væk reagerer folket med et ønske om at genvinde indflydelsen. Det er noget nær en naturlov.
Meget få mennesker vil i længden regeres af et ansigtsløst og udemokratisk bureaukrati.
Når de dårlige erfaringer med et centraliseret magtapparat hober sig op hen over årtierne, så stiger utilfredsheden.
Og jo større afstanden er mellem folk og beslutningstagere, des mindre er mulighederne for løbende af få afstemt forventningerne.
EU evner ikke at tilpasse sig. EU evner ikke at slanke sig eller holde sig til det overordnede. EU evner ikke at holde snuden ude af de enkelte landes indre anliggender.
Derfor sagde briterne farvel.