Her på Folkets Avis skriver vi ofte om de mange særinteresser i Danmark.
En særinteresse er kendetegnet ved at den forsøger at tilgodese sine egne medlemmer på det store flertals bekostning.
Så på illustrationen øverst her som er en Facebook-opdatering fra fagforeningen LO. Det er et klokkeklart eksempel.
LO ønsker flere kontoransatte i det offentlige. Det bliver der 26.000 nye bureaukrater ud af, som så også lige bliver til 26.000 nye medlemmer af LO.
Men samtidig går mange, mange hundredetusinde hvis ikke nærmere en million glip af en skattelettelse.
LO siger så: "Vi vælger velfærd"
Men det passer jo ikke helt.
LO vælger velfærd for en lille gruppe og sig selv og fravælger velfærd for den langt større gruppe af mennesker, som til gengæld for nye bureaukrater må vinke farvel til skattelettelser og altså aflevere en større andel af indkomsten til det offentlige.
For velfærd er bestemt også, at borgeren får lov at beholde nogle af sine egne penge og dermed direkte selv kan bestemme, hvad de skal bruges på.
Hvordan kan det ikke være velfærd?
I bund og grund er det vel mere velfærd at borgerne kan disponere over egne penge, end at pengene konfiskeres af staten som ansætter LO-medlemmer i bureaukratstillinger.
Her fra Folkets Avis skal i denne omgang lyde en tak til LO for at have givet et så klokkeklart eksempel på, hvad en særinteresse er for en størrelse.
Og hvordan en særinteresse skader helheden og det omgivende samfund ved et lægge beslag på en uforholdsmæssig stor del af de samlede ressourcer.
LO vil have flere kolde hænder i det offentlige og mere bureaukrati. Selvom vi i forvejen er verdensmestre i den slags.
Lad os prøve at følge LO's logik. Man kunne jo hæve verdens højeste skatter endnu mere og så kunne man ansætte 300.000 kontornussere i det offentlige.
Måske kunne vi betale 100 procent i skat og alle arbejde i det offentlige og være medlemmer af LO.
De gode græd og de onde LO.