Gå til hovedindhold

Matchfixing er et kæmpeproblem i dansk politik

Karen Hækkerup blev direktør i Landbrug og Fødevarer. Magnus Heunickes fuldstændigt ubeskrevne blad af en kone blev KVINFO-chef. Jonas Dahl er nu blevet hospitalsdirektør på et kæmpesygehus.

Der har aldrig været en reel kamp om disse stillinger mellem ansøgere, hvor den bedste har vundet.

Det var på forhånd afgjort, hvem der skulle vinde. Stillingerne var tildelt på forhånd.

Er der virkelig nogen der stadig tror på, at evner afgør en skid i systemet Danmark?

Er der nogen der tror på at hårdt arbejde gør en skid forskel?

På DR-propaganda hører vi Asger Aamund med alle de gamle moralbegreber om at gøre en indsats og hårdt arbejde.

Den slags fortæller den herskende klasse os, mens tingene i virkeligheden afgøres af forbindelser, kammerateri, netværk, slikken røv og simpel korruption.

Tag ikke fejl: Hvis du intet gør, så sker der intet. Men omvendt kan du arbejde røven ud af bukserne uden det giver adgang til en god stilling, hvis ikke du kender de rette mennesker.

Og mennesker som aldrig har haft et rigtigt arbejde kan få adgang til topjobs gennem deres politiske bekendtskaber og kontakter - uanset hvor talentløse de måtte være eller hvor lidt praktisk kendskab de har til området.

Kammerateri og klikevæsen gør simpelthen, at de bedste stillinger går til dem med de bedste forbindelser, ikke dem med de største evner eller dem der arbejder hårdest for det.

I sport er matchfixing relativt sjælden i politik er matchfixing dagens orden.

Det betyder, at almindelige mennesker mister tilliden til systemet. Og da systemet efterhånden sidder på alt her i landet, så betyder det simpelthen at:

Vi mister tilliden til Danmark

Intet er mere ødelæggende for moralen generelt og arbejdsmoralen specifikt i et samfund end afkoblingen af indsats og udbytte.

Hver gang en politiker eller en politikers familiemedlem ufortjent tildeles en stilling, personen ikke er kvaificeret til eller hvor hundreder i befolkningen - uden de rette forbindelser - ville være bedre egnet, så æder det vores tillid til systemet væk.

Den største motivation for at gøre en indsats er altid udsigten til et udbytte.

Hvis vi ser, at det bedre kan betale sig at pleje politiske netværk og forbindelser, end det kan at bruge tiden på at arbejde og dygtiggøre os, så er samfundet allerede opløst på det åndelige plan.

Venstrefløjen elsker at tale om ulighed og uretfærdighed. Men er politikere på venstrefløjen ikke blandt de første i køen, når der skal deles pamper-stillinger ud til kammeraterne?

Det skaber en kæmpe ulighed i Danmark, når hovedparten af landets attraktive stillinger er forbeholdt den politiske klasse med magtfulde forbindelser.

Uligheden mellem folk uden kontakter og folk med kontakter er i praksis uoverstigelig for langt, langt, langt hovedparten af borgerne her i landet.

Og hvad uretfærdighed angår:

Hvad kunne være mere uretfærdigt end at udskifte evner og flid med forbindelser og nepotisme, når der skal belønnes med gode stillinger og jobs?

Det er da om noget bunduretfærdigt at snyde den hårdtarbejdende og dygtige. Så er det klart at man mister den sidste tillid til og respekt for systemet.

Vi skal derfor have stoppet pamperi, kammerateri, nepotime og politisk matchfixing.

Men hvordan gør man det i et system hvor politikerne sidder med al magten?

De er jo fuldstændig skamløse i deres promovering af egen- og særinteresser. De frygter ikke pressens dom for pressen får også et ben i form af mediestøtte. Og tidligere embedsmænd fra systemets indre ansættes som chefredaktører på de største dagblade.

Den almindelige presse er en del af systemet.

Politkerne frygter heller ikke længere rigtigt vælgernes dom. For den politiske indflydelse slutter ikke med endt politikerkarriere. Når først forbindelser er skabt bruges de til et nyt ufortjent job et andet sted i systemet.

Sålænge vi tillader politikerne at bestemme å meget som vi gør i Danmark, sålænge vil vi have det her problem.

Og det eneste medie der tør tone rent flag og sige fra er Folkets Avis.

Kom med

I mere end et årti har Lennart Kiil leveret sandhed, nuancering og perspektiv med præcision og lidenskab. Som chef og redaktør for Folkets Avis, Danmarks banebrydende borgerjournalistiske medie, har han ufortrødent gået oplysningens ærinde og trodset modstand og økonomiske vanskeligheder.

Invester i ærligt, indsigtsfuldt og originalt indhold, og stå bag en fritænker, der er kendt for kompromisløs research og frygtløs sandhedssøgning.

Bliv abonnent

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.