Gå til hovedindhold

Moffes medsammensvorne: "Min samvittighed forbød mig at undlade at hjælpe ham"

De store medier skal nok klare sig. De er ejet af stater eller af virksomheder der er ejet af rigmænd på størrelse med stater i økonomisk forstand.

Folkets Avis kan derimod ikke klare sig uden din hjælp.

Spørgsmålet er så om samfund kan klare sig uden de små selvstændige medier. Det bliver en fattigere verden for de fleste hvis de små medier forsvinder.

Bak op nu!

Abonner Doner

Jeg har haft Claus Moffe ansat siden september 2013, og har kun positive ting at sige om ham.

Efter jeg blev kastet ud i at drive virksomhed, manglede jeg lidt hjælp - søgte på facebook, og Claus henvendte sig som den eneste.

Løn, vidste jeg ikke rigtig hvad skulle være, var åben og ærlig omkring det, overfor Claus, som bare trak på skulderne og sagde: Nu laver vi det tag, og så betaler du hvad det nu kan blive til!

Efter samtalen, på vej hjem, forstod jeg ikke noget. Jeg var målløs.

I løbet af de første dage sagde han også: Hvis du ikke får betaling for en opgave, skal du altså sige til. Så skal jeg altså ikke have løn.

Det var så lidt om min første tid med Claus Moffe.

Der kom nogle storme, og tingene greb om sig, og han blev ved at dukke op - så kunne jeg jo ligeså godt sætte ham til at lave noget.

De fleste, der følger os på facebook, kan nok også fornemme at Claus blev mere end en ansat - Claus blev en rigtig god ven.

En hammer og en sav - så kan jeg klare mig med mit tækkeværktøj. Claus gad ikke håndsømme lægter eller bruge håndsav - lige pludselig var der sømpistol i firmabilen og en stiksav?

Sidenhen er vinkelsliber og hånd-rundsav - på batteri - kommet til.

Claus havde ikke bil, da han startede hos mig. Han købte en gammel opel - uden at høre den startet, og kom ligeså lumsk og spurgte: Hvis du ikke skal hente mig om morgenen, får jeg så 5,- mere i timen?

Det fik han.

Moffe hjælper de syge

Jeg kunne fortælle timevis om Claus - men de fleste venter jo nok på et bestemt punkt.

Cannabis...

Han begyndte at ævle om det der hasholie... Og hvad det kunne. Nu er jeg ikke sådan at imponere så jeg ignorerede det bare - indtil hans familiemedlem ikke mere havde kræft. Så blev google min ven.

Jeg er i dag af den overbevisning at, cannabis planten kan erstatte mindst 50% af medicinalindustriens produkter. Jeg ved 100% sikkert at folk kan dyrke planten selv, og få et liv uden smerter, hvis de lære at bruge planten rigtigt.

Cannabis har en euforiserende virkning - jow jow, af alkohol bliver du fuld. Og hvad så?

Ved at følge med inde på hans facebook-gruppe har jeg lært rigtig meget og fået en rigtig god ven, Rasmus.

Rasmus's viden og ihærdighed for at hjælpe andre mennesker er på højde med Claus. Jeg er stolt af at kende dem begge og at kunne kalde dem venner.

Moffe.com udvikler sig hen over tiden.

Claus bruger al fritid på at forbedre olien og udtænke nye ideer. Når vi holdte pauser, blev emnet debatteret lystigt, om metoder - især dem de andre producenter på det illegale marked brugte.

Kan huske, Claus sagde: Man kan da ikke sælge noget til de syge, som man ikke selv vil indtage?

Derfor udtænkte Claus sin produktionsmetode, indkøbte alt muligt, og smed væk - startede forfra. Om og om igen. Forærede det meste væk, for at få det testet - han kunne ikke tåle at indtage så meget selv.

Rigtig rigtig mange mennesker har hjulpet Claus med hele udviklingen!

I den igangværende sag har Claus flere hundrede medskyldige!

Vi har tit og ofte debatteret en anholdelse - den måtte jo komme, som han sagde - det var jo hele ideen med det: De syge skulle have hjælp, der virkede. De fleste brugere af cannabis-olie, bruger det som allersidste mulighed - rigtig rigtig mange tør ikke prøve, da det er ulovligt.

Jeg ser en del steder, at han får skyld for at tjene penge på de syge. Det kan jeg blankt afvise. Hele hans forretning kunne kun lige køre rundt. At dele det hele op, koster kassen i transport!

Var der overskud, skulle det investeres i nye hjælpemidler, for at gøre arbejdet nemmere, samt udvikle en bedre kvalitets olie. Alting kunne altid forbedres.

Undervejs i forløbet var der lidt produktionsvanskeligheder - olien var for dårlig. Da jeg ikke kender grunden, vil jeg ikke kommentere den nærmere.

Men alle, der klagede, fik pengene tilbage eller nye produkter tilsendt. Jeg ved det tog to måneder, før alt var klaret. De to måneder var rigtig stort underskud. Han fik faktisk lidt lønforskud for at kunne klare økonomien i det lille hjem.

Efter problemerne manglede Claus et sted han kunne komme og lave den olie.

Efter lang overvejelse sagde jeg, at hvis han gav en hånd med, så kunne vi sætte min gamle staldbygning i stand - så kunne han være der.

Der blev jeg kriminel!

Men de beretninger folk kommer med og jeg læser om - både offentlige og hvad folk har skrevet mere privat til ham - kunne jeg kun tilbyde min hjælp.

Min samvittighed forbød mig at undlade og hjælpe ham.

Det rum stod færdig i slutningen af 2015! Han fik først flyttet produktionen for alvor i løbet af sommeren. Det kan man se på elforbruget.

Det var lidt om manden, myten, og forhåbentlig legenden: Claus Moffe Nielsen.

Politiet kommer

I mandags på job kom der gæster.

Fire mand og en kvinde. De afhentede Claus.

Claus han grinede af dem og sagde: Det har i sgu været længe om...

Jeg skulle vise id, og så kørte de med ham.

Resten af dagen var ret mærkelig, firmamæssigt stod jeg lige pludselig ret dårligt. Så tankerne fór rundt.

Facebook blev tjekket osv osv, samtidig med jeg ikke forstod, hvorfor jeg ikke kom med til afhøring. 50 - 70 timer var vi sammen hver uge, på stråtage, under hele forløbet.

Men da jeg så kom hjem, havde min kone herrebesøg!

Der var ikke meget at gøre end at lade dem ransage. Det var ganske hyggeligt, flinke betjente, med humor. Alting er meget nemmere når man samarbejder, så med en smøg i flaben, og en kop kaffe i hånden viste jeg dem rundt.

Intet var gemt - hvorfor skulle vi?

Lidt spøjse punkter under ransagningen:

Betjentene kan ikke forstå at der ikke er noget skunklaboratorium på ejendommen? De er meget uforstående. Som jeg grinene siger til dem, kan det tænkes i er her på et forkert tidspunkt?

Det virkede som om her også skulle være en 200 liters tromle med thc olie i?

De skulle også se el-måleren. Der faldt hele deres verden sammen! De udbrød måbende, "du er jo ikke gået uden om måleren?" Nej svarede jeg, hverken Claus eller jeg kan lide at stjæle. Vi er jo ikke kriminelle!

Nu gik alting faktisk endnu nemmere, de fik de 6 apparater med, tre gardena pumper, en kølevandspumpe. 22 stk fem my-filtre, og nogle poser Claus havde stillet en kasse af.

De spurgte om der var mere af Claus' ting, hvilket jeg svarede ja til, men de ville ikke have palletankene med kølevandet med, ej heller de fem tilbageværende industri køkkenruller.

Så vi har køkkenruller det næste års tid, samt mulighed for at opsamle større mængder regnvand.

De bestiller ekstra bil til tingene, og vi kører til Roskilde. Hyggelig tur, flinke betjente. Jeg får lov at ryge inden jeg bliver sat i detentionen!

De har nu min DNA samt finger og håndaftryk.

Under afhøringen, som jeg vælger at få foretaget uden advokat, for at det skal gå hurtigere, fokuserer betjenten på pengestrømmen. Hvor meget jeg havde fået i leje.

Det spørger han om jævnligt, hvortil jeg kan svare, at jeg fik lidt lommepenge med når jeg tog på ferie, 2 - 3 tusinde, måske fire - husker det ikke. Claus, kom altid lige inden en ferie med lidt penge og sagde, her forkæl dine børn lidt mere.

Politiet havde forventet at Claus Moffe var Danmarks svar på Pablo Escobar.

Jeg forsøgte at forklare, at Claus stort set forærede alt væk, eller brugte pengene på at udvikle. Tror ikke betjenten troede på mig.

Jeg hjalp ham med at formulere produktionen, så det var forståeligt for en dommer at læse! Undervejs spørger han: Hvorfor tilsættes THC'en til olien. Jeg sidder og kigger efter et skjult kamera og spørger: Tager du pis på mig?

Fik vist forklaret ham at THC er i cannabis planten, og at den trækkes ud sammen med resten af saften.

Det var stort set min afhøring. Jeg blev løsladt efter 4 timer.

Jeg er sigtet for det samme som Claus - det er alle. Min sigtelse bliver ændret. For det første fordi, de troede produktionen havde været hos mig siden 2014. Vi købte først ejendommen april '15. Rummet var ikke færdig før sidst i '15. Samt strømforbruget - hvis de tjekker det ikke er ret højt her før det sidste stykke tid.

Under hele forløbet jagede jeg med dem, fordi jeg skulle hjem og sove. Jeg skulle jo på arbejde. I starten sagde de, at det kunne de ikke love, og jeg svarede: Kl 6 i morgen, der er jeg skredet. I ved hvor jeg arbejder, så kan i komme der. De kiggede noget forundret på hinanden.

Ham, der afhørte mig, fortalte, at de havde skygget os et længere stykke tid, så nu lider man af paranoia :-)

Jeg ender nok med en betinget straf, eller en bøde. Jeg vidste jo at det var ulovligt, hvilket jeg selvfølgelig erkendte.

Hele forløbet har været en stor rutschebane tur - en af de store med høj fart. I mandags gik det ned af bakke.

Det har været pisse sjovt.
Meget lærerigt.
Fyldt med gode timer.

Er jeg færdig med cannabis? JA.

Hvis jeg bliver syg, eller en af mine nærmeste bliver det? GÆT SELV.

Har moffe job hos mig, når han lukkes ud? Stort ja. Hvis han vil. Men vi vil, da jeg nok er en tøs, kun arbejde i mit firma fremover.

Har jeg fortrudt noget?

Ja. At forklare min datter på 9 år, at politiet tog mig med, fordi Claus havde hjulpet syge mennesker, ude vores rum. Den var godt nok svær.

Som hun spurgte: Hvorfor må man ikke hjælpe syge mennesker?

Man kan aldrig fortryde at hjælpe andre.

Når uret, bliver til ret, så må modstand være en pligt.