Man høster som man sår.
Det må Nordea nu erkende.
Banken lagde sig fladt ned på maven, da en række politiske aktivister forklædt som sure kunder gik til angreb via Facebook.
Som en del af en international såkaldt "stop hate" kampagne opfordrede "kunderne" banken til at droppe annoncer på internetmediet Den Korte Avis.
Da banken efterkom kravet, kom de sure kunder så med nye krav på andre områder. Som vi kender det fra gidseltagninger og terrorisme - uden anden sammenligning i øvrigt.
Men ikke nok med det: Andre kunder - tilsyneladende en langt større andel - blev vrede over, at banken bukkede under for presset og opgav annoncerne på Den Korte Avis.
Disse vrede kunder er nu gået i gang med en mod-kampagne. Ganske som forudsagt her på siderne.
Mod-kampagnen består blandt andet i bundkarakterer til Nordea på troværdighedssitet Trustpilot.
Vi må se, hvordan historien ender, men ingen tvivl om, at mange har lært noget i den her sag.