Kære piger på cykel, pas på jer selv.

Vi, der kommer i cykelstiens yderspor med 40 km/t, overlever nok at bremse ned til 7 km/t de første 20 gange på vej til arbejde. Det er jo god motion at træde jernhesten op i fart igen.

Men det er ikke sikkert, at I overlever.

I styrer det gode skib M/S Kildemoes på et mentalt hav af ugebladssladder, kærestebøvl, shoppingtanker og Instragram-likes.

Og når I trækker ud i ydersporets oprørte vande af lycra-klædte cyklopater, latte-i-hånd, med meningitis-stiv nakke og ringeklokke-overdøvende Christopher i ørerne, eller når I tøvende ruller over for bleg-rødt i fuldemandslignende slinger, mens højresvingende, polske lastbilschauffører ser porno på konsol-tv’et, så lever I sgu livet på kanten.

Forleden så jeg en pige på omkring 20 år, som helt uden at se sig for foretog venstresving hen over Tagensvejs samlede 4 spor.

Hun var en hårsbredde fra at blive klappet ned af en Mercedes GL, som kørte over for grønt.

Og hendes reaktion var at råbe og skrige efter bilisten, uagtet at skylden var 100 % hendes.

Nogle gange har I rent faktisk retten på jeres side. Men det hjælper ikke så meget at have ret, når modparten vejer 5,0 tons, og man selv vejer 0,05 ton.

Så dejlige cyklende piger:

Tag lige øjnene fra Facebook, sæt latten i cykelkurven og kig jer over skulderen. Og i alle andre retninger.

Så får vi cyklopater godt nok ikke den ekstra motion, det giver at bremse op og starte igen hele tiden, men til gengæld lever I lidt længere.

Og I gør jo byen dejligere.