Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

310

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Kundskabsdannende undervisning eller tankpasserpædagogik?

Foto: EPO / CC 3.0

Da jeg gik i gang med kronikken fra den 22 marts i Berlingske af rektor for RUC Hanne Leth Andersen og direktør for Danmarks Evalueringsinstitut Mikkel Haarder, forventede jeg den samme reformpædagogiske røgelse og varm luft, som man har hørt så mange gange før - egentlig ikke noget at ophidse sig over - men i slutningen af kronikken genopliver HLA et af de skældsord, som efter reformen i 2005 blev anvendt mod det tidligere akademiske gymnasium, og det provokerede mig.

For de lidt ældre gymnasielærere, der havde undervist i grenvalgsgymnasiet, var det mildt ubehageligt at blive udsat for den meget grove retorik, hvormed reformpædagogerne fra 2004 fremturede, med det formål, at nedgøre det tidligere gymnasium.

Kendsgerningerne er imidlertid, at ingen nogensinde har bestridt at grenvalgsgymnasiet (1962 -1988) ud fra en akademisk faglig betragtning, er det mest velfungerende gymnasium Danmark nogensinde har haft.

På internationalt plan lå den danske studentereksamen i top, mens vi i dag for længst er overhalet af asiatiske lande, som vi tidligere end ikke ville sammenligne os med. Også universiteterne i København og Århus havde et højt internationalt ry, og det samme kunne siges om DTU, der uddannede nogle af verdens bedste ingeniører.

Så hvis reformpædagogerne skulle distancere sig fra det tidligere gymnasium, så skulle de næppe angribe det faglige niveau. Det gjorde de så heller ikke, men på ægte kulturrevolutionær vis lancerede de en smædekampagne imod grenvalgsgymnasiet, som de kaldte sort skole, udenadslære, kongerækker og salmevers. Også selv om dette overhovedet intet havde at skaffe med undervisningen dengang. Det er noget jeg ved. Jeg underviste i grenvalgsgymnasiet fra 1973.

Hvad angår sort skole, så blev den afskaffet med den fremsynede folkeskolereform i 1958, og den tilsvarende gymnasiereform fra 1962. Hvis man tvivler på dette, kan man jo blot læse den blå betænkning fra 1960. Dengang var formålet med undervisningen at formidle objektive kundskaber, at give eleverne elementære intellektuelle færdigheder funderet på akademisk integritet – ikke at indoktrinere eleverne/studenterne i en stundende ideologisk tidsånd, som det var tilfældet på det marxistiske RUC (1972-89), og som også delvis fulgte i kølvandet på folkeskolereformen i 1975, og endelig med den næsten totalitære overtagelse af gymnasiet ved reformen i 2005.

Lærere, som måske havde undervist i gymnasiet i mere end 25 år, og som ikke straks kastede sig for fødderne af den anti-akademiske reformpædagogik, blev marginaliserede og hængt ud med skældsord som ”privatpraktiserende”, og deres undervisning blev kaldt for ”tankpasserpædagogik”.

Det vrængende ”privatpraktiserende”, gik ud på, at disse lærere foretrak at tilrettelægge deres undervisning selv, uden vejledning fra reform(støtte)pædagoger.

Det ligeså vrængende og nedvurderende ”tankpasserpædagogik” er en metafor for den klasseundervisning, der ellers havde været synonymt med den gymnasiale uddannelse i 50 år.

I grenvalgsgymnasiet havde læreren alene det faglige og pædagogiske ansvar for sine klasser. Læreren var ansvarlig for at eleverne faktisk lærte noget, og at de klarede sig godt til eksamen.

Efter 2005 blev dette afløst af et ansvar overfor en pædagogisk ledelse, og der blev indført næsten absurd detaljerede indberetninger og omfattende kontrol af undervisningen. Den latente sindelagskontrol, som altid havde eksisteret på RUC, virkede heller ikke så smagfuld på de lærere, som var mentalt funderet i det akademiske gymnasium fra før 1988.

DDR tilstande, var ikke en ualmindelig vending blandt disse lærere.

I 2005 forsvandt klasseundervisning, simpelt hen som begreb i gymnasiet, idet man i indberetningerne kun kunne vælge mellem ”lærerstyret undervisning” og ”forelæsning”

Og mens reformpædagogerne idelig opfordrede til selvstændighed, så praktiserede de en ganske hårdhændet indoktrinering af den samme socialkonstruktivisme, som herskede på RUC, og som blev institutionaliseret med det nye obligatoriske fag med det forførende navn: Almen Studieforberedelse

Der blev indført krav om tværfaglighed mellem naturvidenskab og humaniora, også selvom der ikke fandtes noget akademisk eller didaktisk belæg for dette. Tværfagligheden var derimod et udtryk for en forestilling om videnskabelig enhedstænkning, underkastet den ”videnskabsteori”, som jo havde afløst Marx’ dialektiske materialisme på RUC.

Naturvidenskab er en formaliseret (matematisk) beskrivelse af lovmæssigheder i naturen, mens humaniora vedrører studiet af menneskelig adfærd. Og ingen akademisk tilgang kan forene disse to videnskaber – kun en ideologisk.

I de naturvidenskabelige fag, var klasseundervisningen (altså tankpasserpædagogikken) i al sin enkelhed den, at læreren i dialog med eleverne gennemgik og forklarede et afsnit af bogen, som derefter blev givet for som lektie.

Pædagogikken var underordnet det faglige. Det var metoder, som skulle lette tilegnelsen af fagene.

På RUC og efter 2005-reformen også i gymnasiet, er det faglige derimod reduceret til et ledsagende fænomen til den pædagogiske indoktrinering. Og dette rummer nok hovedparten af forklaringen på den faglige deroute, der er sket siden 2005.

Kronikken peger også hen imod, at man kan kæde lærernes faglige engagement sammen med deres aflønning. En tankegang, der nu er meget fremmed for min generation af gymnasielærere.

I grenvalgsgymnasiet var undervisningen præget af en ligeværdig og uhøjtidelig omgangsform. Respekt for undervisningen var ikke noget man skabte, men noget man opnåede.

Klager over undervisningen eller karakterer, var stort set ukendte. Læreren var tildelt den nødvendige autoritet til alene at kunne bedømme elevernes faglige standpunkt. Efter 2010 har man derimod givet eleverne den pædagogiske autoritet til ved to årlige evalueringer (den ene anonym) at (be)dømme læreren.

Men dette evalueringshysteri har kun bidraget til at forpeste det tidligere tillidsfulde forhold mellem lærer og elev.

Hvis det var i min magt, ville jeg som det første afskaffe det kontraproduktive og meningsløse ressourcespild der anvendes på Dansk Evalueringsinstitut.

For at skærme for det åbenlyse faglige/teoretiske armod i gymnasiet, har reformpædagogerne senest opfundet nogle (indholdsløse) didaktiske begreber som kreativitet og innovation i den hensigt at sælge gymnasiet til erhvervslivet.

Forestillingen er den, ligesom det er tilfældet på RUC, at man stort set uden viden, men ved gruppearbejde og Internettet, og med den socialkonstruktivistiske videnskabsteori som eneste intellektuelle ballast, kan opnå ny ”videnskabelig” indsigt. Men dette er jo ligeså fagligt underlødigt, som resten af den reformpædagogik, som er udsprunget fra RUC.

Tværtimod er det sådan, at viden og indsigt giver frihed til at vælge – det gør ideologisk formynderi ikke.

Og hvad er det så HLA holder op som modstykke til ”tankpasserpædagogikken”?

Det er et gymnasium og et universitet, der bortset fra de studier, der kræver de allerhøjeste gennemsnit, har undergået en faglig deroute, som har været fuldstændig ødelæggende for det danske undervisningssystem. At karakterniveauet er højere i dag end før 1988, er blot et udtryk for den akademiske korrumpering, som er fulgt i kølvandet på reformpædagogikken og taxameterprincippet.

Vi er i dag derhenne, at Danmark vist nok er det eneste land i verden, som dimitterer studenter, som reelt er funktionelle analfabeter.

Og det er jo ikke en vild påstand. Søndag den 14. april 2014 havde Martin Krasnik den nye rektor for RUC Hanne Leth Andersen i Deadline. Anledningen var, at mange af de studerende, der bliver optaget på RUC, hverken kan læse, skrive eller kender reglerne for tegnsætning – i hvert fald ikke på et niveau, så de er i stand til at følge undervisningen det første år på RUC.

Hendes svar var, at når de studerende ikke er i stand til at tilegne sig indholdet af en lærebog, og heller ikke intellektuelt er i stand til at følge en forelæsning, så må vi undervise ved hjælp af medier, og arbejde i grupper med læreren som tutor. Ja!

Ved reformen i 2005, blev det akademiske gymnasium udslettet og omdannet til en klon af RUC.

Men det er altså denne ideologisk forplumrede faglige elendighed, som Hanne Leth Andersen vælger at fremhæve i sin nedvurdering af undervisningen i det velfungerende grenvalgsgymnasium, som ”tankpasserpædagogik”

Ole Witt-Hansen Lektor emeritus

Psssst

Tak fordi du læser med :)

Kunne du tænke dig fuld adgang og en reklamefri oplevelse?

Meld dig til her

Del eller citer ved at kopiere linket her

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:29

Del eller citer med linket her

MediaCreeper