Rige danskere bidrager exceptionelt meget til det danske fællesskab.
De bærer en større del af fællesskabets byrde, end nogen anden befolkningsgruppe (korrigeret for gruppernes størrelse).
Det burde, synes jeg, give anledning til næsegrus beundring og anerkendelse fra alle andre danskere. Tænk at så få har kæmpet så hårdt, at de kan bidrage med så meget.
De kunne alle, hver som en, skrue ned for blusset i morgen, tage et mindre stressende job og nyde livets afslappende sider langt mere, end de gør i dag. Men det ville efterlade et kæmpe hul i statskassen og mange danskere ville opleve en markant reduktion i levestandard.
Med andre ord: Rigtigt mange danskere skylder de rige danskere rigtig meget (i fællesskabsmæssig forstand, ikke i bogstavelig forstand).
På trods af de rige danskeres imponerende bidrag til fællesskabet, virker det alligevel ikke som om de nyder nær den respekt som man skulle mene, de fortjener.
Rigtig mange danskere ser skævt til rige mennesker. Hvis de skulle beskrive denne gruppe mennesker, ville de bruge ord og udtryk så som 'usolidariske', 'usympatiske', 'griske', "rundsave på albuerne", 'egoistiske' og 'stræberiske'.
Der ville fremkomme påstande om, at disse rige folk nok næppe betaler deres skat med glæde, at de nok gør alt hvad de kan, for at smyge sig uden om deres skattepligt. At de bruger lidt for smarte revisorer og lidt for smarte finter, for at slippe udenom.
Kort sagt: Rigtigt mange mennesker har en overraskende negativ og fordømmende holdning til Danmarks rige mennesker. Deres holdning ligger helt i den modsatte grøft af hvad jeg ville forvente, og jeg synes faktisk ikke deres holdning er acceptabel.
For det første er man i Danmark uskyldig indtil det modsatte er bevist. Hvis nogen snyder i skat, er det en sag mellem dem og politiet.
Vi kan ikke dømme en hel befolkningsgruppe blot fordi nogle af dem snyder i skat. Vi ved end ikke om skattesnyd er mere eller mindre udbredt i denne befolkningsgruppe, end i andre befolkningsgrupper. Dem som kommer med de dømmende udsagn i debatten, følger sjældent deres tilkendegivelser op med nogen form for statistisk belæg.
Det virker tillige som om det er ganske gratis at bashe rige folk i den offentlige debat.
Tænk hvis andre befolkningsgrupper skulle stå model til den slags, uden at der var nogen der sagde fra.
Hver gang højrefløjen fører sig lige lovligt frit frem over for f.eks. muslimer, er der da altid nogen der siger fra og kritiserer den slags generaliseringer. Men det gælder altså ikke for rige folk - her er der frit slag. Til det vil jeg bare sige: rige folk er også folk! Behandl dem med lige så megen respekt som en hvilken som helst anden befolkningsgruppe. Lad være med at dømme dem over én kam.
Et andet spørgsmål handler om, hvordan vi bør udforme vores indkomstskattesystem her i Danmark.
Som udgangspunkt har vi det bærende princip, at de bredeste skuldre skal bære den største byrde. Det giver rigtig god mening og sikrer en solidarisk skattebetaling der udglatter forskellen mellem rig og fattig. Med baggrund i dette princip har Danmark valgt at have en procentuel beskatning, i stedet for en fast beskatning.
Dvs. man beskattes med en fast procentsats frem for en fast beløbsstørrelse. Mange (alle?) andre stater har også set det fornuftige i denne ordning, og det eneste eksempel jeg lige kan komme på, hvor man beskatter ud fra en fast beløbsstørrelse, er Christiania.
Med dette princip etableret, burde alt jo være fint og godt. Men nej. Alligevel ikke. I Danmark har vi valgt at tippe vægtskålen endnu mere end hvad den rent forholdsmæssige beskatning ville tilsige: folk med indkomststørrelser over middel skal betale uforholdsmæssigt meget i skat, og folk med topskatte-indtægter skal betale skat i et yderligere uforholdsmæssigt omfang.
"Hvorfor nu det?" kunne man spørge. Hvad er meningen og begrundelsen bag? Er der gode grunde? Rationelle grunde? Kunne det f.eks. tænkes at være en særligt effektiv form for beskatning, og at dette effektivitetshensyn derfor kunne opveje den noget usolidariske skattetryksfordeling som den høje progressive beskatning indebærer?
Det er gode spørgsmål. Men det er også spørgsmål som beklageligvis ikke har nogle særligt tilfredsstillende svar. Man kan selv prøve at gå på opdagelse efter mulige gode svar: en søgning på Google efter "topskat selvfinaniseringsgrad" afdækker f.eks. denne artikel om en videnskabeligt undersøgelse af spørgsmålet, fra Københavns Universitet.
Undersøgelsen konstaterer, at topskatten er en særdeles ineffektiv og vækstdræbende form for beskatning.
På kort sigt gav topskatten et løftet skatteprovenu dengang den blev indført, men på længere sigt er dens effekt på skatteprovenuet direkte negativ:
Folk tilpasser sig til deres økonomiske virkelighed, uanset om de stemmer til højre eller venstre på den politiske skala. Når ekstra arbejde belønnes mindre, retter folk sig ind ift. dette forhold, således at de over tid ganske enkelt begynder at arbejde mindre. Der er ikke noget hokus pokus ved denne dynamik. Det er en helt grundlæggende dynamik for udbud og efterspørgsel af varer og tjenester.
Topskatten er ikke selvfinansierende på kort sigt (se f.eks. http://www.econ.ku.dk/peerskov/media%5Ctopskat.pdf ), men på lang sigt er den mere end selvfinansierende. Denne konstatering burde have en altdominerende vægt i debatten. Den burde efterlade alle debattører i en rungende og forstemmende tavshed. Men det gør den ikke.
Debatten bæres nemlig af helt andre typer argumenter: argumenter baseret på folks moralske intuitioner - at de rige bør bære de største byrder (det gør de også! - topskat eller ej!), at en fjernelse er usolidarisk, at fortalerne for en fjernelse helt sikkert må være købt og betalt af rigmænd etc. Hvor er det lige jeg har hørt denne moraliserende tone før..?
Når jo, den ligger jo som en grundklang i hele den danske middelstands måde at forholde sig til rige mennesker på. Enhver tale om at moderere topskatten rammer lige ind i kernen af denne fordomsfulde attitude over for samfundets allerstørste bidragsydere. Den ligger lige til højrebenet for frigørelsen af stride strømme af formuleringer fyldt med fordømmelser og fordomsfulde floskler.
Jeg græmmes over at vi ikke kan have en ærlig debat, hvor faktuelle forhold faktisk får lov til fylde det de bør fylde. Vi bør basere vores politik på fakta - ikke på fordomme.