Det, at man tilbageholder oplysninger og timer offentliggørelserne så nøje og selektivt, kan kun give anledning til en betydelig skepsis:
1. Der er ikke tale om en ægte lækage
De massive mængder af data og dokumenter, kaldet Panama Papers, er ikke tilgængelige for offentligheden. De er forbeholdt udvalgte medier. I Danmark har kun Politiken og DR adgang - og ingen ved om den adgang er komplet eller sorteret på forhånd.
Også i andre lande er det alene de allermest etablerede medier, som har adgang til de mange filer i den kæmpemæssige database. Tendensen er, at de store statsmedier og de største venstreorienterede medier har fået adgang.
Og disse på forhånd udvalgte medier kontrollerer sammen med International Consortium of Investigative Journalists enerådigt, hvad der kommer videre ud til offentligheden.
Dermed er det tvivlsomt, om man overhovedet kan kalde sagen for en egentlig lækage.
Der synes i stedet at være tale om en nøje planlagt kampagne, hvor informationer langsomt offentliggøres i en bestemt rækkefølge.
Offentligheden har ingen mulighed for at vide, hvad der gemmer sig i den tilbageholdte information.
2. At kilden er anonym er et reelt problem
Tidligere lækager har haft en identificerbar hovedperson, som ofte har betalt en meget stor pris for at have lækket oplysninger.
I Panama Papers forholder det sig noget anderledes. Her er personen, eller organisationen, bag lækagen anonym.
Medierne bliver potentielt manipuleret og kan i teorien ikke være sikre på, om der allerede på forhånd er sorteret i det udleverede materiale.
Ifølge Süddeutsche Zeitung, som angiveligt stod for den indledende kontakt, foregik kommunikation anonymt via krypterede chat-beskeder. Man kan ikke give en god forklaring på, hvordan så mange data kunne overføres uden problemer.
Det kan sagtens være en efterretningstjeneste, som er på spil. Det kan naturligvis også være en ægte whistleblower. Vi ved det ikke. Og det gør medierne heller ikke. Men de går ukritisk med på legen.
3. Der er store spillere i kulissen - meget store
Meget af arbejdet omkring Panama Papers koordineres, som tidligere nævnt, internationalt af International Consortium of Investigative Journalists, som er et projekt under Center for Public Integrity.
Center for Public Integrity finansieres blandt andre af den ultrarige valutaspekulant George Soros (gennem hans fond Open Society) og gamle kendinge som Rockefeller, Carnegie, Ford og andre af de helt store er også med som donorer.
Ifølge WikiLeaks er den amerikanske regering også blandt sponsorerne af arbejdet omkring Panama Papers.
Denne dybe involvering af nogle af verdens rigeste og mest magtfulde personer, organisationer, fonde, virksomheder og muligvis endda også verdens mægtigste regering beviser ikke sortering - hverken før eller senere - i materialet, men den sandsynliggør, at materialet behandles selektivt i et eller andet omfang.
En lang række af de involverede medier er ejet af store kapitalfonde, andre involverede medier er - som eksempelvis danske DR - store statsmedier med særlige egeninteresser og tætte bånd til det politiske system.
Politiken i Danmark har tidligere haft samarbejde med Bilderberg-gruppen, hvor der er et betydeligt overlap i forhold til de grupperinger som sponsorerer Center for Public Integritys arbejde.
Der er altså ikke tale om at de her oplysninger er kommet tilfældige mennesker i hænde, nået frem til mindre medier eller lagt åbent ud.
Sponsorernes sammensætning bør i kombination med den anonyme kilde og en meget kraftig tilbageholdelse og nøje kontrolleret løbende frigivelse af informationer vække betydelig undren i offentlighede og blandt kritiske journalister.
4. Tilbageholdt information er ultimativt magtmiddel
Vi ved som sagt ikke, hvem kilden er, eller hvorfor de etablerede medier kun vælger at offentliggøre bestemte dele af materialet.
Det kan sagtens være for at holde gryden i kog og ikke fyre alt krudtet af på én gang. Altså et forsøg på at få mest mulig dækning ud af stoffet. Det er sikkert en del af forklaringen, men næppe hele forklaringen.
Det kan også være at man beskytter bestemte grupper af mennesker og vælger sine offerlam med fuldt overlæg. Her bør man bemærke, at de personer, som den vestlige presse alligevel ikke har den store indflydelse på, er blevet "afsløret" først.
Uanset hvad er der stor magt i at ligge inde med skadende oplysninger om andre, som kan trækkes frem på et vilkårligt og for pressen belejligt tidspunkt. Viden er magt, hemmelig viden er magt over nogen.
Det er almindelig kendt at både presse og efteretningstjenester ynder at ligge inde med information, som kan bruges direkte eller inddirekte til afpresning politisk eller økonomisk. Ligelede kan pressen godt lide at sætte dagsorden op til valg med timede "afsløringer".