Helt uden egen skyld

Primære faneblade

Holdninger udtrykt i indlægget er ikke nødvendigvis i overensstemmelse med den redaktionelle linje på Folkets Avis

D-dag. Foto: https://history10c.wikispaces.com/Coby+Klar Contributions to https://history10c.wikispaces.com/ are licensed under a Creative Commons Attribution Share-Alike 3.0 License.

For nylig havde jeg en mellemlanding i en større, nordeuropæisk lufthavn.

Flyet var forsinket, så jeg bestemte mig for at få mig et tidligt aftensmåltid. Det var en café, som var betjent af 8 raske, unge mennesker. Tilsammen formåede de at betjene en kunde ca. hvert 4 minut. Det var ganske imponerende elendigt.

Der var naturligvis den obligatoriske, vigtige snakken om både det ene og det andet, den sikkert ifølge overenskomsten helt berettigede sutten på en smoothie, smøgpausen, borde der skulle tørres af meeget grundigt, mens fodboldkampen diskret blev fulgt og helt almindelig langsomhed. Men grundlæggende er problemet jo nok, at den stakkels ejer (som måske ikke kunne drømme om selv at være der, fordi man står altså ikke i en café, når man har en halvgod MBA fra et mellemstort, næsten velkendt universitet) har været nødt til bare at hælde mandetimer udover det hele, når nu effektiviteten og motivationen er så lav. Jeg gætter på, at han har svært ved at finde folk nok.

Fordi det kan ikke altid betale sig at påtage sig simpelt arbejde for nordeuropæiske, unge mennesker - og da slet ikke, hvis man er igang med at blive et eller andet vigtigt indenfor litteraturanalyse eller kunstterapi. De sociale ydelser i Nordeuropa er nemlig så høje, at de kan konkurrere ganske godt med, hvad ganske almindelige mennesker er i stand til at betale for et simpelt måltid mad.

Og hvis man er igang med at blive et eller andet vigtigt, så har man i øvrigt også pligt til at stoppe op, overveje og fundere en lille smule. Hele tiden. Faktisk skal der helst tages stilling til alt. Ellers er det ikke rigtigt.

Burger. Foto: Thomas Elkjær Bentsen
Foto: Thomas Elkjær Bentsen

Men jeg fik altså serveret min gourmet-burger. Med 100% lokalt produceret oksekød i en frisk- og håndlavet bolle af økologisk herkomst. Det stod der!

Med pommes fritter og salat. Til den nette sum af 100 kroner - drikkevarer ikke inkluderet. Fordi udover de mange mennesker i caféen, skal der jo også betales moms, dyrlægekontrol, dyrevelfærd, miljøzoner, rengøringskontrol, sporing af fødevarerne, arbejdstilsyn og "ordentlige arbejdsforhold" for chaufføren, der kører rundt med det hele.

Forinden min kulinariske oplevelse ad subliminum var jeg passeret forbi en Tesla, som stod udstillet. Der var ganske stor interesse. Det er en bil, der koster kassen! Intet mindre end en formue! Og den ser dælme godt ud. Den er ikke i stand til at levere halvdelen af den funktionelle værdi, som alle andre biler er i stand til nu om dage - f.eks. at kunne køre mere end 500 km, før man skal have en overnatning. Men den ligger rigtig godt i maven. Man er nemlig både god. rig og smart, når man kører i Tesla.

Man kan vinde i dørtræk over alle idioterne i Porsche, Ferrari og Maserati, fordi en elmotor rykker som intet andet fra 0 til ca 45 km/t. Og når man brænder den af i en Tesla, så gør det ikke noget, fordi det er jo energi, som er ligeså ren som Rolf. Og derfor har der været politisk vilje til at give stor rabat på netop den slags biler i Danmark. Måske også lidt fordi ham Elon bare føles så rigtig, når han siger et eller andet om noget. Lige nu er der en vis blæst om tingene i Danmark, fordi salget af Tesla er faldet. Til nul. Fordi der ikke gives så meget rabat på afgiften længere.

Det er forrygende nemt at overse, at den "rene" strøm, man hælder i bilen om natten formodentlig stammer helt og næsten aldeles fra kul- eller oliefyrede kraftværker. Fordi vi har nemlig også statstøttede vindmøller, som står både her og der og drejer rundt med vingerne og minder os om, at vi må lide med udseendet, når nu vi ønsker at være gode ved miljøet. Og så kan man altid tænke på de vindmøller, når man sætter stikket i for at fylde sin tomme, 500 kg tunge benzintank op med strøm. Jeg gætter på, at det er lidt det samme som at hente sit kød i supermarkedet. Dér slipper man nemlig også for at skulle tage stilling til, at man rent faktisk slår dyr ihjel for at få bacon og frikadeller.

Flyet var jo altså forsinket. Og det blev det ved med at være. De forlængede forsinkelsen hele tre gange. Til sidst spurgte jeg dem, om de havde forlagt deres fly et eller andet sted. Fordi det virkede jo ikke rigtig som om, de vidste, hvor det var. Det gjorde de bestemt, bedyrede de kvindelige, statsansatte personaler med hat. Man skal passe lidt på i en lufthavn. Man kan ikke sige hvad som helst. Hvis det af nogen kan opfattes som et eller andet, så kan man blive arresteret, så jeg holdt mig på måtten. Man skulle jo nødig gøre nogen nervøse, med mindre der er grund til det. Og det er der ikke.

Imens havde jeg så tid til at observere mine medrejsende. Det kan umuligt være "samfundets bund", der befinder sig i en lufthavn. Det kræver en vis økonomisk formåen at kunne sætte sig i et fly - uanset hvor flyet går hen. Har man ingen penge overhovedet, så er man ikke i en lufthavn. Så tager man bussen.

Knapt halvdelen af de forbipasserende var, hvad jeg vil kalde "uansættelige i andet end helt specifikke og meget særegne jobs".

Det skyldtes både tøjstil, kropsstørrelse, frisure, valg af øre- og næsevedhæng, grad af alkoholisme og/eller generel, langsom fremfærd - nogen mennesker kan desværre ikke andet end bare æde, skide og stå i vejen. Og så i en lufthavn.

Har det ikke også undret dig, at mere og mere drejer det sig om at enten se godt ud med både forstærkning, forstørrelse eller formindskning eller også handler det om, at det er fuldkommen lige meget, hvordan man ser ud?

Det virker som om, det hele går i hver sin retning lige for tiden. Og man skal ikke formaste sig til at nævne et eller andet om, at nogen da måske ville have godt af at tabe et par kg eller måske bare holde lidt op med at have de problemer med stofskiftet, eller at at en anden måske ville have gavn af at skifte frisuren ud med noget andet og lidt mere konservativt end "blåt pindsvin". Man kunne jo risikere at såre nogen.

Det er enten Paradise Hotel med fuld skrue, eller også er det fodformet, svedig og økologisk overvægt.

Det må også have undret dig, at der er så mange veganere lige pludselig.

Eller folk med gluten- og/eller laktose-allergi. Eller med fibromyalgi, piskesmæld og depression. Anoreksi.

Jeg gætter på, at der ikke er mange af den slags iblandt de rigtig mange mennesker i verden, der lever for under en dollar om dagen. -Og da slet ikke med en middelstærk præference for økologiske produkter.

Staten elsker alle syndere

Problemet er, at når man lever i en Nordeuropæisk velfærdsstat, så er man garanteret et minimum af ydelser, som ligger langt over, hvad mange i resten af verden drømmer om.

Man er ikke tvunget til at beholde sit arbejde, fordi sygeforsikringen er der alligevel, børnenes skole bliver betalt alligevel og man skal nok blive pensioneret nogenlunde hæderligt uanset. Og man skal såmænd nok få råd til at have gluten-allergi under alle omstændigheder.

De otte friske, unge mennesker i caféen aner ikke, hvad det vil sige at skulle kæmpe sig igennem livet. De har aldrig været nervøse for, om de vil være i stand til at få mad på bordet i morgen - om de har et job.

De skal ikke bekymre sig om, om de bliver kørt ned af en bil uden forsikring, så de selv hænger på regningen fra hospitalet, fordi de godt kunne tænke sig at være i stand til at gå igen. De kan tillade sig den luksus i arbejdstiden at være rigtig sårede over, at nogen havde kigget rigtig ondt på dem, bare fordi de vejer 35 kg for meget. Eller Trump.

Kunden er konge

Sådan har det altid været. Det er den, der har pengene, der bestemmer.

Jeg har en god ven, der arbejder i det private. I et firma der sælger byggekraner. Til det private. Og han har selvfølgelig en ide om, at han er med til at holde hjulene igang, fordi det er det private erhvervsliv, som tjener pengene hjem til Danmark.

Men hvor bliver byggekraner brugt henne? Til offentligt anlæg eller privat? Vil det være overdrevent at gætte på, at halvdelen eller mere af de byggeopgaver, der kræver en rigtig byggekran, er offentlige? Så hvor meget privatansat er han egentlig?

Og hvis det ikke er direkte som leverandør til det offentlige, så er det som leverandør af tjenester, som er enten pålagt eller påvirket af det offentlige.

Jeg har efterhånden svært ved at finde noget, som ikke er helt eller halvt offentligt på en eller anden måde - helt som i de gode, gamle sovjet-dage.

Jeg kender selv kun til to personer, som jeg respekterer så meget, at jeg ikke vil nævne dem ved navn, som har gjort det rigtig godt ved at skabe succesrige forretninger, som har leveret en reel værdi til kunder, som var glade for at betale prisen - uden at staten havde hele overkroppen med nede i suppegryden på en eller anden måde.

De er - underligt nok - ikke særligt åbenmundede, og de blander sig ikke særligt meget i politik, selvom de naturligvis har en mening om tingene.

Politikerne er altså kongen?

De der ynglinge med ild i øjnene og varme, bløde hænder, som har lært alt det bedste, af de mest gammelkommunistiske professorer på statskundskabsstudiet. Det er dem, der er kunden. De har i hvert fald oftest pengene - eller bestemmer, hvordan penge må bruges.

Disse politikere kan tillade sig den luksus ikke rigtig at beskæftige sig med noget som helst, der er vigtigt. Fordi der er ikke noget, der er særligt vigtigt længere. Europa har været fredeligt i mere end en menneskealder. Der er (endnu) penge nok til det hele - i hvert fald i Nordeuropa. Der er ingen umiddelbar trussel om noget som helst.

Så kan man fokusere på at være "god". Og det diskuteres så livligt, hvordan man er det.

Obamacare

For nylig læste jeg om den seneste tids bryderier i USA om Obamacare. Det forlyder, at republikanerne ønsker at afskaffe den.

Men det kan man ikke uden videre. I artiklen blev det nemlig opremset, hvor mange der ville blive ramt, hvis det blev sløjfet igen. Hvor mange der pludselig ville stå uden basal sundhedsforsikring, og hvor mange millioner delstaterne ville risikere at miste i tilskud. Og det kan man jo roligt kalde "massakre på velfærdsstaten". -For slet ikke at tale om alle de levebrødspolitikere, som skal ud og forklare deres vælgere, at de altså alligevel ikke får gratis sundhedsforsikring.

Og det vil måske betyde, at Obamacare aldrig nogensinde vil blive afskaffet.

Den mand, der blev bredt citeret for, at han ikke kunne forstå, at nogen ville sige nej til gratis sygeforsikring, han vil senere blive citeret for, at han ikke kan forstå, at nogen vil være så onde, at de vil tage gratis sygeforsikring fra nogen, som er meget fattige i forvejen.

I farten glemmer man, at alle de mange, som tidligere havde en relativt billig sundhedsforsikring, men som nu skal betale betydeligt mere, de får ingen rabat.

Og hvis først republikanerne falder til patten, så kan du roligt regne med, at prisen for alvor bliver sat op - for så vil der være bred politisk opbakning til det. Svaret fra staten vil være at lægge en ekstra afgift på sundhedsforsikring for at undgå, at prisen stiger for meget. Det lærer man på første semester på et hvilket som helst økonomistudium.

Jeg er ikke ekspert i USA. Og jeg er heller ikke ekspert i sundhedsforsikringer. Men da jeg læste artiklen løb det mig koldt ned ad ryggen. Fordi USA har verdens dyreste sundhedssystem i forvejen bl.a. på grund af de helt vanvittige erstatningsregler. Og det lader til, at det med Obamacare kun er blevet dyrere. Det alene kan ende med at blive slutningen på USA, som vi har kendt det.

Og derfor er det en pest

Fordi det går aldrig væk. Når først en gruppe vælgere har fået tildelt et eller andet gode, så er det vanvittigt svært, hvis ikke umuligt, at tage det fra dem igen.

Fordi der er ikke rigtig nogen, der kan tale den almindelige skatteyders sag. Der er da ingen medier, der gider bringe historien om Tommy, som er automekaniker i Hadsten, og som skal betale 12 kroner mere i skat om måneden, fordi museet i Århus har fået nye alu-vinduer med spejlglas, selvom de gamle godt kunne have holdt nogle år endnu.

Hvad med dig selv?

-spørger du?

"Du er jo bare endnu én af de der pisse-selvglade, egoistiske, kapitalistiske svin med et godt job, som ikke tænker på andre. Du vil have det fint med, at folk bare kan dø, fordi de ikke kan få lægehjælp. Er du ikke?!"

Du tager fejl. -Altså hvis du spørger sådan.

Jeg har også prøvet det. Jeg har været sygemeldt i 1½ år med depression (her bestemmer du helt selv, om du vil vælge at tro på, om jeg var deprimeret eller "deprimeret"). På kontanthjælp.

Som far er det ingen drøm, når man ikke kan hæve ekstra til f.eks. husleje, fordi barnet har adresse hos moderen. Der er heller ingen kære moder-stat, når man er nødt til at have en bil, fordi barnet er blevet flyttet knap 100 km ud midt i Udkantsdanmark, hvor der går busser cirka to gange om dagen, så man er tvunget til at have et køretøj af en slags, hvis ellers man har lyst til at være far af og til. Fordi almindelige biler betragtes som en slags luksus i Danmark, og det får man lov til at betale for, selvom man bare er en lille, luset, tidligere selvstændig på kontanthjælp med en gammel Hyundai Accent i flere farver.

Så bliver pengene pludselig rigtig små. De budgetter, man ser hos de professionelle piverøve i aviser og så videre bliver en flad vittighed, fordi man er selv ikke engang i nærheden af at kunne gøre det samme. Af uransagelige årsager viser de altid, at de fattige er mødre med børn. Og det er dem, der har flest penge! Hvis man nu fandt sig en far til to med 50/50-ordning på kontanthjælp i Udkantsdanmark, hvor børnene har adresse hos moderen, så vil selv Joakim B. få det svært, tror jeg. I kunne jo prøve at finde bare én? Eller?

Årsagen til min depression er formodentlig også interessant at dissekere, men det kan vi snakke om en anden gang, når tingene har ændret sig lidt.

Nej, jeg ønsker ikke for nogen, at de skal leve uden basal sikkerhed for mad, tag over hovedet og sygepleje. Det er et helvede.

Men jeg er bange for, at det nuværende system ødelægger folks evne til at gøre noget selv. Og det er helt sikkert, at det ødelægger folks muligheder for at gøre noget selv.

Så hvad skal man vælge?

Hvem skal man vælge?

Enden er nær

Det har altid været en rigtig god én, når man vil have folk til at lytte. Eller glæde sig over, at de snart er færdige med at læse et eller andet.

Hvordan ender det her?

Jeg ved det ikke.

Men jeg tror desværre ikke længere på, at det vil ende godt. Jeg kan ikke se, at det på nogen måde vil kunne lade sig gøre at begrænse pesten. Når først socialisme har fået tag i en befolkning, så slipper den ikke lige igen.

Det bliver ved.

Der vil ikke være nogen, der er i stand til at stoppe op og formindske velfærdsstaten. Ingen vil kunne overbevise tilstrækkeligt mange vælgere om, at det nok er bedre, at staten bruger en lille smule mindre.

Hvorfor skulle de otte unge mennesker i caféen i lufthavnen, som for tiden har det ganske godt, dog vælge at få mindre adgang til alle de spændende studier i musikterapi, feministisk kunstforståelse og holistisk filosofi? Hvorfor skulle de stemme på en politiker, som foreslår, at de skal have en lidt dårligere pension? Eller nogen, som går ind for, at vi skal tage lidt mindre hensyn til miljøet, så det ikke koster virksomhederne mange penge?

Det kommer ikke til at ske.

Så jeg ved faktisk ikke, hvordan det kommer til at ende. Men jeg er ret sikker på, at det ender. På et tidspunkt vil der ikke længere være penge nok.

Det kan tage 10 eller 100 år.

Naturligvis bliver det ikke noget med, at himlen kommer til at regne med lava, eller at vi alle vil forsvinde fra jordens overflade en eller anden dag sidst i oktober. Men de gode tider ender. Og de bliver afløst - i hvert fald i en periode - af knapt så gode tider.

Mit forsinkede fly? Det kom da til sidst. Og flypersonalet (med hat) forklarede os meget venligt, at forsinkelsen skyldtes, at flyet var kommet alt for sent ind fra det sidste sted, det havde været.

Efterskrift

"Gamle, sure mand! Hvorfor skriver du dog alt det, når du nu har givet op og har stemplet ud?" spørger du måske.

Måske har jeg en lille, våd drøm om en politisk karriere med tidlig, statsgaranteret pension? Eller måske får jeg for lidt sex? Måske sad jeg bare og kedede mig i lufthavnen og morede mig lidt med at hænge unavngivne personer ud?

Eller måske - og det er formodentlig det sværeste at tro på, hvis man tilhører den gruppe, som ellers altid vælger at tro på det bedste i alle mennesker - så har jeg et lille håb om, at folk vil fange bare en lille smule af det?

Måske ønsker jeg for de otte unge mennesker i caféen, at deres forventede levealder er lige så høj som eller højere end deres forældres? At de ikke skal udsættes for alle de ubehageligheder, som et land i kaos giver? Eller måske håber jeg bare, at folk køber lidt ekstra havregryn og sparer en smule op, fordi det kan være ved at være tid til at rebe sejlene og skalke lugerne?

Måske ønsker jeg det bedste for mine medmennesker, selvom jeg slet ikke kan lide socialisme?

Tak fordi du læste et blogindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne


Debat og kommentarer?

Abonnenter kan kommentere direkte her på Folkets Avis

Bliv abonnent nu og deltag i debatten

Du kan også følge vores side på Facebook hvor en del indlæg debatteres:


MediaCreeper