Vi fortsætter vores serie om særinteresser med det såkaldte forskningscenter KVINFO. På mange måder et klart eksempel på den parasitisme, der trives i Danmark på så mange områder.
KVINFO's historie begynder helt tilbage i 1964, da en medarbejder, Nynne Koch, ved det kongelige bibliotek beder om at få stillet 15 minutter om dagen til rådighed til sit personlige projekt: Et overblik over litteratur om kvindesagen.
Nynne Koch var ikke nogen ubemidlet kvinde. Hun var højt uddannet og kom fra en særdeles velhavende familie. Ikke desto mindre formår hun fra første færd at sikre offentlige ressourcer til Kvinfo i stedet for selv at punge ud.
I starten var det beskedne midler, men - som så ofte i den slags tilfælde - blev det med tiden til mange, mange hundreder af millioner kroner.
Ingen, og jeg har ellers været i langvarig kontakt med hele to ministerier, har kunnet give mig et klart svar på, hvor mange penge Kvinfo præcist har modtaget af skatteyderne over årene.
Men det er mange. Det er hundreder af millioner.
I udgangspunktet var det måske rimeligt nok at afsætte offentlige midler til et biblioteks-projekt, selvom det eksplicit udelukkede den ene halvdel af befolkningen.
Men det skortede nu ikke på litteratur af og om kvinder i 1964. Og der er stadig i dag et meget stort overlap i KVINFO's beholdning af litteratur, og den der findes på andre danske biblioteker.
KVINFO var fra starten noget mere og andet end et bibliotek - det var noget ideologisk.
Med årene, og nærmest i takt med at overførslerne fra skatteborgerne til KVINFO tog til i størrelse, begyndte KVINFO at beskæftige sig med køn mere generelt - herunder med drenge og mænd.
Men drenge og særligt mænd blev og bliver næsten altid fremstillet som problematiske - som noget negativt.
Man kærede sig næppe om drenge og mænd, men skulle skattemidlerne fortsat flyde i stadigt stridere strømme måtte man - i det mindste på overfladen - forsøge at fremstå som noget bredere end en interesseorganisation for akademikerkvinder.
Mens KVINFO i første omgang var et nogenlunde begrænset og fokuseret projekt blev det under Elisabeth Møller Jensens ledelse fra 1990 til 2014 meget bredere og mere omfattende - antal ansatte og budget blev tredoblet.
Nynne Koch havde også benyttet sig af frivillig arbejdskraft, men med tiden fik KVINFO flere og flere fastansatte, som naturligvis skulle betales af skatteyderne.
Sådan går det ofte med organisationer, som kan hente penge i de offentlige kasser. De vokser og vokser. Og i takt med at de beskæftiger flere og flere mennesker, bliver de indbyggede egeninteresser for at videreføre organisationen stærkere og stærkere.
Det bliver derfor med tiden mere og mere moralsk modbydeligt, at KVINFO uden videre hvert år får tildelt store pengegaver af de gavmilde politikere, som jo altid er gavmilde på borgernes bekostning.
For nylig er KVINFO også begyndt at interessere sig for etniske kvinders forhold i Danmark. Men dette skete vel at mærke først efter at frivillige kræfter havde gjort dette i årevis.
KVINFO har dog ikke overraskende været dygtig til at gøre spørgsmålet om etniske kvinder til endnu en indtægtskilde for organisationen. Men stadig er de resultater, KVINFO har opnået på området i mine øjne ikke imponerende.
De frivillige, der i årevis har været i gang med dette spørgsmål, er nået betydeligt længere.
I dag er KVINFO ledet af Nina Groes. Indtil videre tegner hun en mere kompromissøgende stil på kønsspørgsmål.
Men når det gælder om at lænse skatteborgerne og hente penge fra fælleskassen over i KVINFO's egen, er der ikke meget der tyder på, at hun er mindre ambitiøs end sin forgænger på posten.
Jo mere jeg undersøger KVINFO, jo mere tegner der sig et billede af en organisation, som først og fremmest virker for sin egen overlevelse.
Det er jo også fair nok.
Men det er ikke fair nok, at skatteborgerne år ud og år ind skal betale gildet. Det burde Kvinfo selv gøre.
Resten af teksten kan kun læses af abonnenter - bliv abonnent nu