Jeg har lavet en del research på Generation Y. Et segment, som jeg i øvrigt selv er en del af. I min research er særligt et tema gennemgående; vi vælger i stigende grad bindende forhold og ægteskab fra. Netop derfor bor flere end nogensinde alene, uden at det nødvendigvis betyder, at de er single. Det der imidlertid kom bag på mig, var modviljen til for alvor at binde sig – og særligt grunden hertil. Langt de fleste Generation Y vil nemlig hellere leve alene end at gøre en helhjertet indsats ved at binde sig 100 % i et forhold, fx ved at flytte sammen. Jeg blev forarget, rystet, men så alligevel kunne jeg genkende en del af mig selv. Vi har så travlt med at bevise os selv, og gøre vores eget liv så optimalt som muligt, at vi nedprioriterer det romantiske forhold, idet det tager noget af vores fokus (og tid) – og dermed forringer evnen til at holde øjet på bolden (læs: karrieren). Jeg må dog samtidig indrømme, at jeg sagtens kan se grundlaget for dilemmaet. Jeg var meget bedre til at planlæge min hverdag som single end jeg er nu – selvom jeg stadig har en fyldt kalender. Jeg må indrømme, at jeg ofte har tænkt over dette dilemma, da jeg ikke mener, at det kan være rigtigt, at vi ikke vil flytte sammen med vores kæreste, og på sigt gifte os, fordi vi er så fokuseret på at realisere os selv. Den tendens resulterer på sigt i et helt skævt samfund, hvis du spørger mig..
Hvorfor skulle det være så svært at kombinere forhold og karriere? Er man sammen med en ligeværdig, burde det at leve sit eget liv samtidig med et forhold ikke være en kunst. Eller hvad? Når alt kommer til alt, tror jeg det handler om angst. Angst for ikke at nå de mål man satte for sit liv. Angst for at en anden person kommer så tæt på, at de kan såre en. Generation Y er af natur et usikkert segment, hvorfor vi har brug for at være i kontrol hele tiden. Det er klart, at vi ikke kan kontrollere andre mennesker, og dermed er den nemme løsning, at vi aldrig lukker dem helhjertet ind. Jeg har selv været der – i mange år – og ja, det er nemmere, når du ikke lader nogen komme tæt nok på til at de kan såre dig. Det er dog ikke en særlig langtidsholdbar løsning, da du på et tidspunkt vil føle en form for afsavn (medmindre du selvfølgelig er en robot..) Jeg har tillige oplevet den store glæde ved at lade en person komme helt ind under huden på mig, og selvom det er det mest grænseoverskridende jeg har gjort, fortryder jeg det ikke ét sekund. Og nej, jeg er hverken gået på kompromis med karriere, træning, studier, veninder eller noget helt femte – fordi jeg valgte at finde sammen med en, der har de samme værdier som jeg selv.
Det er netop dét jeg snakker om! Det burde ikke være nødvendigt at vælge de gode forhold fra, fordi vi ikke kan kontrollere dem, som vi kan med meget andet af tilværelsen. Så længe du finder en, der har det som dig, giver et seriøst forhold en fantastisk merværdi til dit liv, uden at det erstatter noget andet. Og ja, de findes!
Generation Y er fremtiden, og lige efter kommer Generation Z, der på mange punkter er et helt anderledes segment. Så hvad sker der, når vi alle sammen har nok i os selv? Så lever vi ikke længere i et særlig sundt samfund. Den dag, vil du ikke længere føle, at du har brug for andre mennesker. Den dag, vil du ikke kunne sætte dig ud over dine egne behov. Den dag, mister du en del af dig selv.
Hvis vores selvopfattelse tager over, og vores krav til omverdenen pludselig er tårnhøje, så stiller vi os aldrig tilfredse – og så har vi alle sammen tabt alligevel. Så hvordan finder vi balancen? Det ved jeg ikke, men jeg ved, at vi ikke finder den ved at skære al ukontrollerbart eller uperfekt ud af vores liv.
Kære med-Generation Y'er, rolig nu. Vi skal nok nå det.