Jeg var for nylig på ferie i Thailand, der udover at være et dejligt rejsemål, også huser rigtig mange immigranter fra Europa, USA og Australien. De fleste af disse, er rejst til landet for at leve et mere fredsfyldt liv, væk fra karriereræset vi har i den vestlige del af verden.
På min rejse mødte jeg Matt. Matt er 37 år og kommer fra en lille by nord for London og har i 6 år boet i Thailand som dykker instruktør. Matt tjener i forhold til den vestlige standard næsten ingen penge, på trods af at han arbejder 6 dage om ugen. Huset er en lille bungalow på 40 m2, og bilen er skiftet ud med en scooter. Matt har ikke råd til at rejse, udover når han engang hvert 2 år rejser hjem til sin familie i England, men Matt er en lykkelig mand. Han forklarede at han rejste til Thailand efter at have mistet sit job som maskiningeniør da finanskrisen brød ud, og han har ikke fortrudt det siden. Som han selv sagde så var livet i England sikkert, økonomisk godt og stabilt, men han var ikke lykkelig. Folk i hans omgangskreds havde samme ugentlige rutine, slide sig igennem en arbejdsuge i et job de ikke kunne lide, for at sidde på pub'en hver fredag og brokke sig over livet, nyde livet om lørdagen og ærge sig over at det snart var mandag igen om søndagen. Denne artikel skal dog ikke handle om Matt, men de tanker Matt satte igang hos mig.
Hvem pleaser vi egentlig i vores karriere og uddannelsesvalg?
Mit navn er Christian, jeg er 23 år, og indtil jeg for 2 år siden sprang ud som iværksætter og stiftede virksomheden Evermart A/S, var jeg som mange andre unge en del af et stort system der er skal tjene samfundets og vores eget bedste. Jeg gik i folkeskole, tog direkte videre på HHX, brugte et år på at arbejde og rejse, før jeg startede på en bachelor i økonomi.
På sin hvis har jeg hele vejen igennem gjort hvad der har været forventet af mig, jeg har taget min tørn med uddannelse og taget den sikre vej. Problemet ligger i at jeg langt hen af vejen har været lige præcis som Matts venner. Min bachelor retning hang mig langt hen af vejen ud af halsen. Jeg ville helst have læst marketing, men havde ikke snittet, så jeg blev nød til at tage et eller andet som jeg kunne "falde tilbage på". Jeg endte med at droppe studiet på 6 semester, for at kaste mig ud i livet som online iværksætter, hvilket var min helt store drøm. Jeg har aldrig fortrudt dette valg, på trods af at jeg godt ved at flere af jeg højst sandsynligt efter studiet kunne finde mig et job med en større løncheck. For glæden ved at lave lige præcis det jeg elsker, overskygger de materielle goder jeg ville kunne købe med det rigtige job, og det sætter jeg stor pris på. Da jeg valgte at stoppe på mit studie, var der kun ganske få som mente at det var en god idé, og langt de fleste undrede sig - "Men du kan vel altid starte igen?", "Er det nu fornuftigt?", "Hvornår forventer du så at blive færdig?", og det er det der er essensen. Jeg tog en chance og valgte en levevej som jeg elsker, men da det ikke passer ind i den norm der efterhånden er kommet med uddannelse og det gode sikre job, var blev det generelt modtaget med en stor uforståenhed.
Du bør dygtiggøre dig, men det skal være for din egen skyld.
Jeg er generelt kæmpe liberalist, og fortaler for at folk dygtiggøre sig. Jeg mener støtter mange af de forslag der er til at droppe uddannelser hvor folk uddanner sig til arbejdsløshed, da det ikke tjener nogen. Men bør vi ikke acceptere at dygtiggørelse kan ske på mange former? Om det er igennem praktik, arbejde, udenlandsophold eller lign. så bør det give den samme respekt som et fint diplom fra en bachelor. Jeg er udemærket klar over at det ikke åbner de samme døre i erhvervslivet, og det er heller ikke pointen. Pointen er at det skal være acceptabelt, at vælge karriere ræset fra, og i stedet bruge sit liv på det man synes er fedt og elsker, uden at blive mødt med spørgsmål om hvornår man tager en uddannelse og får et rigtig job. Der kan kun være en hvis mængde læger, revisorer og piloter, og der skal også være plads til alle os andre! Jeg er i hvertfald sikker på, at jeg ville stikke af som Matt, hvis jeg havde forsat af den sikre vej og fundet et velbetalt job i en af de stillinger bacheloren ligger op til. Min passion var ikke til stede, og jeg tog uddannelsen for andres skyld end min egen.