På det seneste er det kommet frem, at der er studerende, som har præsenteret forfalskede eksamensbeviser ved optagelsen til de højere læreanstalter.
Bortset fra, at dokumentfalsk er strafbart, og at det muligvis har forhindret andre i at få en studieplads, så ville et forfalsket eksamensbevis næppe tidligere have hjulpet en studerende til at få en kandidateksamen - simpelthen på grund af de faglige krav.
Indtil 1977 var der fri adgang til universiteterne bortset fra DTU, hvor adgangskravet i 60’erne var 10 – 11 (omsat til nutidens karakterskala).
Men selv efter adgangsbegrænsningen blev indført, var der ved de fleste studier - indtil taxameterprincippet blev indført - en ”nådesløs” stopprøve efter det første studieår.
Det oplevede jeg, da jeg læste fysik og matematik på KU fra 1965-1971 og da jeg senere tog et bifag i datalogi fr KU 1986-1989. Dumpeprocenter på 25% -50% var ikke usædvanlige.
Hvis man tror på – og det gør man, hvis man har undervist i gymnasiet i 40 år – at karaktererne er det bedste pejlemærke for, hvorvidt man kan gennemføre en højere uddannelse, så havde et forfalsket eksamensbevis aldrig tidligere kunnet føre til en kandidateksamen.
Adgangsbegrænsning eller ej, så afhang vejen til en kandidateksamen kun af ens intellektuelle færdigheder, motivation og disciplin.
Men i slutningen af 90’erne er hele den begrebsmæssige forståelse af, hvad formålet med et universitet er, blevet stærkt revideret. Qua taxameterprincippet er uddannelsespolitikken blevet ændret fra udelukkende at være funderet på det faglige akademiske, til at være underlagt et krav om samfundsmæssig rentabilitet. En politisk styring, som går under navnet New Public Management.
Men som bedre kan beskrives som ”uddannelsesmæssig planøkonomi”, hvor ”kvaliteten” (det akademisk faglige niveau) helt er underlagt ”produktionsomkostningerne per enhed”.
Noget, der jo i øvrigt er velkendt fra Sovjettiden.
Så hvis en studerende kan gennemføre et universitetsstudium med et for lavt gennemsnit, så er der enten noget galt med kravene på uddannelsesinstitutionerne eller med karakter systemet, og der er ikke noget galt med karakter systemet.
Ole Witt-Hansen
Lektor emeritus