Det her er ikke en betalingsmur

Når du scroller ned, kan du frit læse Religionsfrihed eller religionstvang

Ovenikøbet uden forstyrrende bannerannoncer

Men hvad lever Folkets Avis så af? Bidrag fra sådan nogle som dig

Værn om pressefrihed og folkestyre Støt Folkets Avis

Religionsfrihed eller religionstvang

Skrevet af Jon Loldrup

Men måske er religionsfrihed i virkeligheden mere som en græsk tragedie: ligegyldigt om vi har den eller ej, er det skidt. De potentielle problemer ved ikke at have religionsfrihed forstår vi alle, men hvorfor skulle der også være noget galt i at have religionsfrihed?

Baggrunden herfor lader sig let obfuskere. Tag blot dette eksempel på en tilsyneladende fuldt tilstrækkelig saliggørelse af princippet om religionsfrihed:

Hvis man spørger et typisk barn der er vokset op med religiøs indoktrinering, om vedkommende sætter pris på den religiøse opdragelse han har fået, så vil svaret som regel være et rungende ja. Ligeledes, hvis man spørger et typisk barn der er vokset op uden religiøs indoktrinering, om vedkommende sætter pris på ikke at have fået en religiøs opdragelse, så vil svaret som regel også være et rungende ja. Heraf ses det let, at de to situationer er moralsk ækvivalente. Men er de det?

Man kan deobfuskere ovenstående eksempel ved at erstatte det generelle begreb om religiøs indoktrinering med alle de specifikke varianter heraf, som verden er begavet med. Lad os således sige, at vi er i besiddelse af en liste over de 1000 mest udbredte religiøse doktriner her i verden. Tager vi de to børn, og spørger dem tusind gange, om de sætter pris på ikke at have fået en religiøs opdragelse af typen X, så vil svarene for det religiøse barns vedkommende være 'ja’ i 999 tilfælde ud af de 1000, mens barnet uden religiøs opdragelse vil svare ‘ja’ til alle 1000 ud af de 1000 spørgsmål. Her kan man se at et mønster begynder at forme sig: børn bryder sig generelt ikke om religiøs indoktrinering. Den ene undtagelse som det religiøse barn gør, er netop undtagelsen der bekræfter reglen. Det synes oplagt, at denne ene undtagelse snarere er rodfæstet i en manipulering af barnets sind i dets tidlige barneår, end det er udtryk for et generelt moralsk princip.

Når vi således har konstateret at religionsfrihed vitterligt er en græsk tragedie, så vil de fleste kaste hænderne i vejret og erklære, at det kan vi virkelig ikke gøre noget ved, al den stund at der jo er så mange religiøse mennesker i verden, og nu også i Danmark. I modsætning til Tor, bør vi end ikke forsøge at drikke af Udgårds-Lokes store drikkehorn, der jo som bekendt er forbundet til verdenshavet.

Her mener jeg vi gør en fejl. En tragedies størrelse er ikke omvendt proportional med den indsats man bør gøre for at imødegå tragedien. Omend vi helst ikke skal tilbage til tidligere tiders forfølgelse af religiøse minoriteter, så er der masser vi kan gøre: vi kan f.eks. begynde at forske i hvorledes pædagogikken kan hjælpe børn med at se videre end fra deres indoktrinerings næsetip. Der er masser af veje man kan gå, som ikke involverer høtyve og fakler. Men man kan kun finde disse veje hvis man er villig til at lede, og det er her vi må starte: ved at erklære os villige til at efterstræbe den ægte religiøse frihed for alle: frihed fra indoktrinering.