Den 9. januar i år døde 53-årige Jane Hoffmann. Det gjorde hun på klinikken Dignitas i Schweiz, som tilbyder aktiv dødshjælp til uhelbredelig syge. Hun led af ALS, en særlig aggressiv form for sklerose, der langsomt nedbryder kroppen og som i sidste ende betyder døden.

Lige før jul kunne man i flere af landets medier læse om Janes beslutning under overskriften ’Jane Hoffmann tager sit eget liv d. 9. januar’. Dermed var debatten om lovliggørelse af aktiv dødshjælp i Danmark igen blusset op.

Debattens udgangspunkt begynder med en umiddelbar solid tilslutning til tanken om aktiv dødshjælp. Omkring 70 % af danskerne støtter idéen, og det kan derfor synes mærkeligt, at politikerne tøver og ikke kan finde et flertal i folketingssalen.

Mit eget udgangspunkt begynder med ydmyghed. Jeg kan kun gisne om hvordan det må føles for et menneske at vide, at døden er tæt på, at den snart kommer og at intet som helst er at gøre. Kun forværring. På samme måde vil jeg heller ikke foregive, at jeg ved hvad det betyder for de pårørende. I det hele taget ved jeg ikke særlig meget, når det kommer til dette emne.

Jeg ved dog det her med sikkerhed: Jeg går ikke ind for legalisering af aktiv dødshjælp i Danmark. Men hører al min sikkerhed også op. For selvom jeg ved, at jeg ville stemme nej, hvis spørgsmålet en dag kom til afstemning, er jeg langtfra lige så sikker på hvad jeg mener i de tilfælde, hvor det sker, så at sige, privat.

De ofte gentagede argumenter blandt modstandere af legalisering handler bl.a. om den syges bekymring for at være en belastning for samfundet, og derfor tænker at det er bedst at dø eller om risikoen for at den enkelte patient føler sig presset - trods fortrydelse - til at gennemføre den aktive dødshjælp, hvis først hele processen med psykologer og læger er sat i gang, og det ender med at patienten får ’grønt lys’. Det er argumenter, der er relevante.

Mindst lige så relevante aspekter, men mindre debatteret, er imidlertid: 1) den aktive deltagelse fra lægen eller den pårørende og 2) tanken om den ’værdige død’.

I det øjeblik det bliver en ret at få hjælp til at dø, pålægger man nemlig et andet individ en mental moralsk forpligtelse til at handle ud fra hvad samfundet lovgivningsmæssigt har sat fri og dermed trods alt anerkender som forsvarligt og humant. Tillades aktiv dødshjælp må staten have erkendt, at den kan forstå, hvorfor nogle vælger denne løsning, og at det er ok. Dette er ikke ensbetydende med, at retten indebærer, at man ville kunne tvinge et andet menneske (og forhåbentlig ej heller den ansvarlige læge på det givne hospital) til at yde aktiv dødshjælp. Men spørgsmålet er om man så er ’inhuman’, hvis man som pårørende eller læge nægter at hjælpe et andet menneske til at dø, hvis dette menneske lider i uudholdelig grad?

Hvilket pres ville det ikke lægge på den der ikke har lyst? For hvorfor tillade det som samfund, hvis ikke vi mener at den enkelte i det givne, konkrete tilfælde har krav på ’værdighed’ og hvis ikke vi skal være klar til at bakke op om det? Hvilket ordentligt menneske ville kunne nægte et andet menneske en værdig død?

Personlig har jeg ikke lyst til at blive beskyldt af mine omgivelser for at være ’inhuman’, hvis jeg en dag ikke vil hjælpe mit lidende familiemedlem til at dø, hvis han eller hun ønsker det. Vil jeg omvendt gerne hjælpe vil jeg gerne have at bliver en privat beslutning – hvor jeg er bevidst om, at det er strafbart, hvor jeg forinden har gjort op med mig selv, at det ikke er forkert, at det er det rigtige, selvom loven siger det modsatte.

Jeg ved ikke hvordan jeg selv har med det at yde aktiv dødshjælp. Jeg kan dog sige, at jeg aldrig ville kunne fordømme eller være modstander af andres private valg i forhold til dette. Jeg er ikke modstander af selve handlingen, og vil møde den enkelte med forståelse. Jeg er kun imod, at staten sætter den fri. Jeg ønsker med andre ord ikke, at staten giver mig den mulighed. I stedet foretrækker jeg at give den til mig selv, gennem mit personlige valg.

Staten giver med andre ord ikke større frihed til den enkelte ved at legalisere aktiv dødshjælp, den giver en forestillet frihed til en anden aktør, som i virkeligheden kan vise sig at blive hindringen til selv at gøre op om man mener at aktiv dødshjælp er rigtig eller forkert i den givne situation. Det har staten gjort ved at sige, at det er i orden, hvis vejledt af objektive retslige kriterier.

I 2002, hvor aktiv dødshjælp netop var blevet tilladt i både Belgien og Holland lavede PLS Rambøll en måling for Jyllandsposten, som kunne fortælle at 68 % af den danske befolkning var tilhængere af aktiv dødshjælp. Af de 68 % var 93 % for aktiv dødshjælp over for døende, 82 % overfor uhelbredeligt syge, 20 % over for svært psykisk syge, 41 % over for livstrætte ældre og 30 %. over for handicappede. Den daværende sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen (V), sagde dengang:

»Især chokerer scorerne for livstrætte, handicappede og psykisk syge. Derfor vil jeg gerne sætte bare antydningen af et spørgsmålstegn ved, hvor dybt der har været reflekteret over spørgsmålet. Der er forskel på, hvordan man reagerer på et højt abstraktionsniveau, og når det kommer tættere på én selv«

De fleste har simpelthen ikke reflekteret over dette spørgsmål i tilstrækkelig grad. I stedet virker det som om, at vi har udviklet en forbrugermentalitet i forhold til døden. Døden er blevet et produkt, som kan leveres på en (garanteret) rarere måde end den naturlige, så vi ikke behøver at bekymre os om hvad der ellers er i vente. Tanken om en bestilt værdig død gør os trygge og bunder i virkeligheden i, at vi ikke rigtig har lært at forholde os til og tale om selve døden. Vi ved bare, hvordan vi vil og ikke vil have den. Og hvis den absolut skal komme, må den i hvert fald ikke være ’uværdig’.

Men er det døden, der ikke må være uværdig? Eller er det livet? For den uværdige død, må forudsætte et uværdigt liv i øjeblikket, hvor tanken om aktiv dødshjælp opstår. Ellers ville der ingen grund være til at ville dø. Og vi må spørge os selv om det er uværdigt at være svært psykisk syg, at være livstræt, at være handicappet? Det mener en stor del af den danske befolkning, at det kan være, og at det er forståeligt hvis nogle af disse mennesker ikke ønsker livet. Her er det ikke døden der er uværdigt, men livet. Der kan altså eksistere uværdige liv ifølge danskerne, især hvis personen selv mener det. Men er det statens opgave at understøtte den opfattelse på baggrund af retslige objektive kriterier?

Jeg har respekt og forståelse for Jane Hoffmanns beslutning. ALS er en forfærdelig sygdom. Om det var en rigtig beslutning, ved jeg ikke, men det er irrelevant. Det har jeg intet klogt at sige om. Men var Jane Hoffmanns beslutning taget i Danmark, hvis aktiv dødshjælp var lovligt, så ville det have handlet om mere end hendes situation, det ville handle om os alle, som sammen med lovgiverne billigede, at et menneske ville dø før tid, og at en læge burde hjælpe hende. Alt andet ville nemlig være inhumant.