Donald Trump sejr ved præsidentvalget i USA har for alvor sat sindene i kog. Men som det er beskrevet andre steder evnede han at tale til de mange udsatte der findes i USA. Det har vi også herhjemme. I forbindelse med finanskrisen fik vi også en afsætningskrise. Alt gik i stå, undtagen fødevarer og medicin. I kølvandet valgte et stort antal danske virksomheder at flytte produktionen til udlandet hvor omkostningsniveauet var lavere. På to år mistede vi 150.000 jobs i Danmark. Det var udvikling og afvikling.
Hvis vi ser situationen i det store bakspejl og går tilbage til slutningen af 1950’erne. Dengang blev næsten alt produceret i Danmark. Vi havde endda bilsamlefabrikker, der blev produceret sko, tv, radio, strømper, køleskabe og masser af tøj. Konkurrencen mærkede vi først i 1960’erne da Danmark indtrådte i EFTA sammen med UK, Schweiz, Portugal, Norge og Sverige. Som eksempel kan nævnes, at der i 1958 var 146 skofabrikker i Danmark, ti år efter var der 36 og i dag er der ingen tilbage.
Virksomhederne var hurtige til at udnytte de ny eksportmuligheder, så de kunne opsuge de medarbejdere som blev ledige på grund af importen. Folketinget klarede problemerne med de stigende lønninger ved at devaluere kronen flere gange op gennem 1960’erne. Det blev der dog sat en stopper for da vi tilsluttede os EF i 1972. Det betød at arbejdsløsheden steg støt op gennem 1970’ne. Samtidig havde man sat gang i Velfærds Danmark hvor den offentlige sektor næste eksploderede. Stor arbejdsløshed og et kæmpe underskud på statens finanser fik Anker Jørgensen til at kaste håndklædet i ringen i 1982. I årene derefter forsvandt produktions arbejdspladserne stille og roligt. Syerskerne forsvandt, radio, TV, sko og tøj blev nu importeret fra Fjernøsten.
Siden da har vi haft syv års bølger. Schlütter fik via reformer sat gang i firserne, men så kom afmatningen igen. Under Nyrup i 1990’ne gik det først fremad igen men dykkede derefter. Fogh kom til da bølgen startede og den endte som bekendt med et brag med finanskrisen.
De sidste 10 år har der ikke været økonomisk udvikling i Danmark. Virksomheder flytter fortsat deres produktion ud af Danmark. De sidste 20 år er der ikke skabt nye danske virksomheder med over 1.000 ansatte.
I samme periode er der årligt tilført milliarder til forskning som skulle danne grobund for nye virksomheder. Der er bare ikke sket noget. Velfærd kommer fra velstand. Men i dag har Danmark flere personer som får deres udkomme fra det offentlige end der er privat ansatte. Danmark forsøger at overleve ved at fodre hunden med dens egen hale.
Denne situation har skabt den samme magtesløshed i Danmark som vi har set i USA. I Danmark ser vi også en elite vokse frem bl. a. bestående af folketingsmedlemmer med høj uddannelse men uden praktisk erfaring eller kontakt med ”almindelige” mennesker. DJØF’ne er den mest hadede gruppe i Danmark. Nøjagtig som vi har set i UK og nu i USA.
De danske virksomheder som har produktion i udlandet har ingen incitament til at trække produktion tilbage til Danmark. Det kører helt fint. Og betalingsbalancen viser overskud. Det er virksomhedernes beskattede overskud der kommer hjem. Til gengæld er handelsbalancen alt for lille, vi eksportere for lidt.
Så længe der er flere gavepartier end vækstpartier i Folketinget bliver det svært for regeringen at få sin 2025 plan godkendt. Selv finansloven kan give problemer. Den evne vi tidligere have, hvor vi tilpassede os en ny udvikling er væk. Alt står i stampe. Der er kun vækst et sted – i den offentlige sektor. Udvikling og afvikling.