Integrationsminister Manu Sareen (R) opfordrer i disse dage etniske danskere til at yde en større indsats i den fejlslagne integration af etniske minoriteter i dette land. Jeg undrer mig over, at ministeren så hurtigt har glemt sin tid som Integrationskonsulent hos Etnisk Rådgivningscenter NOOR, i Københavns Kommune, og de typer af udfordringer og familier, han havde at gøre med som Integrationskonsulent. Typer som kun indvandrer til indvandrer kan nå ind til, hvis nogen overhovedet kan nå ind til dem. Når vi taler fejlslagen integration, mener jeg også de stædige typer, ikke engang landsmænd kan nå ind til, så hvad er det, den etnisk danske medborger skulle kunne gøre anderledes?
Jeg kan kun delvist tilslutte mig ministerens opfordring, fordi andet end naturlig og medmenneskelig interesse strider mod alt, hvad jeg forstår ved gensidig respekt og ligeværdighed. Hvis integration skal lykkes, kræver det også en vilje og lyst af den part, der skal ind i fællesskabet. Når vi taler integrationsudfordringer, er majoritetssamfundet i disse miljøer sekundært. Det er vigtigere, hvad naboen af samme oprindelse tænker og mener, og der er en mærkbar og tydelig forskel på, hvordan minoriteter stiller sig overfor udfordringen, alt efter om vi befinder os i provinsen eller i storbyen.
I min familie mærkede vi for alvor forskellen på land og by, da vi flyttede til København, og mine døtre startede på den lokale folkeskole med overvejende tosprogede elever. De ældre årgange havde deres helt særegne måde at udøve social kontrol på. Pludselig ville mine døtre ikke have, jeg afleverede og hentede dem fra skolen. Da jeg ikke ville slå mig til tåls med ”fordi” svaret, afslørede de, at de blev drillet med, at vi ikke kunne være rigtige muslimer, når de havde danske navne og deres mor ikke engang var klædt efter islamiske forskrifter. De kaldte deres mor for en ”dansker-wannabe”, fordi hun ikke gik med tørklæde!?
En markant forandring fandt sted i mine døtre, og da mine børn ikke er objekter for eksperimenter, havde jeg ikke råd til at lade dem fortsætte på den skole. Jeg havde ressourcerne og overskuddet til at tage dem ud af skolen, men tænker stadig på, hvor ringe knap så ressourcestærke forældre i samme situation er stillet.
Integration har lange udsigter, så længe mennesker, der som jeg hviler i deres bindestregsidentitet, peges ud som ”wannabe-noget som helst”, det være sig af politisk korrekte etniske danskere eller af minoritetsgruppen selv, så længe at fællesnævner for minoritet er en religiøs identitet, og hvor selv ressourcestærke mennesker bliver tavse i Ghetto fællesskaber, fordi de her udgør et mindretal i mindretallet. Integration er en tovejs proces. Jeg kan ikke komme i tanke om noget, som ikke allerede skulle være blevet afprøvet i de ca. 50 år, der har været indvandrere i dette land. Nu må tiden være inde til, at indvandrerne selv tager arbejdshandskerne på og gør en indsats overfor de sværeste tilfælde af deres tidligere landsmænd.
Jeg har længe været fortaler for en holdningsændring, som ikke er noget, vi kan lovgive os til, men noget vi løfter i fællesskab alle os bindestregs-et-eller-andet, der hviler trygt i vores bindestregs-identitet. Ingen holder kniven for nogens strube. Ingen fastholder folk med vold og magt om at blive i Danmark mod deres vilje, og dette er årsagen til, jeg ikke kan tilslutte mig Integrationsministerens ord helt og holdent, da en vellykket integration kræver at mindretallet også selv er villige til at lade sig integrere. I tvivlstilfælde om, hvorvidt det danske folk har gjort noget for os eller ej, kan vi blot spørge min generation af medborgere, der stadig kan huske, hvordan Danmark og danskerne tog imod vores forældre ved ankomst til landet tilbage i 60’erne og 70’erne. Jeg skammer mig nogle gange over den måde, nogle af disse gæstearbejderes børn og børnebørn giver tilbage på den velkomst, vores forældre fik.
Jeg hilser Integrationsministerens opfordring velkommen på ét punkt. Lad mig give en anekdote fra mit eget liv som eksemplet, der samtidig kan illustrere, hvordan en naturlig oprigtighed, baseret på gensidig respekt, kan åbne døre. I Folkeskolens 4. klasse fik vi en seddel med hjem. Klassen skulle på lejr tur. Jeg stak sedlen i tasken og skænkede den ikke flere tanker. Ugen forinden havde jeg nemlig talt med en jævnaldrende pige fra nabobyen, som fortalte, at hun ikke havde måttet tage med på lejr tur, fordi det var imod vores kultur. Jeg antog som det naturligste, at det ikke ville give mening at aflevere sedlen hjemme. Nu vidste jeg jo, hvordan min familie ville forholde sig til det, troede jeg.
Min dansklærer var en ualmindelig frisk kvinde, som ved førstkommende forældremøde tog fat på lejrskole emnet, eftersom jeg ikke havde afleveret sedlen og samtidig fortalt en løgn om, at jeg ikke kunne tage med på turen, fordi min mor var syg. Hun talte stille og rolig med min far og sagde, at hun var ked af, jeg ikke måtte tage med på turen, da den sociale del af fællesskabet var mindst lige så vigtig som den faglige undervisning. Min far lignede, hvad jeg husker, et stort spørgsmålstegn i hovedet. Han havde ikke set nogen seddel, fortalte han forundret. Jeg ved ikke, om min lærer troede på ham, for hun fortsatte i hvert fald ufortrødent med at forklare, hvor vigtigt det var, at jeg tog med og konklusionen blev da også, at selvfølgelig måtte jeg dét. Jeg er den kvinde, jeg er i dag, takket være denne lærer. Hun lærte fra sig og lærte mig mere end det. Hun lærte mig at stå op for min ret som menneske og som individ. At intet skulle begrænse mig i mine bestræbelser på at gå efter det liv, jeg ønskede at leve og aldrig slå mig til tåls med, at mit køn eller min afstamning i sig selv skulle være en begrænsning for mig. Mennesker, det være sig lærere som pædagoger, har ikke kun ansvar for den faglige udvikling af et barn, men også det sociale og identitetsskabende, hvorfor de ikke skal være bange for at være deres ansvar bevidst. Her er jeg helt enig med Manu Sareen.
Jeg er ikke mine forældre, og jeg har ikke en medbragt bagage, jeg hele tiden skal huske på eller minde mig selv om. Jeg har ikke noget erfaringsgrundlag fra Tyrkiet til at have dannet disse påmindelser til mig selv. Jeg er et produkt af Danmark. Det er her, jeg er formet, her jeg har min identitet, her jeg har mine minder og her, jeg har hjemme. Hjem er som bekendt, hvor hjertet hører til, og mit hjerte hører til i Danmark. Jeg har været så privilegeret at kunne udplukke, hvad jeg vil videreføre fra begge kulturer og jeg nægter at fastholde alt, hvad jeg kommer af, hvis det er uforeneligt med mit liv i Danmark.
Argumentationen hos de yngre generationer ser desværre ud til at være påvirket af de islamistiske organisationers propaganda. Jeg kan konstatere, de hellere vil samles i en islamisk identitet frem for at mødes under nationalstaten Danmarks identitet. Selvfølgelig kan man være dansk og muslim samtidig. De to udelukker ikke nødvendigvis hinanden. Religiøse institutioner kan være nødvendige for de, der selv opsøger åndelig vejledning, religiøs rådgivning eller har ondt i sjælen. For os andre, er de religiøse institutioners repræsentanter som værende sandhedsorakler og repræsentanter for hele minoritetsgrupper en belastning af dimensioner at skulle forholde sig til og kæmpe imod hele tiden. Mange tror fejlagtigt og giver dem samtidig derved selv en magt, de ikke har beføjelser til. Så lad dog være med at inddrage dem i integrationsindsatsen. Lad religion, også for muslimers vedkommende, være en personlig sag forbeholdt privatsfæren.