Samfund vs Stat

"Stat" hedder det koldeste af alle kolde Uhyrer. Koldt lyver det også, og
 denne Løgn kryber ud af dets Mund: "Jeg, Staten, er Folket"... Hvor der
endnu gives Folk, der forstår det ikke Staten, men hader den som det onde
Øje og som Synden imod Sæder og Ret ... Men Staten lyver i alle det godes og
det ondes Tunger; og hvad den end siger, så lyver den, - og hvad den end
har, så har den stjålet det. Falsk er alt ved den; med stjålne Tænder bider
den, den bidske. Falske er selv dens Involde ... "Stat" kalder jeg det der,
hvor alle er Giftdrikkere, gode og slette; "Stat", hvor alle mister sig
selv, gode og slette; "Stat", hvor alles langsomme Selvmord hedder "Livet".

– Friedrich Nietzsche: Således Talte Zarathustra

Vi skal være opmærksomme på, hvordan staten taler om sig selv. Man kan kapre et folks tanker med sproget. ”Ordet skaber det, det nævner,” som Grundtvig sagde, og lader vi statspropagandisterne upåagtet sige ”samfundet” eller ”fællesskabet”, når de taler om ”staten”, tillader vi løgnen at inficere vort samfund og tankegang.

”Man skal betale sin skat til samfundet,” siger staten. ”Giv arven tilbage til samfundet” lød budskabet i en DR-kampagne for nogen tid siden, hvor Statsradiofonien propaganderede for, at arv skulle tilfalde staten uanset arveladers vilje. Og Politiken fortalte den 12. august 2013, at ”kriminalpræventiv indsats i Københavns Kommune sparer samfundet for op til 298.000 kroner for hver ung, der forlader kriminaliteten (…) Men selv om kommunen har alle udgifter, høster staten den største besparelse.” Det var altså alligevel ikke samfundet, der sparede pengene. Det var staten. For samfundet fik jo heller ingen skattelettelser det år, men blot mere af det samme, som staten provokerende kalder ”velfærd”.

Alle tre ytringer fortæller om den begrebsforvirring, tidens nysprog har påført os. Man skal ikke betale sin skat til samfundet, for så mangler SKAT sin andel. Man skal betale sin skat til staten, for det er staten, der påligner skatterne, skatteopkræverne er statsansatte, og det er staten, der fordeler skatteindtægterne. Staten sender så nogle af skattepengene tilbage til samfundet i form af uniforme og politisk opportune standardydelser, men kun nogle, og kun efter statens valg, ikke efter samfundets. Synes borgerne i samfundet, at skattepengene skal bruges på noget andet end cyklende julemænd, såsom anstændig behandling af 109-årige Marie, så kan vi skrive et læserbrev. Vi kan ikke bare give pengene direkte til Marie. Så har vi snydt staten og kan blive spærret inde til skræk og advarsel.

Nysprog

George Orwell lancerede begrebet ”nysprog” i 1948-romanen ”1984”. Newspeak skulle dels skabe et udtryksmiddel for den verdensanskuelse og de politiske tanker, der sømmede sig for tilhængerne af socialismen efter revolutionen, dels umuliggøre enhver anden tænkning.

Nysprog findes. Journalister og politikere bruger nysprog helt uden blusel eller selverkendelse. Nysproget har nemlig også stjålet deres egen historie og tænkeevne. I ”1984” er begreber som objektivitet og rationalisme sammenfattet i nysprogsordet ”gammeltænkning”. Ordet ”maveføle” betyder derimod den intuitive forståelse af sandheden, der i vore dage har erstattet klogskaben og det logiske ræsonnement i den politiske beslutningsproces. For nylig afslørede den 32-årige socialdemokratiske folketingspolitiker Trine Bramsen på direkte tv, at hun træffer beslutninger med maven. De fleste politikere lader til at gøre det. Trine indrømmede det, nok lidt ved et uheld.

Sproget kan binde tanken og lede mennesket på afveje; især hvis man hører til dem, der tænker med maven. Da staten opstod med enevælden i 1660’erne, skal den franske solkonge Louis XIV have sagt ”L’etat, c’est moi”. ”Staten, det er mig!” Sjælden ærlighed fra en magthaver. Kong Louis sagde nemlig ikke ”Samfundet, det er mig!”, for det havde nok lydt lidt komisk. Men det er den løgn, staten nu skamløst kaster i ansigtet på os samfundsborgere.

Samfundet består af rigtige mennesker, der interagerer. Påvirker deres nærsamfund ad direkte vej. Ernærer familien ved at skabe nytte for hinanden, opdrage deres egne børn og holde hånd i en svær stund. Betaler deres skatter livet igennem, og testamentere eventuel arv til familien, Kattens Værn eller nogle andre ude i samfundet. Men staten tager først 15 procent i arveafgift, for det kan staten. Det kan samfundet ikke, så hedder det tyveri. Staten kan. Og nu taler statspropagandisterne endda om at stjæle det hele til gavn for det hæderværdige formål, de kalder ”samfundet”. Men som reelt er Den Politiske Stands selvfølelse og genvalg.

Staten er håbløs at påvirke. Vil vi ændre tingene, skal vi penetrere Statspartiernes magtmonopol, slippe igennem Valglovens forhindringsbane, overvinde Statsradiofoniens selektive valgkampsdækning, skabe ”historier” der kan ramme mainstream media med rettidig omhu og så også lige hænge valgplakater op i 10-15 år. Alt i alt skal vi lære at tale magtens sprog. Ellers har vi ikke en chance for at påvirke staten politisk. Lykkes det os at komme til tops i statshierarkiet, kan vi så betjene de gummistempler, der ratificerer EU-dekreterne. Sådan fungerer Staten.

Samfundene har altid eksisteret. I stenaldersamfundets vandkant, på de russiske stepper, i den grønlandske ødemark. Over hele kloden. Oprindeligt uden statsgrænser, siden på tværs af statsgrænser. Kongedømmerne opstod først langsomt med storbøndernes behov for fælles ejendomsforsvar samt krigsførelse, dvs i agrarsamfundenes tidsalder og navnlig siden jernalderens slutning for 1000-1500 år siden. Og den embedsmandsstat, vi kender, hvis parasitære og begrænsende tentakler har bredt sig langt ned i samfundslivet, har vi først set fremkomme med enevælden de sidste 350 år, og for alvor med de sidste 50 års fremkomst af socialstater. Overfører vi menneskehedens 150.000-årige historie til et døgn, opstod embedsmandsstaten først kl 23.57. Før da havde vi ganske vist undertrykkelse af menigmand fra magthavernes side, men det var faktisk det, oplysningstiden og liberalismen bekæmpede. Med meget lidt held. Vi fik bare nye magthavere og undertrykkere. Så staten gav os ingen forbedring i dette forhold.

Demokrati ingen garant for frihed

Demokratiernes indførelse for 200 år siden betød heller ingen forbedring. Staten er stadig kongen, regeringen, parlamentet, embedsværket, lokale administrationer og ansatte, der alle fungerer i et stringent bureaukratisk hierarki upåvirket af borgernes præferencer. Krydset hvert fjerde år betyder intet for nogen. Få tusinde stemmer kan afgøre regeringsmagten, men politikken er den samme. Politikere kommer, politikere går. Embedsmandsstanden består.

Samfundet består af suveræne enkeltpersoner, der interagerer i familier, nærmiljøer, arbejdspladser, frivillige foreninger og selvvalgte netværk. Kun god moral, hensynet til næsten og statens hæmmende regler begrænser os. I vore dage desværre nok mest det sidste. Staten derimod består af immuniserede, oligarkiske partisystemer, bureaukratiske strukturer, magtfulde og selvsupplerende embedsmandsværk, en kultur af selvtilstrækkelighed og utilstrækkelige, partiunderdanige politikere med et fast blik på næste valgdato, der kan dukke pludseligt ud af intetheden med kort varsel.

Staten er ikke samfundet. Samfundet er ikke staten.

Vi samfundsborgere skal derfor passe gevaldigt på med statens forkærlighed for nysprog. Blandt andet skal vi huske at lære at sige ”staten”, når vi taler om staten, og ”samfundet”, når det er ordentlige og rigtige mennesker, det handler om.

Samfundet, det er os. L’etat, c’est n’est pas nous!