Kun medlemmer

FOLKETS er en dansk medieplatform der huser udgivelser som avisen Folkets Avis, Magasinet Identitet, Rævekagen, Mediemøllen og mange, mange flere.

I modsætning til de etablerede medier modtager FOLKETS intet tilskud fra staten. Hvis platformen - og de medier som den huser! - skal overleve, så skal læserne betale.

Vi mangler

309

medlemmer mere,
så kører det rundt :)

Bliv medlem

Primære faneblade

Permanent turbulens i toppen af dansk rock

Foto: Pixabay

Antal

Del indlæg

Trommeslageren Kasper Foss kender som de færreste til op- og nedture i den danske musikbranche samt dens mere vilde sider med druk, konflikter, udskejelser og sjove anekdoter. Dem har han samlet rigeligt af i biografien Permanent Turbulens, der udkommer 1. marts på forlaget DreamLitt.

Folkets Avis har her fået lov til at bringe bider af nogle ganske begivenhedsrige episoder fyldt med lige dele galskab og grin.

Murphys Law-turnéen med Mike Tramp 2004

Efter debutkoncerten i Kolding på spillestedet Godset skulle der overnattes på en eller anden obskur Bed and Breakfast indlogering langt ude på landet. Med garanti for at spare penge. Den veloverståede premiere blev behørigt fejret med velvoksne vodka-drinks, og jeg var muligvis i et lige rigeligt veloplagt humør, da vi kørte gennem et buldermørkt nattelandskab et ukendt sted i Jylland. Manager Ulf førte minibussen, mens jeg underholdt hans kæreste på bagsædet. Pludselig slog det klik for den ellers altid kontrollerede og afbalancerede Ulf. Han ramtes af en galopperende omgang jalousi, håndbremsede bussen, steg ud og åbnede sidedøren ind til os, der sad bagved, tog mig i hoved og røv og smed mig ud på en mørk kornmark. Derefter returnerede han tavst til førersædet og kørte bort!

Der lå jeg så, vodkastiv, forvirret og chokeret omgivet af kornafgrøder, in the middle of nowhere. Min jakke, telefon og taske lå i bilen, og jeg fattede faktisk ikke rigtig, hvad der lige var foregået. Derefter slog det også klik for mig. Hvor længe jeg sad i grøftekanten, aner jeg ikke. Enhver fornemmelse af tid og sted forsvandt. Omsider oplystes det bælgmørke landskab af et par billygter. Det viste sig at være en af de andre fra bandet, der havde bemægtiget sig bilnøglerne for at samle den forhutlede trommeslager op og bringe ham i sikkerhed hos resten af holdet.

Her kunne krisen principielt have været overstået og med tiden omdannet til en morsom On The Road-historie. Men jeg røg ind i en fatal psykisk tilstand, hvor al jordforbindelse gik tabt i en uhyggelig blanding af chok, alkoholpåvirkning og adrenalin. I de følgende timer brændte min hjerne decideret sammen og hensatte mig i en hallucinerende tilstand langt fra virkelighedens verden. Jeg mente på et tidspunkt i ramme alvor, at jeg blev holdt indespærret på mit Bed and Breakfast-værelse.

Med Hotel Hunger til Grammyuddeling i 1996

Hotel Hunger nomineredes i hele fire kategorier for Mars Needs Guitars, og de indbyrdes forventninger var høje, da aftenen for uddelingsfesten i Cirkusbygningen nærmede sig. Ydermere var en Grøn Pris i spil baseret på en publikumsafstemning. Ikke via sms-stemmer, men derimod gammeldags postkort. Anders Eigen spenderede en mindre formue på at få alle i sin omgangskreds til at udfylde hans på forhånd frankerede postkort, og rygtet ville vide, at vi lå langt foran vores nærmeste konkurrent. Altså hele fem mulige priser at vinde. En af dem måtte da for pokker komme i hus.

Men ak, pris efter pris passerede forbi, og til sidst var kun den grønne tilbage. Jeg må med skam indrømme, at min bagdel nåede at lette sig fra sædet for at gå ned på scenen til modtagelsen, da navnet ”Caroline Henderson” blev annonceret for sjette gang den aften. Caroline havde leveret mesterværket Cinemataztic året før, og vi fik ikke et ben til jorden. For at toppe det hele sad min sangerinde-kæreste på den modsatte side af Cirkusbygningens manege og var nomineret til årets nye navn, med sin gruppe Me, She and Her. De fik den.

Ydmygelsen hermed komplet - troede jeg. For til efterfesten på Nationalmuseet blev vi opsøgt af værterne fra et ungdoms Tv-program på DR, der uddelte deres helt egen uofficielle Grammy for ”Årets mest forbigåede nominerede.” Den fik vi - for rullende kameraer. Grammy-statuetten er udformet som en fugl på en piedestal, men Danmarks Radios B&U-afdeling kunne ikke fremskaffe et eksemplar af den støbte skulptur. I stedet havde de samlet en død gråspurv op i Gyngemosen, savet et passende stykke rundstok til, hamret et søm i, placeret gråspurvens bagdel oven i sømmet - og værsgo, tillykke. Jeg fik til opgave at vogte over trofæet og medbragte derfor det skændede gråspurve-lig til festmiddagen.

Her kom jeg til at sidde overfor den altid sympatiske sangerinde Esther Brohus, der åbenbart er voldsomt engageret i dyrevelfærd. Hun brugte den næste halve time på at skælde mig ud over, hvor modbydeligt og uetisk det var at krænke den stakkels fugl på den måde. Jeg fik ikke et ord indført og følte næsten sympati med Anders Eigen, da han senere på natten anbragte sin, i forvejen store, krop et par trin oppe af trappen i Nationalmuseets store sal og brølede ud over den samlede danske musikbranche:

”Er der nogen, der vil dø?”

Dagen efter bragte Politiken en stor artikel om begivenheden, skrevet af Erik Jensen. Erik rasede over, at Hotel Hunger ikke havde modtaget nogen priser, mens han ligeledes udøste sin galde og utilfredshed over, at Trilles “designerpop trio” løb af med statuetten for årets nye navn. Den artikel hængte jeg op på opslagstavlen i Trilles og mit køkken, hvor den fik lov at hænge forholdsvis længe. Trille var nemlig flintrende ligeglad, da hendes Grammy jo stadig stod på klaveret inde i soveværelset længe efter, dyrplager-trofæet var gået i forrådnelse.

Rock´n’roll udskejelser under Grøn Koncertturneen med Anne Linnet 1991

Konferencier Jacob Haugaard og jeg endte i en regulær og legendarisk drukpsykose, som burde findes værdig til at blive foreviget i glas og ramme på det nyligt åbnede Rockmuseum i Roskilde. Det var kort før, Jacob tog konsekvensen af sit voldsomme alkoholmisbrug og fik hjælp til at blive tørlagt. På Smukfest 2014 spurgte jeg ham for første gang, om han kunne huske episoden, hvilket han alt for godt kunne. Heldigvis har vi begge to for længst lagt den slags sindssyge udskejelser på hylden, og sammen kunne vi grine af det. Men det var ikke så morsomt for omgivelserne, mens det stod på - eller også levede vi bare op til alle de mytologiske fortællinger, man har hørt om udenlandske rockstjerners afsindige udskejelser i halvfjerdserne og firserne.

I årene op til episoden verserede en barnlig og komplet åndssvag trend, som gik ud på at smadre glas. Man var en helvedes karl, hvis man turde smadre det glas, man netop havde tømt på det morgenværtshus, man nu befandt sig. Således startede løjerne. Det ene glas blev kastet i gulvet eller mod væggen efter det andet, og vi blev mere og mere eksalterede. Det kørte hurtigt op i en spids, og da Jacob på et tidspunkt fandt ud af, at han ikke brød sig om den musik, der blev spillet til festen, stillede han sig op og pissede ind i stereoanlægget. Sideløbende nåede mit smadreprojekt fatale højder, og jeg fik bevæget mig ud i køkkenet, hvor jeg begyndte at rage hele stabler af tallerkener ned fra hylderne.

Der mistede hotelpersonalet tålmodigheden og begyndte at forhøre sig om, hvorvidt borte var til stede og eventuelt kunne have lyst til at tage mig. Jeg var millimeter fra at blive smidt ud af hotellet og blev kun med nød og næppe reddet, da nogle beslutsomme repræsentanter fra PDH kom mig til undsætning med løfter om dels at pacificere mig, men også om, at der ville blive kompenseret for ødelæggelserne. Personalet lod mig allernådigst få lov til at blive boende på hotellet, “Hvis de måtte få lov at binde mig til en stol.” Jeg blev dog ikke fikseret, men derimod sendt i seng med skammen malet i ansigtet. Dagen efter var ikke blot jeg, men store dele af det omrejsende cirkus hårdt ramt af tømmermænd og bondeanger, og det blev på ingen måder den bedste koncert på turen - tværtimod.

Kasper Foss: Permanent Turbulens, DreamLitt, 2017

Forudbestil her.

Del eller citer ved at kopiere linket her

Seneste ændring: 

13/02/2019 - 14:23

Emner: 

kultur

Del eller citer med linket her

MediaCreeper