Når man vil tale om det gode og det onde, kan man passende gå helt tilbage til Bibelens skabelsesberetning.
Eva og Adam blev fristet til at spise et æble fra kundskabens træ, og da de gjorde det, gik alting galt for dem. Hvad var det da for en kundskab, de fik fra kundskabens træ?
Det var kundskab om at kunne skelne mellem det gode og det onde. Så hvis man skal holde sig til Første Mosebog, så er det ikke formålstjenligt at dele op i godt og ondt.
Den skarpe opdeling i hvidt og sort, godt og ondt, kendes især fra religionen i oldtidens Persien, Zarathustrismen. Her lærte man, at verden består af to principper, der repræsenterer det gode og det onde: Spenta Mainyu (”Den gavmilde ånd”) og Angra Mainyu (”Den ødelæggende ånd”). Mennesket er involveret i kampen mellem disse to magter og skal holde kaos på afstand ved aktive gode handlinger.
Denne oldpersiske sort/hvide opfattelse sniger sig igen og igen ind i alle mulige religiøse menneskers forestillinger.
Det nye Testamente i Kristendommen siger meget om det gode og det onde – her tilskrives alt det onde en ond magt, nemlig Satan, som man skal forsage. Men samtidig er Det nye Testamente meget imod at stemple andre mennesker som onde. Jesus omgikkes ludere og skatteopkrævere og andre meget upopulære personer. Paulus sagde at ”det gode som jeg vil, det gør jeg ikke, og det onde som jeg ikke vil, det gør jeg”. I kristendommen er der således en passende selvkritik som modvægt imod den oldpersiske opdeling i sort/hvidt.
En passende modvægt findes også i vores eget grundlag – den nordiske mytologi. Her har vi bl.a. princippet ”Frihed for Loke såvel som for Thor”. Loke er måske ikke direkte ond; men han er meget irriterende, og han repræsenterer dem man ikke kan lide.
Princippet om, at dem man ikke kan lide, også skal respekteres, er et fundament så vigtigt for vores kultur, at det næppe kan overvurderes. Først og fremmest ligger det bag demokratiet. Hvor de selvretfærdige vil have et system, hvor al magt gives til de gode (dvs. dem selv), og de onde (dvs. alle anderledes tænkende) holdes uden for magten, så ligger det i demokratiet, at alle – også vor tids Loke-typer – har ret til at blive hørt og repræsenteret.
Ingen kan vide sikkert på forhånd, hvad der er det rigtige og gode. Ingen kan vide om Enhedslistens modvilje mod griske bankdirektører er en vigtig og påkrævet holdning. Ingen kan vide om Dansk Folkepartis modvilje mod indvandring af muslimer i sidste ende viser sig afgørende for at redde demokratiet fra undergang. Kun fremtiden kan vise det. Men indtil fremtiden indtræffer, må vi give plads til alle stemmer. Alle kan tænkes at have ret.
”Frihed for Loke såvel som for Thor” er også grundprincippet bag vores retsvæsen. Ingen er skyldig på forhånd. Den anklagede har krav på at give sin egen sagsfremstilling og blive lyttet til. Det kunne jo tænkes, at han faktisk havde ret i hvad han påstod, og at han var uskyldig.
”Frihed for Loke såvel som for Thor” ligger selvfølgelig også bag princippet om ytringsfrihed. Og faktisk ligger det også bag den (natur)videnskabelige tænkemåde – naturvidenskaben bygger på princippet om, at der kan stilles tvivl om enhver tese, og kritikere skal altid have lov at komme til orde med relevant kritik. Derved har man en indbygget mekanisme, som er den bedst mulige sikring imod at fejlopfattelser bliver konsolideret.
Også i andre dele af den europæiske kultur har vi principper der modsiger ideen om at ”de andre er onde og skal holdes nede”. Det ligger f.eks. i det franske og engelske begreb gentilhomme / gentleman. Heri ligger nogle idealer om fair play og at man behandler sine modstandere med respekt. Herfra har vi f.eks. udsagnet, som fejlagtigt tilskrives Voltaire: "Jeg er uenig i dét, du siger, men jeg vil til min død forsvare din ret til at sige det."
Hele denne holdning til meningsmodstandere er således et afgørende grundlag for den vesteuropæiske kultur – for demokrati, for journalistik, for retsvæsen og for videnskab.
Vulgærhumanismen bliver født
Men noget gik galt omkring 1970, da ungdomsoprøret brød igennem, og især da andenbølge-feminismen brød igennem. Da 1970 ´ernes unge kasserede det gamle, patriarkalske samfund, smed de barnet ud med badevandet. De vendte tilbage til Zarathustra og opdelingen i de gode (os selv) og de onde (vore modstandere). Der kom vind i sejlene for det, jeg kalder vulgærhumanismen, hvis tilhængere er så sikre på, at de står for alt det gode, for beskyttelse af minoriteter osv., at de uden videre kan stemple deres modstandere som onde.
Vulgærhumanismen bygger på den fejltagelse, at al menneskelig adfærd er bestemt af sociale normer og påvirkninger. Det betyder, at hvis nogen har en dårlig position i samfundet, så er det ikke på grund af dem selv, men på grund af sociale kræfter. Der må være nogen, der har undertrykt dem. Disse ”nogen” er selvfølgelig dem, der har magt nok til at undertrykke andre, med formodede hypotetiske skjulte undertrykkelses-mekanismer.
Det vil sige at så længe nogen grupper i samfundet er dårligere stillet end andre – og det vil der altid være – så er de der har mest magt automatisk skyld i undertrykkelse og dermed onde mennesker. Hvis mænd har mere magt end kvinder, så er mænd automatisk skyldige i undertrykkelse, og dermed onde. Hvis hvide har mere magt end sorte, så er hvide automatisk skyldige i undertrykkelse, og dermed onde.
Desværrre har denne form for vulgærhumanisme fuldstændig gennemtrængt de humanistiske fagområder på universiteterne, hvor der ellers burde herske en mere lødig form for humanisme, med respekt for vores kulturarv. Men nej, den gammeldags form for humanisme blev kasseret under ungdomsoprøret, hvor unge ”oprørere” i stort tal fik stillinger på universiteterne og har præget dem lige siden.
Særlig katastrofalt har det været med feminismens indtog på universiteterne i form af ”kønsstudier” eller ”kvindestudier”. Det er særlig galt i de lande, hvor man har oprettet rene afdelinger for kvindestudier, især i USA og Canada, men til dels også i Storbritannien, Australien, Sverige og Tyskland. Hvad kursisterne lærer sådanne steder, er beskrevet bl.a. af Daphne Patai. Undervisningens formål er ikke at de studerende skal erhverve viden, men at de skal erhverve holdninger.
Ud med rationalitet og tolerance
Begreber som logik, rationel tænkning, viden, intelligens, objektivitet og sandhed anses for at høre til patriarkatet og bliver eksplicit stemplet som forkerte. De studerende skal først og fremmest bringes til at forstå, at alle mænd er undertrykkere, og alle kvinder er undertrykte. De lære hvordan man bærer sig ad med at give mænd / patriarkatet skylden for alt ondt i samfundet – virkelig alt. Kvinder er absolut altid uskyldige ofre, og gør aldrig noget forkert. En kvindes ord er f.eks. altid troværdigt.
De kandidater, der kommer ud af sådan en uddannelse, har fået banket ind i rygraden, at de selv hører til de gode (fordi de er kvinder og dermed undertrykte), mens mænd altid er onde. De lærer altså en os-og-dem tilgang til verden, hvor man selv er god og derfor altid har ret, mens alle der mener noget andet, per definition er imod det gode og altså er onde. Den måde, man kan gøre verden bedre på, er at begrænse de ondes indflydelse. Det vil sige at de onde (altså alle anderledes tænkende) ikke skal have ret til at ytre sig eller forsvare sig.
Et vigtigt led i dette er at kandidater fra sådanne uddannelser systematisk får sig placeret i medieverdenen, hvor de kan sidde og forhindre anderledes tænkende i at komme til orde. Det mærker den almindelige borger ikke meget til, for protesterne fra dem, der holdes ude, kan ikke høres noget sted. Men faktisk har denne overtagelse af medierne nået et omfang – også i Danmark – som er meget foruroligende.
Kandidater fra kvindestudier og mange andre humanistiske universitetsfag har dermed, især i de seneste år, præget samfundet i mere intolerant retning; intolerance over for anderledes tænkende – især hvis de er mænd – er blevet normalt. I USA har det ført til et katastrofalt brud med den vestlige verdens retsprincipper, idet der på alle universiteter derovre er oprettet standretter, som dømmer i sager om påstået racisme, sexisme m.m. De anklagede er skyldige indtil andet er bevist; de får ikke lov til at have en forsvarer, de må ikke føre vidner etc. Hundredvis af unge mænd, som er uskyldigt anklaget for voldtægt, har på den måde fået hele deres liv ødelagt.
Også herhjemme er der svage strømninger i samme retninger. Der er et vedholdende pres fra feminister for at en mand anklaget for voldtægt skal anses for at være skyldig indtil det modsatte er bevist. Altså et pres for et radikalt brud med den vestlige kulturs retspraksis.
Jeg har skrevet lidt om hvad der er galt i de humanistiske universitetsfag i bogen ”Humaniora – videnskab eller varm luft”. Overordnet set mener jeg, at universiteterne i katastrofal grad har svigtet deres ansvar for at være sæde for udvikling af den menneskelige tanke i fri meningsudveksling. Det er helt, helt galt fat på de amerikanske elite-universiteter som f.eks. Yale – så galt at det bedste ville være at lukke dem helt. Men også de humanistiske fakulteter på danske universiteter har i katastrofal grad svigtet deres egentlige opgave.
Det feministiske had
Jeg selv og mange andre mærker de nye tider ved at det er blevet legitimt for feminister at rette selv de mest absurde og hårrejsende beskyldninger mod os. I samme øjeblik man giver en opfattelse til kende, som går imod den feministiske mainstream, så er man i risiko for at blive overfuset med ubegribeligt voldsomme og æreskrænkende grundløse beskyldninger. Det er meget svært at forsvare sig, for den slags bliver udbredt med lynets hast på de sociale medier, og de store aviser nægter næsten altid at trykke indlæg, hvor mænd forsvarer sig imod feministernes verdensopfattelse.
Det nyeste eksempel jeg så i dag på denne tendens, er fra Texas. En kvindelig ex-feminist demonstrerede sin holdning på facebook ved at lade sig fotografere smilende i en t-shirt med teksten ”meninist” (en ”meninist” er en der går ind for at forsvare mænd). I løbet af få minutter blev hun overdynget med hundredevis af hadefulde beskeder og ønsker om at hun måtte lide en pinefuld død. Blot det ene ord, meninist, som signalerer at man forsvarer mænd, er altså i dagens USA nok til at man bliver stemplet som en af de forkerte, faktisk et ondt menneske, som bare fortjener at dø.
Det nye i tiden – at man mere end før ser anderledes tænkende som umennesker der ikke har krav på fair behandling – viser sig også i netchikane (cyberbullying). Her spiller det også en rolle, at man ikke står ansigt-til-ansigt over for den, man sviner til. Men samtidig spiller det ind, at det er blevet moderne at opfatte modstandere som nogen, man frit kan mishandle, fordi de er onde. Der mangler i forrygende grad opdragelse af børn og unge til at respektere andre. Lige som universiteterne har svigtet groft her, så har alle mulige forældre også svigtet i opdragelsen af deres børn.
Det tidligere adelsmærke for den vestlige kultur – tolerancen over for anderledes tænkende – er således sunket til et lavpunkt, hvor tolerancen er næsten nede på nul. De eneste man viser stor largeness over for, er meget intolerante mennesker fra helt andre kulturer. Med andre ord – der er kommet et kulturelt selvhad så voldsomt, at det nærmest er sygeligt og selvdestruktivt.
Den almindelige tankegang blandt de politisk korrekte - vulgærhumanisterne, feministerne og mange andre – er især i de sidste år blevet ekstremt sort/hvid.
Jeg mærker det, når jeg geråder i debat med meningsmodstandere. I en sådan debat mister ord som ”sandhed”, ”ærlighed”, ”viden” og ”saglighed” fuldstændig deres betydning. Jeg og mine meningsfæller er på forhånd stemplet som onde, dvs. som mennesker der vil ødelægge samfundet, og derfor fortjener vi ingen forståelse overhovedet. Enhver ond handling er OK, hvis den rettes mod et ondt menneske.
I sådanne debatter vil den politisk korrekte fløj frit anvende et hvilket som helst positivt ladet ord om sig selv; hvis de f.eks. hadefuldt går efter manden i stedet for efter bolden, vil de omtale det som ”saglighed”. Det gør de, fordi ”saglighed” er en traditionel maskulin dyd, og ved at misbruge dette ord kan man nedbryde respekten for saglighed og dermed for mandssamfundet.
Samtidig vil man hæmningsløst anvende et hvilket som helst negativt ladet ord om mig og mine meningsfæller. Det er fuldstændig ligegyldigt, om ordet på nogen måde karakteriserer mig; det eneste afgørende er at det virker nedsættende og giver et afløb for afsenderens had imod mig.
Despoti i Sverige
Hele denne holdning er et skridt på vejen imod despoti og diktatur. Alle diktaturer er båret af den holdning, at vi selv er de gode, og de andre de onde. Derved retfærdiggøres et hvilket som helst overgreb på de onde – de fortjener jo ikke bedre; de er ikke ordentlige mennesker, men skadedyr, og hvis de rådner op i et fængsel, kan det ikke vække andre følelser end skadefryd.
Så galt er det heldigvis ikke fat hos os.
Vi har stadig et velfungerende demokrati og retsvæsen. I Sverige er udviklingen henimod et feministisk diktatur gået lidt længere; her har feministerne i høj grad har overtaget magten i samfundet, især i regeringen og i medierne. Men der er dog stadig nogle rester tilbage af den gamle vesteuropæiske kultur, som tilsiger at modstandere behandles med fair play.
Man må håbe, at det svenske samfund med tiden gradvis genfinder de basale værdier i den vesteuropæiske kultur. Og at humanister og feminister i Danmark gør det samme.