Gå til hovedindhold

En beretning fra det bureaukratiske overdrev

Indsendt af Thomas

Leif Bülow og Thomas Vilhelm

Folkets Avis har fået aktindsigt i og lov til at fortælle Leif Bülows historie om flere års kamp med de danske myndigheder for at opnå retten til at leve med sin afrikanske kone i deres fælles hjem i Jylland. Især stridighederne med Udlændingeservice, der af Bülow betegnes som direkte chikanerende og bureaukratisk enevældige, har trukket tunge veksler på parrets ægteskab og økonomi grundet høje advokatregninger og vedvarende pres ud i at få tilværelsen til at fungere. Parret har sagt nej til at få deres billede på, de valgte uddrag af sagens dokumenter er foretaget i samråd med Leif Bülow. Desuden ønsker hans kone ikke sit navn nævnt – hun har dårlige erfaringer med det totalitære styre i Eritrea, hvor hun oprindeligt stammer fra. Følgende hændelsesforløb er baseret på Bülows sagsakter, egne skriftlige noter plus telefonsamtaler og mailkorrespondance med Thomas Vilhelm, der har redigeret den endelige udformning af artiklen på baggrund af disse kilder.

Min kone og jeg har været gift i snart 12 år og fået to børn på syv og ni år. Fra 2004-2009 boede vi i Holland, hvor jeg arbejdede hos FN som sikkerhedssupervisor for Krigsforbrydertribunalet i Haag. I 2009 skiftede jeg job og fik en toårig ansættelseskontrakt med Udenrigsministeriet, hvorefter familien flyttede til den danske ambassade i Egypten. Her gjorde jeg tjeneste i egenskab af regional Sikkerhedsrådgiver med ansvar for Egypten, Israel, De Palæstinensiske Selvstyreområder (Gaza og Vestbredden), Sudan og Etiopien. I denne stilling rejste jeg til de nævnte lande for at optimere sikkerheden i forbindelse med eventuelle terrorangreb og andre farer af lignende karakter. Tidligere har jeg været udsendt for Danmark som soldat i Kroatien, Bosnien og Eritrea.

Foråret 2011 gjorde vi os overvejelser om at søge familiesammenføring, idet min kontrakt med Udenrigsministeriet udløb 31. august samme år. Beslutningen endte ud i at flytte til Danmark, så børnene kunne komme i dansk skole. Jeg havde to forskellige kolleger fra ambassaden i Kairo, konsulen og en visummedarbejder, der tilbød at kontakte Udlændingeservice, hvor de havde nogle forbindelser, for at få oplyst hvilken blanket, der skulle bruges til ansøgningen. Der findes nemlig to forskellige blankettyper kaldet FA1 (ansøgning om ægtefællesammenføring) og EU-FA1 (ansøgning om ægtefællesammenføring med en dansk statsborger efter EU regler).

De fik begge besked om at anvende EU-FA1, fordi vi havde boet i Holland og stadig har ejerbolig der. Jeg kontaktede ligeledes Udlændingeservice for at få klarhed over proceduren og modtog samme svar. Justitsministeriet har senere på forbløffende vis i deres afslag på anmodningen om opholdstilladelse valgt at så tvivl om mine udsendte kollegers hæderlighed ved at påstå, at det ikke findes sandsynligt, at Udlændingestyrelsen skulle have ydet vejledning om at benytte EU-FA1, der viste sig at være den forkerte blanket.

Papirdynger og datoforvirring

Ansøgning og dokumentation blev indsendt i april 2011 sammen med betaling for administrationsgebyr. En måned senere udbad Udlændingeservice sig yderlige bevis for vores ophold i Holland. Mere dokumentation fulgte i form af arbejdskontrakter, ejerboligbevis, vand- og elregninger, kontoudtog, forsikringer, børnenes skoledokumenter mv. Der skulle gøres rede for livet i Holland ned til mindste detalje. Vi måtte oven i købet dokumentere, at vi faktisk boede i Egypten, selv om jeg var udsendt som diplomat for Udenrigsministeriet.

Maj 2011 kom der en mail om, at der ville foreligge en afgørelse inden for tre måneder. Samme mail informerede om, at vi kunne rejse til Danmark på grundlag af min kones udstedte diplomatpas, og at hun havde ret til at blive der, indtil sagen var færdigbehandlet. I starten af juli 2011 blev kursen sat mod Danmark, hvor vi købte bolig, og børnene startede i skole. Vi hørte derefter intet udover, at der dukkede et brev op fra Udlændingeservice d. 25. juli 2011. Administrationsgebyret ville blive tilbagebetalt, da denne type ansøgninger ikke var pålagt gebyr. Nederst stod der: "Vi skal i den forbindelse gøre dig opmærksom på, at vi alene har taget stilling til spørgsmålet om betaling af gebyr og ikke har taget stilling til, hvorvidt din ansøgning kan imødekommes".

Dernæst tavshed. I september 2011 ringede jeg til Udlændingeservice for at høre, hvor sagen stod. Jeg kunne intet få at vide, men skulle bare afvente. I starten af oktober havde de mig i røret igen. Pludselig forlød det, at sagen allerede var afsluttet og sendt videre til Rigspolitiet - alle afgørelser skal den vej uanset udfald. Men sagsbehandleren ville da gerne rykke politiet. Der skete intet fra Udlændingeservice side udover, at de lagde ansvaret for den manglede informering af afgørelsen over på Rigspolitiet. Hvis man sammenholder tidsangivelsen for skrivelsen fra Udlændingeservice vedrørende gebyrfritagelse og selve afslaget på familiesammenføringen, som vi først modtog den 28. oktober, fremgår det, at de begge er dateret den 25. juli 2011.

Derefter tog jeg selv kontakt til min lokale politikreds, og personen fra udlændingekontoret på stationen ville undersøge sagen. Den 28. oktober ringede de fra stationen for at meddele afslaget. Vi gik ikke ind under EU reglerne, og min kone skulle være ude af landet i løbet af en måned. Udlændingeservice har således behandlet en sag velvidende, at den efter eget udsagn er søgt på et forkert grundlag. Hvorfor fik vi ikke den melding i april eller maj 2011? Blanketten EU-FA1 skulle have været skiftet ud med FA-1. Næ nej – Udlændingeservice fortsatte blot sagsbehandlingen til den bitre ende.

I afgørelsen står der, at jeg i perioden 2009-2011 ikke har haft nogen tilknytning til Holland, selv om min kone og jeg stadig har ejerbolig i landet og været på ferie der samtidig med, at lejligheden var udlejet. Flere steder i afslaget anfægtes sågar faktuelle og bevislige oplysninger fremsendt et halvt år tidligere. Udover afslaget er sagen efterfølgende blevet syltet i månedsvis under ankebehandlingen. Udlændingeservice havde modtaget anken fra vores advokat den 7. november 2011 med anmodning om udsættelse af udvisningen, indtil sagen var blevet belyst og anken afgjort. I ”11. time”, det vil sige aftenen, før hun skulle have været udrejst i slutningen af november, fik vi besked om, at min ægtefælle måtte forblive i landet frem til det tidspunkt.

Slået hjem til start og om igen

Den 25. juni 2012 fik vi afslag på vores anke. Det var muligt at søge om familiesammenføring igen, men på baggrund af FA1 reglerne, hvilket betød, at hele proceduren startede forfra, og at samtlige dokumenter skulle fremsendes en gang til – vi var slået tilbage til start. Til trods for at Udlændingeservice lå inde med alle dokumenter, så man sig alligevel ikke i stand til at oversende dem til den instans, der tog sig af FA-1 ansøgningerne.

Den 3. september 2012 søgte jeg aktindsigt i vores sag efter offentlighedslovens § 16, hvori der stod: ”Er en begæring om aktindsigt ikke afslået eller imødekommet inden 10 dage efter, at den er modtaget af vedkommende myndighed, følger det af § 16, stk. 2, at myndigheden skal underrette den pågældende om grunden hertil samt om, hvornår en afgørelse kan forventes at foreligge.” Dette skete dog ikke, selvom jeg rykkede flere gange for svar.

Senere skrev jeg til Ombudsmanden, og den 4. oktober 2012 fik jeg endelig aktindsigt. Der var udeladt to interne notater i aktindsigten, som jeg ikke måtte få udleveret. Den dag i dag aner jeg stadig ikke, hvad der står i dem. Da jeg gennemgik akterne, opdagede jeg, at der lå et notat fra en helt anden persons sag – man kan godt komme i tvivl om hvor vidt, der altid er helt styr på papirvældet i Udlændingeservice.

Vi er nu i marts 2014, og min ægtefælle har i mellemtiden fået midlertidig opholdstilladelse til 2016, hvor der skal søges på ny. I første omgang gjaldt opholdstilladelsen fra maj 2012-august 2013. Hendes eritreiske pas udløb i november sidste år, og vi skulle inden august dokumentere, at hun ville få en forlængelse af de statslige myndigheder i dette diktatoriske og uroplagede land, hvor ens pas skal fornyes hver tredje år. De to opholdstilladelser af midlertidig karakter kom i stand efter behandlingen af vores ansøgning via AF1 blanketten parallelt med, at myndighederne i min kones hjemland var behjælpelige med at få orden i hendes pasforhold. Det giver ro for en stund, og det har vi i den grad brug for.

Min hustru går langt om længe på sprogskole og har bestået Danskprøve1. Fra primo 2011 og til slutningen af 2013 har jeg været eneforsørger, idet hun ikke måtte søge eller tage arbejde, mens sagsbehandlingen stod på. Af samme årsag har hun i denne periode heller ikke kunnet deltage i sprogundervisning.

Det duede heller ikke at blive syg - hun har ikke kunnet gøre brug af læge- eller sundhedsvæsen, når man ikke registreres som værende indrejst i landet fra myndighedernes side. Vores bopælskommune har dog set os som værende gift og samlevende med deraf følgende ekstra udgifter. På trods af det ville de hverken forsyne hende med CPR nummer eller sygesikringsbevis – forskellige instanser i Danmark har åbenbart hver deres opfattelse af virkeligheden.

Det kostbare forhindringsløb

Jeg gruer for de mennesker, der ryger i clinch med myndighederne herhjemme. Jeg har haft overskud til at tage kampen op grundet en del års indsigt i diverse procedureforløb, men de, der bare har fundet kærligheden i udlandet og første gang skal have ”nærkontakt” med Justitsministeriets Udlændingeservice, vil skulle ofre en formue på advokathjælp i et forsøg på at blive hørt i et ugennemsigtigt bureaukrati, der nærmer sig kafkaske dimensioner.

Tiden fra 2011 og til i dag har tæret hårdt på både tiltroen til ”systemet” og på ægteskabet. Ens ægtefælle, der jo bare vil lære det danske sprog og ud på arbejdsmarkedet for hurtigst muligt at være en del af samfundet, bliver forståeligt nok dybt frustreret, når hun bydes ”velkommen” af et mistroisk og bureaukratisk gennemsyret system, der blokerer for almindelig sund fornuft. Da jeg tidligere har været statsansat, burde det ikke volde problemer for en myndighed at indhente oplysninger fra en anden eller for den sags skyld at sende dokumenter fra et sagsbehandlerbord til et andet i samme styrelse.

Hvor mange penge, det har kostet os at komme i klemme hos en genstridig instans, hvis sagshåndtering har været grænsende til direkte chikane, tør jeg slet ikke at tænke på. Efter tre års tovtrækkeri går vi blot og venter på, hvad 2016 vil give anledning til af genvordigheder med ”System-Danmark”.