Når du og jeg, kære læser, jokker tilstrækkeligt i spinaten i livets mange forhold eller går planken ud og forsætligt spekulerer i at bryde love og regler for egen vindings skyld, sanktionerer samfundet disse handlinger med straf, bøde og ved at kræve fejlagtigt udbetalte ydelser fra fælleskassen tilbagebetalt – den trufne afgørelse kan såmænd være ganske berettiget, og det må vi i så fald bøje os for.
Desværre ser det ofte ud til ikke at gælde den anden vej rundt, når myndighederne forbryder sig mod borgerne gennem lemfældig sagsbehandling eller ved at tilsidesætte lovmæssigt vedtagne rettigheder eksempelvis som at støtte Tibets sag under en kinesisk toppolitikers besøg i landet. Sidste uge tog denne klumme ydermere SKATs uvilje mod at efterkomme højere instansers krav om at rette ind, når dette opkrævningskontor systematisk påhæfter din ejerbolig en forkert vurdering, der fører til ditto indkradsning af ejendomsskat. Samme klumme oplistede andre væsentlige forsømmelser fra SKATs side af mindst lige så alvorlig karakter hvis ikke værre. Der er nok at tage fat på, når vi taler om vores retssikkerhed og ønsket om retfærdighed fra samfundets side.
Et andet eklatant eksempel er kommunernes kassetænkning ud i at sylte borgernes sager i det sociale system, og denne adfærd vender som bekendt stort set altid den tunge ende nedad. Også den senest tilkomne på socialministerposten, den radikale Manu Sareen, er som sine forgængere blevet grillet i Folketingets spørgeseancer om det betimelige i, at kommunerne agerer på den måde overfor personer, der mener at have et vist krav på en særlig håndsrækning.
DFs handicapordfører Karina Adsbøl spurgte for nogle uger siden Sareen, om det ikke bør få konsekvenser for kommunerne, når de begår lovbrud overfor de svageste i samfundet. Ministerens lakoniske svar løv: ‘Mit udgangspunkt er, at kommunerne har viljen til at overholde deres forpligtelse til at yde borgerne den hjælp, de har ret til efter den sociale lovgivning, og at kommunerne bestræber sig på at overholde sagsbehandlingsregler og god sagsbehandlingsskik. Derfor giver det efter min opfattelse ikke mening at tale om at ”straffe” kommunerne, hvis deres afgørelser ændres af Ankestyrelsen.´
Aha – her har vi fat i en desværre typisk og noget arrogant ministerreaktion. Kommuner bestræber sig på altid at agere i borgernes interesse, tager så godt som aldrig fejl, og gør de, skal det naturligvis ikke have opsættende virkning. Det er svært at opfatte det anderledes end, at systemet i ni ud af ti tilfælde står hævet over den enkelte, og når den enkelte endelig skulle få ret inden for de sidste ti procent, slipper den pågældende kommune billigt ved som regel ikke at skulle kompensere nævneværdigt for dens fejl. Statistikker fra Ankestyrelsen og kommunale tilsynsforvaltninger har ellers gennem årene vist, at kommunerne ikke sjældent klokker gevaldigt i tingene. Mærkbare konsekvenser? Det svar har den kvikke læser nok allerede er godt bud på.
I dagens udgave af Ekstra Bladet står der sågar at læse: ´Hvis borgeren klager til Ankestyrelsen, slipper kommunerne for at dække udgifter som institutionspladser, økonomiske bidrag og hjælpemidler, mens sagen behandles. Sidste år var den gennemsnitslige sagsbehandlingstid op mod syv måneder´. Et sådant gennemsnitstal for Ankestyrelsens gennemgang af de enkelte sager kan jo reelt dække over, at nogle klares inden for tre-fire måneder, mens andre i realiteten kan tage op til et år eller måske to. Ud fra Ekstra Bladets oplysninger må kommunerne jo være glimrende tilfredse med mest mulig tovtrækkeri og tidsrøveri, når en ankesag skydes til hjørnespark og/eller lander pladask i syltekrukken. Dette kan ministeren åbenbart ikke se noget problem i bedømt på baggrund af svaret til DFs ordfører.
Ord som ´institutionspladser´ og ´hjælpemidler´ burde indikere ret tydeligt overfor enhver inklusive Sareen, at de pågældende sager kan handle om børn, unge og voksne med sociale og misbrugslignende problemer samt handicappede, der søger om tekniske installationer til at klare dagen og vejen i eget hjem, under uddannelse eller i arbejde, skulle de være heldige at have et sådant. Denne klummeskriver har gennem en del år haft den åbenbart naive opfattelse af, at et velfungerende velfærdssamfund netop blev skabt for at tage vare om personer med disse udfordringer. Hvis et land vurderes på evnen til at løse de nævnte problemer, trækker nogle af kommunerne godt nok i den skæve og forkerte retning.
Dette kan i sagens natur udgøre et stort tillids- og retssikkerhedsmæssigt problem for såvel ´ydere´ som ´nydere´, når systemet synes at bruge oceaner af ressourcer på kontrol, gold kassetænkning og bureaukrati frem for at overholde tidsfrister, fastsatte regler og lovens intention om fair og gennemskuelig sagsbehandling. De, der bidrager, har sandsynligvis en opfattelse af, at deres skattepenge går til helt andre formål end dem, der blev stillet i udsigt, og modtagerne af midlerne føler sig mistænkeliggjort og overvåget, når de anmoder om hjælp. Selvfølgelig har det offentlige interesse i en vis kontrol, så pengene ikke falder i de forkerte hænder, men spørgsmålet er, om denne udvikling i retning af totalregulering ikke er ved at løbe helt af sporet?
Vi er derfor ved at ende ud i en tydelig ´den enkelte mod systemet´ polarisering og stigmatisering. De afledte effekter heraf er ikke mindst udbredt politikerlede og skepsis overfor instanserne, der er sat til at administrere landets love og regler. Eksempler på kriminelle, der efter de flestes opfattelse forfordeles på bekostning af dem, der holder sig på den rette sti, skaber stigende vrede og frustration i samfundet. Beretninger om ældre, der som konsekvens heraf ikke kan få et dagligt bad, tricker stærke følelsesmæssige reaktioner med fare for, at hadet og lynchstemningen skygger for den saglige argumentation og det nødvendigt kølige overblik. Der er her fare for, at kausalitet erstattes af konfrontation, og at pragmatisme må vige for populisme – et skridt frem og to tilbage.
Mange føler ganske enkelt, at deres retssikkerhed og retsbevidsthed krænkes i svær grad, og de folkevalgte risikerer i stigende grad, at deres legitimitet som beslutningstagere drages i alvorlig tvivl, og det er kogt ned til en Maggieterning noget af en udfordring for grundpillerne i vores demokrati og principperne bag en velfungerende retsstat, hvis denne kurs fortsætter uhindret de kommende år. Kritikken af socialministeren er som forventelig benhård fra flere organisationers side, som taler de svages sag – og med rette.
Politiske udmeldinger af den karakter fremsat her af socialministeren øger afstanden mellem vælgere og de valgte – det er sagt før og kan faktisk ikke gentages for tit, da konsekvenserne af denne kurs kan blive mærkbare. Det er derfor afgørende vigtigt, at den enkelte føler sig hørt og retfærdigt behandlet i sit mellemværende med systemet, og at hans og hendes foretrukne person på tinge lytter og handler, når der råbes højt om svigt frem for blot at affærdige kritikken med et magtfuldkomment skuldertræk a la: ´Vi, det vil sige den politiske og administrative stand, har altid ret´.
I andre lande med et svagere funderet demokrati og dårligere fungerende forvaltningskultur har en sådan udvikling medført tumult og revolutionslignende tilstande – så slemt behøver det langtfra at gå i Danmark, men der er omvendt ej heller grund til at lege med ilden. Set i det lys kan ministerens svar opfattes som en hånlig provokation overfor dem, der er bekymret for den retning, samfundet bevæger sig i. Den slags ville jeg i hans sted være en smule varsom med. Kardinale dyder som retssikkerhed og følelse af retfærdighed skal tages alvorlige og bestemt ikke sættes på ophørsudsalg som artefakter fra et støvet restlager.