Gå til hovedindhold

SKAT skruer bissen på over for 14-årig pige: "Du skylder os tre kroner!"

Af Lennart
Kildemedier

SKAT er i vælten for tiden.

Man har jo foræret et to-cifret milliardbeløb væk til udenlandske svindlere. Og det er klart, så skal der jo skrabes nogle penge ind et andet sted.

Det kan dog godt komme til at tage et pænt stykke tid, hvis SKAT har tænkt sig at fortsætte den linje, som BT i går afslørede i artiklen:

14-årige Charlotte fik langt brev fra Skat: Hendes mor spærrede øjnene op, da hun så deres krav

Kravet til den 14-årige pige er på sølle tre kroner. Men det krav har SKAT altså brugt næsten ti gange så meget i porto på at fremsende. Og hele fire siders tekst i brevet.

En form for vittighed, skulle man tro. Men nej.

SKAT har ovenikøbet været så flinke at sende et girokort med i brevet. SKAT er som bekendt med på noderne, når det gælder moderne teknologi og det der IT-halløj.

Men mere alvorligt så er sagen jo udtryk for SKAT's totale mangel på proportionssans.

Man bruger en masse ressourcer på at gå efter almindelige borgere og totalt ligegyldige småbeløb som burde forsvinde væk under en bagatelgrænse.

Og alt imens man bruger sine kræfter på dette, så kan de egentlige kriminelle - som de udlændinge der lænsede danske skatteborgere gennem moms-refusionssystemet - gå grinende hele vejen til banken.

Der skal simpelthen ske noget med SKAT. Organisationen skal helst opløses, men i det mindste kulegraves fuldstændigt.

Hvordan kan danskernes tillid til SKAT ellers genskabes. Som det ser ud nu, er der ikke megen grund til at have respekt for foretagendet.