"En avis bør ingen venner have"
Noget i den stil skal den legendariske journalist, redaktør, udgiver og avisejer Joseph Pulitzer have sagt.
Og det er jo ikke helt dumt. Især er det et stort problem hvis alle større medier har den samme ven – den ven som uddeler mediestøtten. Pressen i Danmark er i seng med staten. Men det vender vi tilbage til en anden gang. Nu skal det handle mere konkret om partipolitik:
Jeg tror ikke, der er noget parti i Folketinget som ikke har været under kærlig behandling (ellers skriv jer op på listen) her på Folkets Avis.
Politikere fra forskellige partier er blevet kritiseret, når der har været noget at kritisere. Selvfølgelig undlader vi ikke at kritisere bestemte partier og bestemte politikere.
Det burde være selvsagt!
Kritik af partier på venstrefløjen giver anledning til sure kommentarer. Og det gør kritik af partier i blå blok også.
Nogle gange tager jeg mig tid til at gå kritikken efter i sømmene - og ved enkelte lejligheder har kritikerne også haft nogle helt reelle indsigelser.
Men der er også meget nonsens-kritik.
Og meget ofte er kritikeren også tilknyttet det parti som i den konkrete situation har været under kritik i en artikel eller leder på Folkets Avis.
Jeg forstår det godt.
På flere niveauer forstår jeg partisoldaternes rolle - og jeg medgiver at de på godt og ondt har en reel betydning. Ikke mindst i dag hvor de sociale medier reelt spiller en rolle.
Jeg vil sige til jer, partisoldater. Kom med jeres kritik, skriv jeres kommentarer. Men ikke bare i form af sure opstød og "øv bøv - Folkets Avis er bare dum".
Og glem så i øvrigt alt om at påvirke Folkets Avis til at frede partier, politikere eller afstå fra kritik.
Jeg er som person og som udgiver meget optaget af princippet om at alt kan kritiseres. Især politikere og partier med magt. Ingen er hævet over kritik.
Politikerne i Folketinget har på tværs af partigrænser en ufattelig stor magt over os som borgere i Danmark. De beslutninger som træffes centralt, skal vi alle leve med og under.
Er man politiker har man valgt et arbejde i rampelyset hvor man bestemmer over andre – det mindste man kan forvente er så at man også kommer i søgelyset.
Vil man bestemme hvordan andre skal leve, må man acceptere at andre interesserer sig for en.
Uanset hvilket parti man tilhører.