Gå til hovedindhold

Kommune om borgmesters kæmpe fødselsdagsreception på skatteydernes regning: 'Det var kun arbejde'

Af Lars

For et par dage siden kunne Folkets Avis afsløre, at det langt fra er unormalt for kommuner at fejre deres borgmestres og ledende embedsmænds runde fødselsdage.

Nu kan vi afsløre, at det også sker skattefrit.

– Jeg har i dag betalt for forplejningen kr. 17.316,25 til receptionen, da jeg ikke vil have, at dette kommer til at skygge for mit politiske virke. Det er min beslutning, men jeg forventer ikke, at mine kollegaer, der har fulgt reglerne lige som mig, betaler for deres officielle arrangementer

På blandt andet denne måde forklarede Anna Mee Allerslev, Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, tidligere på måneden via Facebook hvorfor, at hun efter et stort offentligt pres havde valgt at betale for den fødselsdagsreception, som blev afholdt i forbindelse med hendes 30 års fødselsdag i 2014. Samtidig slog den radikale politiker fast, at hun havde fulgt alle regler.

Efterfølgende kunne vi via aktindsigter på Folkets.dk fastslå, at Anna Mee Allerslev langt fra havde været alene, når det handlede om at holde fødselsdagsreceptioner på skatteydernes regning. Det drejer sig eksempelvis om Hedensted Kommunes borgmester Kirsten Terkilsen, ligesom også de to ledende embedsmænd hos Struer Kommune, Jørgen Jensen og Kjeld Berthelsen, blev fejret af kommunekassen.

Direktører i Struer: Det er et privat forhold

Men i modsætning til Anna Mee Allerslev, mener man i Hedensted Kommune ikke, at Kirsten Terkilsen skal betale skat af den reception, som skatteyderne finansierede for hende ved hendes runde fødselsdag. Det fremgår af et svar til Folkets.dk fra kommunens kommunikationsafdeling:

- Borgmester Kirsten Terkilsens reception er at betragte som en rent erhvervsmæssig begivenhed, hvorfor den ikke beskattes.

Om Jørgen Jensen og Kjeld Berthelsen, der begge har rang af direktører i Struer Kommune, har betalt skat af deres fødselsdagsreceptioner, er dog et åbent spørgsmål. Således skriver de enslydende til Folkets.dk :

- Sagen er anmeldt til skattevæsenet og er af privatretslig karakter mellem mig og skat.

Kirsten Terkilsens reception stod skatteyderne i lige under 60.000 kroner, ligesom de også måtte af med lignende beløb for at fejre Jørgen Jensen og Kjeld Berthelsen.

Lars Bjørknæs er en erfaren graverjournalist som gennem årene har afsløret mange sager om frås og magtmisbrug i det offentlige system