Primære faneblade
Debatindlæg
Åben

Gratis

Ressourceforløb er sur og gammel vin på nye flasker

Tilbage Til Arbejde (TTA) var et projekt, som handlede om at få flest syge fra sygedagpengene over i enten almindeligt arbejde, fleksjob eller på kontanthjælp. Altså en spareøvelse fra ikke kun den nuværende regerings side. 22 kommuner bl.a. Brønderslev (Kilde: CABI – Center for Aktiv beskæftigelsesindsats) begyndte med TTA i 2008, men det hele slog fejl. Der kom ikke nok borgere i arbejde. Til sammenligning er TTA på samme måde endt som et andet dyrt fejlslagent projekt, nemlig IC-4 togene.

Det nye ressourceforløb handler om matchgruppe to, der består af borgere, der er delvist arbejdsparate svarende til målgruppen for TTA. Det gælder syge mennesker, der er i risiko for at få førtidspension. Det er altså nu blevet en risiko at få tilkendt en førtidspension, men for hvem? Næppe den syge borger, det er mere kommunekassen, som tænkes på her. Der skal spares endnu mere på førtidspensionerne, fordi staten fra 2003 ikke længere gav kommunerne økonomisk støtte og betalte en del af førtidspensionerne. Det er nu alene kommunerne, der skal svare udgifterne for førtidspensionerne i dag. Derfor er de nye ressourceforløb at betragte som endnu en spare øvelse. Følgende citat taget fra CABIs hjemmeside understreger dette forhold:

”Tværfagligt samarbejde Tværfaglighed er den røde tråd, som kan samle kommunernes indsatser for udsatte ledige. Resultatet er en bedre sagsbehandling for borgerne, en stærkere intern organisation og på sigt kan det være til gavn for kommunekassen.”

Læg især mærke til den sidste sætning i det Tværfaglige samarbejde. Det er her, spare øvelsen kommer ind i billedet og kun kommunekasserne til gode, hvis syge borgere forhindres i at blive tilkendt førtidspension. De Funktionelle lidelser og BDS, som omtalt i tidligere kronikker, spiller en meget stor rolle. Når en sygdom som fibromyalgi er blevet til psykisk sygdom, er det en helt anden sag. Psykiske sygdomme kan jo helbredes?

Selv med en klokkeklar arbejdsskade inklusive solide beviser fra læger og speciallæger svigtes J.P. (Navnet er redaktionen bekendt) alle steder i og udenfor systemet. Jeg har kendskab J.Ps sag, som startede tilbage i 2002 med en arbejdsskade. En sag som viser det ufattelige svigt med en tydelighed, der ikke engang kan overgås af fantasien. Sagsakterne alene vejer 33 kg. Ja du læste rigtigt, 33 kg. Den daværende arbejdsgiver, da J.P. kom til skade på arbejdspladsen, fralagde sig ethvert ansvar. Forsikringsselskabet vil ikke udbetale J.P. erstatning, fordi J.P. ikke er på en offentlig førtidspension. I stedet for klemmes J.P. flad imellem systemets knusende møllesten og jages rundt i den enorme administrative bureaukratiske papirjungles kvælende papirlianer. Dét kan tage pippet fra de fleste.

J.P. har søgt om hjælp fra mange advokater, de sagde alle nej på nær én. Denne advokat ville dog først tage J.Ps. sag på betingelse af, at der blev lagt kr. 150.000,- på bordet først. Så mange penge har ingen på en overførselsindkomst, det er logik for selv burhøns. Sagen skulle føres gennem Civilretten, men også her rammes J.P. af den manglende retssikkerhed. Det er næsten umuligt at få prøvet en sag i Civilretten, fordi de fleste sager af Civilretten anses for at være tabersager. Derfor er det praktisk taget umuligt at søge om fri proces, fordi sagen jo ikke kan vindes set med Civilrettens øjne.

Vedkommende rammes endda ikke af reglen om, at der ikke gives førtidspension til syge under 40 år. Nu står J.P. i en situation, hvor TTA ikke hjalp, og derfor risikerer J.P. at blive sendt ud i et endeløst ressourceforløb i fem år. Hvis min caseperson stadig ikke er kommet i arbejde upåagtet af evt. øget sygdom, kan ressourceforløbet forlænges med yderligere fem år. I værste fald 10 år mere i systemets helvede der kan ende med 12 år i alt. Dét kan da kaldes parkering på en lav overførselsindkomst med stort P. Lige nøjagtigt dét beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) prædiker ikke må ske.

Kære Mette Fredriksen, det er nøjagtigt dét der sker, endda med Indenrigsminister Margrethe Vestager (R) Justitsminister Karen Hækkerup (S) og Statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) velsignelse. I politikere mener sikkert, at det er godt med alle disse reformer, I glemmer dog, at der er pokker til forskel på teori og praksis. Det er ikke godt for de borgere, der står udenfor arbejdsmarkedet, tværtimod gør det borgerne endnu mere syge og driver flere ud på selvmordets rand. Ok det er da også enormt samfundsøkonomisk besparende hvis de syge borgere begår selvmord.

Men har I politikere så tænkt over, hvem der bliver de næste arbejdsløse? Det bliver socialrådgiverne, sagsbehandlerne, hjemmehjælperne, sygeplejerskerne, lægerne, speciallægerne og en hulens masse akademikere, fordi ”kunderne” er væk. Men så længe I formår at holde de syge borgere i live på en minimal offentlig ydelse, er der stadig håb for, at de mange offentligt ansatte ikke mister deres arbejde eller endnu værre rejser til udlandet og arbejder dér.

De minimale overførselsindkomsters nyeste skud på stammen er sygedagpengene til de, der rammes af reglerne om Den Fælles Forsørgerpligt. Klap ikke i hænderne syge borgere, denne sygedagpengeydelse er lige så lav som kontanthjælpen. I bliver holdt i live på et minimalt eksistensgrundlag til fordel for statskasserne og kommunekasserne samt alle de administrative medarbejderes jobs.

Jeg fastholder, at dette system er langt dyrere for samfundet end at give de syge førtidspension. Mon ikke dette kunne blive en opgave for f.eks. Copenhagen Business School at regne på, om ikke andet som en udfordring for eleverne. Desuden skal det medregnes, at mange bliver mere syge af systemets systematiske pisken rundt med den syge borger i utallige forskellige afdelinger med endnu flere offentligt ansatte.

Sidst men ikke mindst, hvordan i alverden kan nogen politiker være overbevist om, at syge borgere vil tro på ressourceforløbet er til borgerens bedste? Tilliden til jer og jeres reformer fra ikke kun de syge borgere er væk. Jeg ved udmærket godt, hvad det første svar på en ansøgning om et hjælpemiddel fra kommunen bliver. Det bliver et lodret nej, og sagen kører i tre-fire år hele vejen op og ned gennem systemet, mens en klage over afgørelsen ligger i f.eks. Ankestyrelsen i ca. 8,4 måneder.

Det koster skatteyderne enorme summer i stedet for at fra start at se på et kort i kommunens Tekniske Forvaltning og erkende, at jeg bor 10 km fra alting. Den er go’ nok, det tog knapt tre år at få tilkendt en tre- hjulet knallert som hjælpemiddel. I den periode, sagsbehandlingen tog, fragtede kommunen mig rundt i taxa på skatteydernes regning. Total idioti. Hvordan kan politikere dog få den, jeg fristes til skrive latterlige tanke, at borgerne har tillid til, I lader fornuften råde i stedet for at stole på regnearkenes kolde tal?

Du har læst et indlæg på Folkets.

Uden opbakning fra læserne ville vi ikke kunne bringe det.

Bliv betalende bruger og støt den frie journalistik i Danmark.

Se fordele

Seneste ændring: 
19/12/2019 - 19:11
Vi er 0 abonnenter – vi skal højere op!
Abonnenter Svarer til
1 1 stor fadøl
200 Kontanthjælp, 0 børn
1000 DR-journalist
5000 Maria Rørbye Rønn