En debatbog af Anders Møller Mulvad, Anton Grau Larsen og Christoph Houman Ellsersgaard
Denne bog kunne være et værdifuldt bidrag til debatten om vores samfunds fremtid og den måde vi vælger at indrette os på - og træffe beslutninger på. Den tager et skridt i retning af, at give borgerne større indflydelse på deres eget liv.
Vores nuværende demokratimodel er belastet af en række svagheder, som skaber en osteklokke hvor en politisk elite regerer landet, med mindst mulig hensyntagen til befolkningen. Denne politiske elite er i nogen grad sammensmeltet med andre magtinteresser i form af organisationer og kapitalinteresser og de politiske beslutninger klappes af internt i en afvejning af disse interesser, under hensyntagen til de indbyrdes magtforhold. Det vil sige at kapitalinteresser, fagforeningsinteresser og særinteresser fra NGO’er og lignende har en chance for at få indflydelse på den politiske proces, mens landets borgere i ret høj grad holdes udenfor beslutningsprocessen og spiller en mindre rolle for hvad der besluttes, end de nævnte særinteresser. Samtidig sikrer denne model at de personlige karriereinteresser blandt de mennesker, som tilhører den forholdsvis lukkede kreds vi kan kalde eliten, også kan komme i spil og blive taget i betragtning. På denne måde fungerer styreformen som et redskab for en meget snæver elite.
Dette ønsker forfatterne at lave om på og de har et bud på hvordan det kan lade sig gøre.
Forfatterne - der alle er PhD og har baggrund i Dept. of Business and Politics på CBS - har skrevet en bog, som indleder med at give en række gode eksempler på hvordan en snæver magtelite har placeret sig selv i centrum for de offentlige og private magtbastioner - og cirkulerer i en næsten lukket kreds, en magtboble eller osteklokke, hvorfra de gør deres bedste for ikke at blive forstyrret af forestillingen om, at “den jævne befolkning” skal have indflydelse.
Denne analyse og medfølgende eksempler tager i nogen grad udgangspunkt i resultaterne i to af forfatternes forrige bog om den danske magtelite.
Udgangspunktet for deres bog kan - som de selv skriver - formuleres i tre sætninger. De skriver:
Det danske demokrati er ikke så demokratisk, som vi går og tror, fordi en lille magtelite bestemmer uforholdsmæssig meget, både i den offentlige og private sektor hvilket ofte fører til dårlige beslutninger. Det er et problem, som ikke kan løses ved blot at vælge nogle mere “folkelige”politkere, men derimod kun at reformere det politiske system sådan, at borgerne får mere indflydelse. Vi foreslår, at disse reformer tager udgangspunkt i en udvidelse af det borgerlige ombuds princip, konkret gennem indførelse af et andetkammer, Borgertinget, med tilfældigt udvalgte medlemmer, samt en ny lov om borgervalgte samfundsrepræsentanter i alle store danske virksomheders bestyrelse.
Denne “præmis”, som man kan kalde det - begynder godt, men slutter muligvis knap så godt, som jeg vil beskrive i min anmeldelse herunder.
Mit udgangpunkt er et andet - og det er nok også derfor jeg ikke springer voldsomt begejstret op af lænestolen. Jeg tror ikke at det danske demokrati er så demokratisk. Og derfor nærer jeg heller ingen illusioner om, at en lille regulering med et “Borgerting” vil kunne rykke ret meget eller ændre disse magtinstitutioner fundamentalt. Men derfor kan dele af analysen i bogen sagtens bruges til, at blive klogere på hvad det er der foregår og hvilke muligheder der er. Og muligvis kan et Borgerting også have en positiv virkning i vejen mod egentlig frihed og egentligt medborgerligt demokrati.
Demokratiopfattelser
Forfatterne beskriver fem demokratiopfattelser, som kort kan opsummeres som følger:
1) Antidemokraten - som forfatterne ikke har noget godt at sige om. De opfatter dette som “stærk mand” tyranni.
2) Elitedemokraten - som opfatter demokratiet som en slags “turtagning” blandt to eller flere politiske elitehold, der skiftes til at styre landet, mens borgerne er lidt i vejen.
3) Folkedemokraten - som ønsker folkeafstemninger og tager folket som “gidsel” for egne synspunkter, eller overtager populære synspunkter.
4) Organisationsdemokraten - som bruger de store organisationer i bestræbelserne på at åbne “demokratiet” via anerkendte, store og magtfulde organisationer.
5) Ildsjælsdemokraten - som er aktivistiske græsrødder med en “sag” de kampagner for.
Og så har forfatterne deres eget bud på en demokratiopfattelse: den borgerdemokratiske vision.
Det skal vi vende tilbage til.
For nogle af os, der har tænkt, talt og arbejdet i nogle år, på at skabe et grundlag for noget andet end det vi ser i det nationale og overnationale “demokrati”, er det sjovt at se, at denne typologi skyder helt ved siden af det der reelt kan ændre samfundet: Det nærmeste vi kommer noget der kan beskrive projektet - er “ildsjælsdemokraten” og det skyder også helt ved siden af. For ALLE disse demokratiopfattelser og modeller - er problematiske og magtesløse.
“Stærk mand”-drømmen er utilstrækkelig fordi vi ved at ALLE mennesker er mennesker. Og mennesket er skrøbeligt og uanset den gode vilje, vil magten korrumpere mennesket. Også den stærke mand. Uanset hvem det måtte være. INGEN (undtagen mig - som vi alle siger) vil kunne modstå fristelsen til at lade sig betjene af magtens privilegier. Og derfor vil tyrannen ende som en frygtet og forkælet “guldkalv”, som lakajerne stiller på piedestalen - mens det tyranniske magtapparat virker med sin egen morbide logik - evt. helt uden tyrannens vidende og medvirken. Den stærke mand vil altid ende med at blive et redskab, ligesom alle “magtens mænd” altid først og fremmest er magtlogikkens tjenere.
Elitedemokratiet - er det vi har nu. Et skindemokrati befolket af de udvalgte kandidater, som vi kan vælge imellem - og som efter tur vil besætte rollelisten og opføre endnu en opsætning af forestillingen “demokrati” alt imens de tjener magtens lukkende interesser med “offentlighedslov” (mørklægning af maskineriet) med overvågning og med et reality-show lignende drama om enkeltsager, der for det meste ikke betyder det fjerneste ifht demokratiske beslutninger, men som kan gejle masserne op - og få dem til at tro, at der er noget på spil.
Alt dette gør de blandt andet for, at tæmme den næste type:
Folkedemokraten - som lever på populismens patetiske bål og søger “sager” der kan opflamme folkemasserne og få vreden mod “eliten”, “de fremmede” og andre grupper man kan flokidentificere sig imod, til at styrke sammenholdet blandt “os”. En magtopfattelse baseret på en slags holdspil hvor fjenden er stærk men ond og “vi” er de gode - undertippede og retfærdige riddere af den underkuede klasses orden.
Organisationsdemokraten - der har orden i tingene og har fundet ud af at slå klasseinteresserne sammen i kollektivistiske flokke, der ønsker at ekskludere dem der ikke er med i flokken, fra at deltage i den demokratiske proces. Dominerende magtinteresser på væsentlige samfundsområder - hvor arbejdsmarkedets “partnere” er det bedste og mest indflydelsesrige eksempel.
Ildsjælsdemokraten - med enkeltsager og græsrødder, som nærmest opererer som lobbyist for at få de ovenstående grupper til at pleje deres enkeltinteresser. Minder på den måde lidt om den måde Organsationsdemokraten fungerer på - blot ikke med samme velstrukturerede og langsigtede selvopholdende tilgang.
Borgerdemorkraten - forfatternes bud. Hvor borgere - tilfældigt udvalgte - skal “være med til at bestemme” og sikre et modspil mod elite-mekanismerne og magtens funktioner.
Organisatorisk og bureaukratisk tilsanding
Alle disse bud holder sig indenfor nogle rammer som gør, at de ALLE vil sande til i organisationsfedt, magtsiloer, bureaukratisk kviksand, særinteressepleje, netpotisme, netværksbobler, qvasikorruption og andre af de sygdomme som enhver centralt organiseret magtudøvelse med logisk nødvendighed vil komme til at lide af i løbet af ganske få år eller årtier.
Selv når man tilfældigt udvælger et antal borgere, som skal løse disse problemer - vi netop disse borgere ende med at blive omgærdet med så megen “service” af lobbyende særinteresser, at de vil blive smittet øjeblikket med alle de dræbende baciller, som enhver magtorganisation bærer med sig. Og uforberedte borgere - vil finde sig selv, midt i et hav af påvirkningsagenter og særtilbud, som de ikke er rustet til at modstå.
Kun hvis man ved hver afstemning foretager en tilfældig og hemmelig udvælgelse - vil dette kunne undgås. Og så kan man ærlig talt lige så godt benytte sig af decideret direkte demokrati i stedet.
Det er derfor der er behov for noget som konkret undergraver de bestående institutioner og fjerner magt fra dem - uden at skabe borgerkrig og voldsomme konflikter.
Og det er det jeg og andre ønsker at byde ind med.
Det er altså ikke et spørgsmål om småjusteringer og lidt anderledes organisationsmåder - men om reelt at flytte magt ud af de bestående institutioner og sørge for, at den havner hos de mennesker, som den reelt angår.
Forfatterne er sjove at læse, når man ser hvordan de slår syv kors for sig hver gang de skriver noget, som vil kunne forstås som kontroversielt i deres egen osteklokke i den akademiske verden; Antidemokraten og DF’eren får ikke megen god vilje - og det understreges gang på gang, at forfatterne sandelig ikke vil sige noget positivt. På den måde dokumenterer bogen i sig selv hvor betændt det politiske domæne er blevet og hvor meget “stammeadfærd” der findes - og altså social pression, som begrænser mulighederne for nytænkning. Hvis man ikke kan betragte DF’s populisme nøgternt - uden at fremsige fadervor og ofre en høne, så kan det også være svært at gentænke demokrati på en ny og revolutionerende måde.
Forfatterne er dog positivt indstillede overfor at selv de dårligst uddannede bør have en stemme og ret til at være medbestemmende i samfundets udvikling. Det er derfor de vælger at komme med deres “borgerdemokratiske” forslag til en udvikling af demokratiet.
De mange former for “demokrati” - som er organiseret i partier og interesseorganisationer - er alle plaget af samme syge; de sander til i hierarki, karriere og netværksdannelse og interessepleje, som skaber nepotisme og korruption. Der opstår en kreds af “ledere” eller en “kerne” - som ender med at behandle organisationerne og partierne som deres egne og magten som deres - og de glemmer hvis interesser de egentlig skulle pleje.
Den type demokratitænker jeg minder mest om - i forfatternes nomenklatur - er ildsjælen. Ildsjælen er demokratiets brændstof og inspiration. Men, som forfatterne nævner, så mangler ildsjælene evnen til at skabe varige institutioner, som kan påvirke og præge samfundets udvikling på længere sigt. Problemet med dette udsagn er jo så - naturligvis - at den traditionelle opfattelse af “varige institutioner” indeholder netop det, som man må protestere imod og skabe en modvægt til; tilsandingen og magtkoncentrationen.
Hvis man skaber traditionelle organisationer omkring det der engagerer én, så ender man som organisationsdemokrat - og så ender det alligevel med elitedemokrati, når ledelsesstrukturerne etablerer sig hierarkisk, netværkene manifesterer sig og indflydelsens veje bliver tydelige for de karrierebevidste, som ønsker at klatre opad mod magtens tinder.
Forfatterne lader sig inspirere af en række kendetegn ved Athens demokratimodel - hvor lodtrækning, diæter og turtagning sikrer at alle borgere (i datidens definition) får fri og lige adgang til at deltage i de demokratiske beslutninger om bystatens styre. De fremlægger en model for hvordan man kan forbedre den nuværende demokratiske model - ved at vanskeliggøre manipulation, korruption, nepotisme og elitedannelse i det poltiske, ved at anvende tilsvarende metoder, som i det gamle Athen.
Forslaget om et Borgerting rummer i sit udgangspunkt idéen om at give et modspil til elitens magtmonopol i de demokratiske institutioner. Men det holder sig indenfor det statscentrerede institutionaliserede styre baseret på parlamenter og repræsentation.
Forslaget er at 300 tilfældigt udvalgte borgere skal sidde i et Borgerting, tre år ad gangen og virke som en modvægt til Folketinget - som kan få indsigt i administrationen, bidrage til de politiske beslutninger og holde folketinget i skak. Det er et lønnet borgerligt ombud og på den måde ikke specielt fremmed og nyt i forhold til andre lignende funktioner - såsom domsmand. På den måde er det praktisk ladsiggørligt.
Forfatterne er naturligvis bevidste om en række potentielle problemer med et Borgerting af udtrukne medborgere og diskuterer ivrigt disse.
Kan man betro tilfældige mennesker at få indflydelse på den måde? Vil det ikke bare blive “nationen” ophævet til parlament?
Selve idéen om at have et tokammersystem rummer - for mig at se - nogle spændende perspektiver, som ikke umiddelbart bliver udfoldet i diskussionen; Da man fjernede Landstinget gik der kun få årtier før Folketinget blev elitens ejendom. Er det ikke en naturlig konsekvens - nærmest en naturlov? Er det ikke i magtens natur, at det vil forholde sig sådan?
Hvordan vil Folketinget forandre sig - når man så indfører et Borgerting? Vil det ikke blive stedet hvor eliten i endnu højere grad færdes og vil den bestående elite ikke blot cementere sin magt og udspille Borgertinget med list og forførelse?
Og hvad sker der med de mennesker, som i en 3 årig periode skal sidde i et Borgerting - som de ikke engang har bedt om at sidde i? Hvordan vil magtinstitutionerne reagere?
Borgertinget og helvedes forgård
Min umiddelbare fornemmelse er, at de tre år i Borgertinget vil blive et helvede for de fleste borgere. Ikke fordi de ikke kan træffe fornuftige beslutninger. Og heller ikke bare fordi de ikke sidder der frivilligt - og er nødt til at forsømme det arbejde de måske endda elsker. At de måske oplever det demotiverende - at de SKAL være med her og at de måske savner det liv de selv havde valgt.
Det som vil ske for et medlem af et Borgerting er, at lobbyister og organisationer - partier, NGO’er og så videre - vil flokkes om MB’eren (Medlem af Borgertinget) og forsøge at påvirke vedkommende.
Den nybagte MB’er vil blive overvældet af denne interesse. Hvis hun er uforberedt vil hun blive charmeret og smigret og vil have svært ved at modstå fristelserne fra de professionelle forførere og løgnhalse, som nu vil være ansat til at påvirke MB’erne.
Der vil blive brugt milliarder netop fordi disse mennesker er lægmænd og uden egentlige forudsætninger for at undgå disse påvirkninger. De vil - i hvert fald i et stykke tid - være et let bytte for påvirkning. Og jeg tror at stresspåvirkningen vil være voldsom for nogle af disse mennesker.
De vil blive tilbudt manuducering, kurser (fine steder), information, møder (endnu finere steder), test af produkter og services, hjælpeservices i form af sekretærhjælp, kørsel og så videre. Der vil være al den “hjælp” at hente - som disse amatører vil kunne drømme om.
Og det vil ikke engang være nødvendigt at nævne hvad man vil. MB’eren vil godt vide det og vil slås med sin trang til at være flink ved - og næsten venner med - den søde unge mand, som smilende har stillet sin tid til rådighed og som så gerne vil hjælpe.
Problemet er ikke at MB’eren ikke er klog nok til at træffe en informeret beslutning, som er lige så kvalificeret som en MF’er. Problemet er - at en uforberedt borger ikke vil være rustet til alt det andet, som også vil følge med det politiske arbejde i sådan en model.
Det vil der sikkert kunne lovgives imod. Forfatterne addresserer problemet med lobbyisme og korruption, men disse ting vil næppe helt kunne undgås. Selv garvede MF’ere er påvirkelige på den måde.
Forestillingen om at MB’erne ikke vil diskutere for at vinde, men for at blive klogere, er også en kende naiv. Forfatterne forestiller sig, at et Borgerting vil rumme en anden form for debat - der ikke er præget af trangen til at vinde diskussionen. Det er vist en smule naiv, hvis man ser på hvor stærke kræfter der sættes i sving på de sociale medier for, at hver eneste debattør skal bekende sig til et “hold” og stå for dette holds samlede meningspakke. Der er masser af mennesker som opfatter sig selv som frie af holdspillet og som selvstændige debattører. Men der er næsten ingen mennesker, som ikke opfatter de andre som medlemmer af et hold eller en kategori, som har et fælles sæt holdninger, der kan debatteres imod. En af de mest almindelige fejlkommunikationer i “folkelig debat” er når en debattør fejlslutter og tror at fordi en modebattør mener A, så mener hun også A1 og A2. Altså andre dele af “pakken” A.
Det sker lynhurtigt i debatten - og det betyder at gruppedynamikken mere eller mindre tvinger hver MB’er over i et hold - hvis ikke vedkommende er meget trænet i at debattere uafhængigt og er meget opmærksom på at dette foregår.
Det er selvfølgelig trist hvis jeg har ret. For det vil besværliggøre “borgerinddragelse” i de fælles beslutninger. Men når man søger løsninger - skal man måske ikke bare se på de tekniske muligheder for at løse dette problem. Og man skal måske heller ikke bare kigge på at finde en balance mellem et elitært demokrati og direkte demokrati - igennem grader af “borgerinddragelse”.
Det er ikke afstemninger og “direkte demokrati” i sin reneste form - der er modsætningen til parlamentarisme.
Der hvor modsætningen findes - er i forståelsen af hvor meget det overhovedet er nødvendigt at beslutte i en form for enighed eller fredelig uenighed - ved afstemning.
Fælleskab, folkestyre og frihed
Modsætningen til “demokratiske fælles beslutninger” er at lade det være op til hver enkelt, selv at vælge sin egen løsning - frivilligt og i samarbejde med dem han eller hun kan finde at være enig med.
I et samfund er der en del beslutninger det er nødvendigt at træffe i fællesskab - på den ene eller den anden måde. Men det er mit indtryk at de allerfleste mennesker slet ikke stiller spørgsmål ved den helt grundlæggende antagelse; at “staten” og “fællesskabet” (i ental) skal bestemme en hel masse over os allesammen - helt ned i detaljer, som fx hvilket tøj vi må gå i, hvordan vi vil bygge vores hus, hvad indholdet af vores børns skolegang skal være - og så videre.
Bevidstheden om domæne-adskillelse er næsten ikke-eksisterende. Fra folkedybet ytres det konstant at “nogen må gøre noget” og at ansvaret for at løse hvert eneste problem skal lægges hos det offentlige; om det er at vores børn ikke kan komme op om morgenen, at farven på naboens hus generer os, at visse stoffer er åbenlyst skadelige.
Forfatterne har helt klart fat i en væsentlig pointe, når de beskriver hvordan partilinjen i det nuværende partistyrede parlament, hindrer en åben og frugtbar debat. At partier modarbejder det demokratiske projekt er så åbenlyst, at det burde være i top tre i forhold til debatten om hvad der er galt i moderne politik. Men det problemkompleks tager forfatterne ikke noget dybere spadestik i - og derfor får det heller ikke så voldsom indflydelse på de forslag til forbedring af systemet, som de kommer med - selvom Borgertinget utvivlsomt vil kunne hæmme en lille del af dette problem.
Men nissen flytter med - uanset hvordan man vender og drejer måden at skabe “repræsentation” på. Uanset om “de udvalgte” er passet og plejet igennem en årelang proces igennem ungdomspartier, specielle uddannelser og udvælgelsesprocedurer i partiapparater - eller om de er tilfældigt udvalgt og bliver kastet direkte ud i “bestemme-jobbet”, så vil de udvalgte blive stærkt påvirket af ydre kræfter og eliteopbygningen vil begynde i samme sekund nogle har fået den store indflydelse.
Det er dette man skal modvirke og aktivt kæmpe imod.
Og det gør man bedst - ved at sætte borgerne fri. Allesammen.
Borgertinget har dog en række gode funktioner. Så længe vi har et meget komplekst samfund vil der - også selvom vi gradvis frisætter borgerne og fjerner lovkomplekser - stadig tilflyde landet nye lovkomplekser og reguleringer, blandt andet fra EUs bureaukrater. Som det er nu, så har vi i folketinget 179 udvalgte mennesker, som hvert år skal behandle ti gange så mange love. I hvert parti er der ordførere, som har til opgave at screene og vurdere disse lovforslag, som er udarbejdet af embedsmændene, således at EUs beslutninger kan blive til dansk lov. Men selvom folketingsmedlemmerne får kurser i hurtiglæsning og den slags, så kan de ikke nå at læse det hele. Det store flertal af love der vedtages i Folketinget - vedtages derfor alene på baggrund af embedsmændenes forsikringer, korte referater af indholdet og ordførernes anbefalinger til deres partifæller. Der er måske 10-20 folketingsmedlemmer der har læst en lov, før de stemmer for eller imod.
Hvis man tilfører 300 par øjne mere - kan man måske opnå, at nogle flere af lovene rent faktisk er læst igennem af dem der skal stemme om dem, inden de vedtages. Det kan muligvis være en fordel. Men det kan selvfølgelig også gøre den administrative del af ledelsen af landet vanskeligere.
Praktiske vanskeligheder
Helt råt er forslaget om 300 tilfældigt udvalgte borgere i et “borgerting” ikke en gangbar løsning. Det er forfatterne også akut bevidste om. De diskuterer både at uddanne de udtrukne borgere før de sætter sig på stolene i parlamentet og de diskuterer måderne de udtrukne borgere serviceres på - og de problemer der følger med begge dele, blandt andet i form af manipulation fra rådgiveres side.
De diskuterer også små spørgsmål som hvem der er “værdige” til at sidde i dette parlament.
De er ikke blinde for, at der vil være en lang række praktiske problemer forbundet med at få et “borgerting”, et andetkammer, til at fungere efter hensigten.
Det mest presserende spørgsmål er selvfølgelig hvad Borgertinget skal bestemme. Hvad skal magtforholdet mellem Folketing og Borgerting være?
Her er vi ude i noget der med sikkerhed vil få problemerne til at tårne sig op. Få magthavere i verdenshistorien har frasagt sig magten uden at være tvunget til det. Så man kan sagtens diskutere og debattere og modellere - men hvordan får man Folketinget til at fralægge sig magt? (og hvordan gør vi hvis vi skal lave grundloven om - hvilket vi skal, hvis Borgertinget skal have reelle magtbeføjelser).
Vagthund
En helt central funktion for Borgertinget er ifølge forfatterne, at Borgertinget kan fungere som en slags vagthund; en kontrolfunktion, der kan tæmme Folketinget og embedsværket. Forfatterne mener at et Borgerting skal kunne være afgørende i sager om magtmisbrug og eksemplificerer det med sagen hvor Claus Hjort Frederiksen slap af krogen, selvom der var rettet alvorlige anklager imod ham. Efter forfatternes mening var der tale om, at Claus Hjort var i stand til at misbruge sine forbindelser til partiernes topfolk, og at han slap for yderligere tiltale og blev finansminister, fordi han kunne omgå de kontrolfunktioner, som skulle have været på plads.
De bruger eksemplet til at sige at systemet er så elitært, at man reelt kan undgå konsekvenser, hvis man kan overbevise nogle få mennesker i partitoppene.
Denne påstand er meget markant, men får egentlig ikke nogen dybere behandling, selvom det er en virkelig alvorlig anklage mod vores partibaserede repræsentative parlamentarisme. Påstanden er i virkeligheden, at landet politisk set styres af nogle ganske få mennesker i toppen af partiernes ledelser, som bestemmer hvem der kan retsforfølges for magtmisbrug.
Dette turde være et emne til en bog i sig selv.
Men selvom forfatterne næsten skjuler denne påstand (eller vælger ikke at gå videre lige nu) - så fungerer den som en glimrende begrundelse for at etablere et Borgerting. For Borgertinget skal kunne fungere som “checks and balances” ifht et tilsandet partisystem.
Hvad der kan undre er, at pressen ikke magter sin opgave. Hvorfor kan pressen ikke gøre noget? Det er trods alt en helt almindelig opfattelse blandt journalister, at de er “vagthunden”. Hvis man er interesseret i at læse lidt om dette - kan man måske have udbytte af at læse min lille artikel om “Den fjerde statsmagt - skødehunden”.
Stadig elitært
Forestillingen om at en elitegruppe, særligt udvalgt, særligt uddannet, særligt socialiseret - skal have mulighed for at bestemme noget som helst overhovedet over andre mennesker - er absurd udemokratisk. Det er en komplet misforståelse at det er demokratisk at fremdyrke en social klasse - en “politikerstand”.
Et parlament eller “folketing” - som har udviklet sig som vores, er på ingen måde demokratisk. De er eksperter. Og der er ikke noget i vejen med eksperter. Men eksperten er så vidende, at man må kunne stille krav om at hun også kan formidle sin viden, så andre kan blive overbevist om at hun har ret - og derefter tage en beslutning.
Derfor skal Folketinget ikke kunne beslutte noget som helst på egen hånd. Folketinget skal kunne bestemme sammen med Borgertinget.
Så langt har idéen om et borgerting fast grund under fødderne.
Kun den tekniske løsning
Forfatterne har mest af alt tænkt på den tekniske løsning på et problem de mener vores repræsentative parlamentarisme har.
De har for eksempel ikke tænkt over om problemet med politikerlede og et i stigende grad elitært parlament, alene har at gøre med selve det at det er en elite.
Et spørgsmål jeg gerne havde set behandlet var: Hvor meget skal et parlament overhovedet have lov til at bestemme over befolkningen - over borgerne som individer?
Det er selvfølgelig et spørgsmål som leder os hen på vores traditionelle opfattelse af ideogier; liberalismen står i modsætning til de andre “ideologier”, ved at mene, at borgerne selv skal bestemme - så meget som muligt. Konservatismen, Socialismen, Socialdemokratismen, Populismen - vil alle tillade landets “ledere” at blande sig i hvad som helst.
Jeg tror bare ikke vi får løst problemet med manglende engagement, politikerlede, eliteopbygning og så videre - uden at tage grundigt fat om denne nældes rod. Det er ikke fordi det er en elite der bestemmer, at vi har et “demokrati”, som smuldrer. Det er i hvert fald ikke primært defor. Det er primært fordi vores styreform giver os ledere, som blander sig i alt alt for meget.
Hvis man ser på kulturudviklingen ved vi, at flere og flere mennesker får mere og mere uddannelse og bedre og bedre uddannelse. Flere og flere mennesker har mulighed for at sætte sig ind i flere og flere spørgsmål og problemstillinger. Og flere og flere mennesker er i virkeligheden lige så kvalificerede til selv at tage beslutninger i deres liv - som folketing og andre store institutioner, stadig mener de skal have kontrol med hvad medborgerne må og kan.
Vi har skabt en civilisation af veluddannede, dygtige, intelligente og kompetente mennesker, som for en ret stor dels vedkommende, sagtens kunne bestemme selv over deres liv - og endda med succes. De behøver ikke en barnepige.
Samtidig har vi skabt et samfund af mennesker, som ikke er autoritetstro på samme måde som tidligere. En større del af menneskene har lært ikke at være helt så lydige overfor autoriteter. De mennesker bliver naturligvis utilfredse, når de opdager at andre blander sig i ting, som de ikke behøver blande sig i.
Når vores system fungerer nogenlunde alligevel, så er det fordi vi samtidig har bygget et institutionaliseringssystem op - som hjernevasker menneskene til at tro, at vi har et fantastisk demokratisk samfund og at “velfærdsstaten” er et velfærdssamfund og “repræsentativ parlamentarisme” er demokrati og at vi har det rigtig godt og er glade. Det er derfor vi ser danskerne svare at de er lykkelige - selvom vi ligger i toppen af brug af lykkepiller og i toppen af selvmordsstatistikkerne. Vi har lært at sige vi er glade og lykkelige. Vi har lært at vi har et demokrati og at Danmark har religionsfrihed. Dette på trods af at Grundloven direkte skriver, at vi har en statskirke kaldet Folkekirken og at Danmark er et konstitutionelt monarki.
Enhver der læser Grundloven kan se, at den mest handler om hvordan Folketinget og Kongen fordeler magten (mest for at Kongen ikke taber for meget ansigt) og at borgernes “umistelige rettigheder” fortolkes i den sidste del - således, at disse umistelige rettigheder gælder … så længe loven ikke foreskriver noget andet.
Den nuværende styreforms problem er i højere grad at lovgivningsapparatet er løbet løbsk (især pga EU bureaukratiets voldsomhed) i en byzantinsk bureaukratismodel hvor der er så mange nye love, at de allerfleste ikke kan nå at blive behandlet demokratisk - selvom de kedelige og teknokratiske forvaltningsorienterede lovkomplekser ofte har mere effekt på vore liv, end mange af de love der faktisk FÅR omtale.
Det andet problem er at mediernes kommercielle logik gør, at de væsentlige lovgivningsmæssige problemer ikke har samme underholdningsappel, som visse andre - der kan “fortælles historie” på. I medierne ved man at historiefortælling “sælger billetter”. Journalister gør meget ud af at iscenesætte de politiske spørgsmål efter en narrativ eller dramaturgisk model - fordi det gør, at de kan skabe en fortælling med helte og skurke og personliggørelse og følelser. De gør meget ud af at “sætte ansigt på” og de gør meget ud af at have en “konflikt”, som kan forme formidlingen.
Samtidig er flere og flere medier styret “oppefra” af kommercielle interesser, der kræver at de øger deres salgstal. Og de er stort set allesammen udstyret med et “hold kæft bolche” i form af mediestøtte - som de vil forsvare som en lænkehund forsvarer sit kødben.
Alle disse forhold medvirker i nogen grad til, at medierne spiller et spil, som gavner opdyrkelsen af en politisk elite (helte og skurke i et tragisk epos), som glemmer at stille spørgsmål ved det helt grundlæggende (systemkritik) og som ingen interesse har i, at “almindelige mennesker” får lov at bestemme selv.
Det sælger nemlig ikke aviser.
Den politiske debats demokratisering fremmes ikke på nogen måde af de traditionelle medier, tværtimod; da aviserne fandt på at de skulle omfavne de sociale medier - valgte de at invitere etablerede debattører og politikere ind og få “blogs” på deres medier. På den måde medvirkede medierne til, at sammensmeltningen af kendisser, journalister og politikere blev endnu mere markant.
Og det er endnu et problem i vores demokratiske model (som også omfatter måden information og viden spredes på) - som et borgerting ikke løser.
Tillid til “Bærmen” eller?
Angsten for at lade “bærmen” bestemme noget over én selv - er fastgroet. Og modstanden mod et “borgerting” vil blandt andet tage afsæt i dette. Forfatterne tager grundigt fat i nogle af de problemer og de er ikke bange for at “bærmen” lader sig organisere i en slags “lynch mob” stemning, hvis de får magt i form af et “Borgerting”. De refererer til Machiavelli, som var bevidst om, at når man forpligter mennesker med tillid og fx lader dem få reel indflydelse, så fordufter den ophidsede vildskab, som man oplever blandt magtesløse. Når man ser raseriet på samfundets bund - så er det en følelse der får udtryk. Og det er ikke et raseri som i særlig høj grad følger med ind i parlamentet hvor ens udsagn er forpligtende (det er også derfor jeg ikke tillægger “tonen” nogen særlig betydning og at “trusler” som oftest blot er følelsesudladning).
Sjovt nok kan forfatterne ikke helt slippe deres egen elitære indstilling. Det afslører sig blandt andet i en passage hen imod slutningen af bogen, hvor de diskuterer hvordan man vil skulle kunne stoppe, ekskludere og straffe borgertingsmedlemmer som opfører sig uciviliseret og uacceptabelt. De foreslår at der nedsættes et “etisk udvalg”, som skal kunne stoppe enkelte MBere, der fx “stiller for mange spørgsmål” og de nævner selv, at det er en sikring mod “trolls”. De tager et eksempel fra Folketinget - hvor Ellen Thrane Nørby stillede knap 700 spørgsmål til den daværende kulturminister - vedr. Et museum hendes mor sad i bestyrelsen for.
Forfatterne ser ingen problemer i - at man kan udskifte den ene udtrukne MBer med en anden - hvis “man” mener at der er et eller andet galt.
Så inden forfatterne har fået etableret deres drøm om et Borgerting - har de saboteret dets uafhængighed i deres iver for at hindre ubehagelig opførsel fra enkeltmedlemmer.
“Nogen” må kunne stoppe de uartige. Hvordan dette ikke helt automatisk skulle etablere en magtelite, som er over folket - forholder de sig ikke bevidst til.
Men er det et meget stort problem for demokratiet, at Ellen Thrane Nørby ikke var i stand til selv at skelne mellem sine familieinteresser og hendes politiske rolle? Er det virkelig nødvendigt at kunne sætte de uartige udenfor døren?
Bestyrelsesmedlemmer
Forfatterne har også et forslag om at man kan sætte samfundsrepræsentanter ind i de større virksomheders bestyrelser. Det forslag skal også sikre “folket” en indsigt i andre magtinteressers indflydelse på landets ledelse og retning. Jeg vil ikke begynde at diskutere denne del af bogen, da det åbner for en lang lang række andre spørgsmål, der også inddrager ideologiske spørgsmål på en måde der fører meget vidt.
Det er tydeligvis sådan, at forfatterne tager udgangspunkt i deres magtanalyse, som viser at toppen af erhvervslivet har en magt svarende til ca halvdelen af den samlede magt i Danmark. Er dette tilfældet - vil de naturligvis være interesserede i at tæmme den del af magteliten, også. Og forfatterne ser en løsningsmulighed ved, at etablere en form for “medlemsdemokratisk” og organisationsdemokratisk model - som skal have indflydelse i private virksomheder.
Drøm og virkelighed
Det interessante - for mig - er hvordan man i praksis vil kunne gennemføre forslagene. Her er der også meget stor forskel. Hvor man ved simpelt flertal i Folketinget - vil kunne kræve at virksomheders bestyrelser medtager nogle borgerrepræsentanter (med de måske katastrofale følger det måtte have), vil man ikke kunne etablere et egentligt magtfuldt Borgerting uden en grundlovsændring.
For mig at se er det utænkeligt - og dermed meget fantasifuldt - at forestille sig, at Folketinget skulle udskrive en folkeafsteming om ændring af grundloven, for at indføre et Borgerting, der fratager Folketinget magten.
Det er i hvert fald utænkeligt så længe Folketinget ikke er akut bevidst om en anden og værre trussel. De skal med andre ord være bange for en væbnet borgerrevolution eller lignende. Vi fik heller ikke en grundlov i sin tid, uden at kongens magt var meget svækket og uden at begivenheder i udlandet viste, at enevoldskonger kunne væltes og at de risikerede at miste alt - sågar hovedet. Uden en Fransk og Amerikansk borgerlig revolution, havde vi ikke fået den sjove halvhjertede grundlov, som Danmark trækkes med endnu - og som vi forveklser med en egentlig forfatning.
Derfor gælder det - for mig at se - om, at finde en demokratisk udviklingsmodel, der kan trække i den rigtige retning og skabe en omfordeling af magt, som for det første meget vanskeligt kan hindres med lovgivning og for det andet umiddelbart og i hvert eneste trin fremad, vil blive opfattet som en fordel for borgerne selv, af borgerne selv.
Det er derfor mine tanker i højere grad går på “magtafløsning” i form af en gradvis og systematisk afløsning - hvor borgerne selv etablerer frivillige løsninger på problemer, som vi hidtil har set det som “velfærdsstatens” opgave at løse gennem beskatning og offentlige projekter.
Og det er derfor jeg mener det vigtigste man kan gøre for at frelse demokratiet er, at hindre offentligt projektmageri med “bycykler” og “morgenvækning” og “jordbærbede” og den slags.
Og det er derfor jeg mener, at det største håb for folkestyret er, at folket tager magten (tilbage).
Det folket skal tage tilbage - er magten over kommunikation, aftaler, dokumentation og penge. Måden det skal gøres på er gennem blockchain teknologi. Det skal gøres efter en “open source” model, hvor vi etablerer helt frivillige - men forpligtende - fællesskaber, midt i den altomklamrende “velfærdsstat”. Og problemet er først og fremmest, at få energi til samtidig at eksistere i denne “velfærdsstat” med dens krav om slaveri i trædemøllen og skattebetaling til oppustede bureaukratiske systemer og at etablere andre systemer, der kan afløse (dele af) velfærdsstatens “tilbud” om socialsystem, sundhedssystem, kultursystem m.m.m.
Men det er en helt anden historie.
Hvis man får gang i sådan en revolutionerende tendens, så den bliver lagt mærke til af statens lakajer, så vil de på et tidspunkt føle sig truet nok til at tillade indførelse af et Borgerting, for at kunne bevare deres bureaukratiske karriere-system og dermed deres arbejdspladser og deres vanetænkning. De vil vide - men ikke indrømme - at deres magt svinder og deres relevans forsvinder. Men ligesom med fagforeningerne, der mistede magt og relevans igennem de sidste 40 år af det 20. Århundrede, vil de sige “bare det holder min tid ud”.
På den måde vil et Borgerting være et tegn på en forandring - mere end et redskab til forandring.
“Tæm Eliten” er en tankevækkende bog - som kan igangsætte og puffe videre på ens egne tanker om hvordan vi skal indrette vore samfund, hvis man har sådanne tanker. Det er glimrende med noget inspiration og nogle bud på fremtiden. Og et Borgerting kan bestemt også spille en positiv rolle i min vision for et fremtidigt samfund, omend det nok vil være midlertidigt.
På den måde kan jeg anbefale bogen.
Men hvis fremtiden skal tilhøre borgeren - så skal der meget mere til. Og det skal være meget mere orienteret imod individets frivillige valg af fællesskaber. Teknologien er ved at være på plads. Nu mangler vi blot, at mennesker forstår - hvor meget vi faktisk selv ville kunne bestemme, hvis vi turde. Og at det ikke er egoistisk at være individualist. Det er blot et valg af, at vi tør lade den enkelte selv vælge hvem og hvordan og hvor meget - hun eller han vil være sammen med andre om at løse livets problemer.
De problemstillinger adresserer Tæm Eliten ikke. Og fordi den hænger fast i tvangsfællesskabets vanetænkning - kommer den heller ikke særlig langt i sin nytænkning af demokratiet.
Jeg er blevet bedt om at give den stjerner. Jeg fik den læst, så det er mindst to stjerner.
Den fik mig til at tænke, så det er en stjerne mere. Den kom ikke med en løsning der var overbevisende, så det er hverken fem eller seks stjerner.
Jeg giver den fire ud af seks stjerner: Værd at læse - men ikke revolutionerende.