Gå til hovedindhold

Tilfældet Sverige

Indsendt af Lennart

Det er virkelig skræmmende og fascinerende på en gang med Sverige.

Landet har meget alvorlige problemer grundet en hovedløs og helt igennem forfejlet asyl- og indvandringspolitik.

For nylig kunne landets sikkerhedspoliti således berette at tusindvis af voldelige islamister bor side om side med svenskerne i landet.

Dette problem burde have hele det politiske systems opmærksomhed!

Her ligger jo en helt konkret opgave at løse. Et massivt og meget alvorligt problem, som truer stabiliteten i landet på både kortere og længere sigt. Vi taler bogstaveligt talt om nationens sikkerhed og på sigt endda overlevelse.

Der er massive problemer med integration, parallelsamfund og vold i Sverige.

Men alligevel beskæftiger den herskende klasse i Sverige sig igen og igen med underlige og ubetydelige sager!

Især sager som har noget med køn at gøre virker til at optage den herskende klasses hoveder i en grad så det må undre enhver udenforstående iagttager af landet.

For nylig oprettede systemet i Sverige således en særlig hotline, som kvinder kunne ringe ind til, hvis de havde fået forklaret noget af en mand på hvad de eventuelt opfattede som en nedladende måde.

Man indførte simpelthen en nødlinje for kvinder som var "ofre for mansplaining".

Du har sikkert også hørt om alle de ressourcer og al den tid man bruger på at gennemgå og censurere gamle bøger og tegneserier for politisk ukorrekte fremstillinger af køn og race.

Eller om de gymnasier som bruger skatteydernes penge på at sende hele klasser ind at se teater, der glorificerer mandehaderen Valerie Solanas som åbenbart for svenskerne står som en sand heltinde.

Og nu i dag kan Ekstra Bladet berette om en skandale under opsejling, fordi noget skolemad i Stockholm åbenbart ikke er kønsneutralt nok.

Så er det jeg spørger:

Er der en psykologisk mekanisme, der slår over i trivialiteter når de virkelig problemer vokser en over hovedet?

Det ser i hvert fald ud til at være sket for den herskende klasse i Sverige.

Er der en form for massepsykose på spil, når man hele tiden beskæftiger sig med relativt ubetydelige forhold?

Slipper man så for et se de egentlige problemer i øjnene

Hvad mener du?