Anders Dybdal (red.): Socialdemokratiske tænkere
Informations Forlag, 2014, 327 s.
Nærværende bog virker som et forsøg på en ideologisk vækkelse af Socialdemokraterne, nu dette pt. regeringsbærende parti skraber bunden i meningsmålingerne - en udvikling, der har stået på i flere år, hvor det ene valgnederlag har afløst det andet, selv om der blev skiftet leder og politisk kurs undervejs i håb om at vinde det tabte terræn tilbage. Disse kursskift har udviklet sig til en veritabel slingrekurs, der i de senere uger resulterede i en del uro i baglandet og internt i partiapparatet. Statsministeren forsøgte at træde i karakter og udadtil give indtrykket af, at man atter for ved hvilken gang er på rette vej. Men er Socialdemokraterne det, og er man overhovedet i besiddelse af de fornødne visioner til at fremtidssikre den socialdemokratiske bevægelse?
Disse og mange andre spørgsmål luftes i Socialdemokratiske tænkere, der består af tre hoveddele, 15 kapitler plus en perspektiverende indledning og et idekritisk efterskrift. Indholdet er skrevet af danske, svenske og norske forskere samt politiske eksperter, hvoraf de fleste har stærke interesser i, at Socialdemokraterne i Danmark og de socialdemokratiske partier generelt i Europa atter finder fodfæste i det politiske landskab. Det farver en stor del af denne antologi, hvilket både er en styrke og svaghed. Bogen gør en del ud af at beskrive socialdemokratismen som en mere praktiskorienteret ideologi frem for den teoretiskfarvede begrebsdannelse, der har præget eksempelvis marxismen og liberalismen på godt og ondt. Det giver bestemt god mening, og at socialdemokratismen har haft stor indflydelse på vores land i det forrige århundrede, vil næppe mange bestride.
I første hoveddel ´Rødderne´, der dækker perioden fra 1871 til 1924, bliver historieprofessor Claus Bryld noget tung og lang i spyttet i kapitlet om Karl Marx og Friedrich Engels, hvis ideer og syn på den materialistiske historie, arbejderklassens magtovertagelse gennem revolution og kapitalismens snarlige undergang for de fleste virker musealt og meget lidt vedkommende i vores moderne liv med vægt på fokusgrupper, personfiksering, enkeltsager og social ingeniørkunst. De øvrige kapitler i første del lider delvist af samme problem og løfter sig ikke helt op over de teoretiske tågedannelser af marxistisk karakter, selv om der gøres ihærdige forsøg på at perspektivere stoffet i forhold til nutiden.
Bedre går det formidlingsmæssigt i anden del ´Storhedstiden´ (1924-73). Især formår professor i socialpolitik og velfærdshistorie, Jørn Henrik Petersen, at levendegøre den store reformator K.K. Steinckes tanker, så de får relevans set i lyset af dagens klientgørende socialstat. Steincke, der stod bag 1930´ernes skift fra almisseudbetalinger til fokus på modtagerens rettigheder og pligter ved tildeling af hjælp fra de offentlige kasser, ville sikkert rotere i sin grav, havde han været vidne til dagens kontrolrytteri og given køb på den enkeltes retssikkerhed i systemet. Steincke er faktisk værd at genlæse. Denne anbefaling er hermed giver videre til Mette Frederiksen og andre. Også Lars Andersens redegørelse for John Maynard Keynes økonomiske teser omkring finanspolitik og delvis regulering af de frie markedskræfter er læseværdig ud fra en almenoplysende betragtning.
Dog løber den svenske forsker Yvonne Hirdmanns begejstring for Alva og Gunnar Myrdals sociale ingeniørkunst noget af med hende – her er den kritiske sans temmelig fraværende uden refleksioner over, at den sociale ingeniørkunsts trang til adfærds- og værdiregulering af befolkningen i værste fald kunne tendere i retning af totalitær ensretning. I sidste del ´Nye tider´ (1973 og frem) stifter læseren bekendtskab med moderne politiske tænkere som sociologen Antony Giddens, økonomen Joseph Stiglitz og den socialdemokratiske borgeraktivist Maurice Glasman. Fagfællen Henrik Dahl tager sig kyndigt af Giddens ideer om Den Tredje Vej baseret på verdenen, som den tegner sig her og nu, frem for at rode for meget mellem fortiden og ren ønsketænkning. Giddens betegnes som en akademisk rockstjerne og har været rådgiver for Tony Blairs New Labour og dermed haft afgørende indflydelse på udformningen af et velfærdssamfund, der skulle se borgeren som et investeringsobjekt, der gav noget tilbage igen til fællesskabet i stedet for kun at være en passiv modtager.
Giddens er forankret i den radikale midte, der er skeptisk overfor både den socialistiske kollektivisme og den rendyrkede liberalisme med vægt på det enkelte individs frihed og råderum. Som Giddens har også Stiglitz opnået celebritet som en af vor tids mest indflydelsesrige tænkere, men sidstnævnte bekender sig dog til en mere klassisk og socialistisk lighedsfilosofi – markedskræfterne skal tøjles af en stærk stat, der regulerer deres stræben efter profit, så det hele ikke koger over. Også det danske socialdemokrati har igennem en del årtier set staten som en positiv størrelse, der fører fordelingspolitik gennem velfærdsstatens udbud af sociale goder, mens der samtidig holdes øje med erhvervslivet og finanssektorens aktiviteter i bestræbelserne på at skabe balance mellem polerne.
Jens Jonatan Steen, medstifter af og analysechef hos tænketanken Cevea, der har klare forbindelseslinjer til Socialdemokraterne, vurderer, at britiske Glasman bliver en vigtigt fremtidig skikkelse i den europæiske socialdemokratiske bevægelse. Glasmans udgangspunkt er, at mange socialdemokrater hænger fast i, at staten klarer alt. Den politiske beslutningsproces skal rykke langt tættere på borgerne ude i civilsamfundet – der skal således arbejdes for det fælles bedste med nære relationer mellem borgerinitierede grupper, som bør opnå betydeliglig større medindflydelse, så hverken staten eller markedet ender med at tilrane sig for meget magt på demokratiets bekostning.
Bogens redaktør og bidragsyder til et enkelt kapitel, Anders Dybdal (forh. konsulent for Mogens Lykketoft), står for indledningen og efterskriftet, der analyserer Socialdemokraternes situation under statsminister og partiformand Helle Thorning Schmidt. Dybdal lægger ikke fingre imellem i sin kritik af regeringspartiet, der efter hans opfattelse lader sig diktere af ´nødvendighedens politik´ bestående af besparelser og reformer, der gør ondt på en del af kernevælgerne.
Socialdemokraterne skal koncentrere sig om og finde tilbage til deres udgangspunkt og tilpasse den vor tid, hvis fordoms styrke skal genetableres – folk føler sig svigtet af den indlagte slingrekurs, og at de lovede forandringer ikke blev indfriet. For dem er vælgerbedraget åbenlyst, og det kan ende med at blive Socialdemokraternes store akilleshæl: Manglen på troværdighed, folkelig forankring og bæredygtige visioner for fremtiden.
Om Socialdemokratiske tænkere ændrer på den situation og det hængdynd, man befinder sig i, vil kun den kommende tid vise. Men nu er bolden da givet op til fremtidige diskussioner om, hvor socialdemokratismen som ideologi bør bevæge sig hen – spørgsmålet, der hænger i luften, er blot, om nogen har tænkt sig at gribe bolden.