I en analyse på Kvinfo's webmagasin lagde kønsforsker Christian Groes op til at accept og udførelse af overgreb og sexchikane rettet mod kvinder var knyttet til en "nostalgisk maskulinintet".
Men i en konfrontation erkender han over for Folkets Avis at sexchikane og overgreb lige så godt kan være udløbere af en "hippie-kultur" og den seksuelle frigørelse, hvor traditionelle grænser blev nedbrudt.
Metoo-kampagnen har fyldt meget i medierne den seneste tid. Rigtigt meget. Og reaktionerne på den har været mangfoldige. Og vi er sikkert slet ikke færdige med metoo endnu, omend kampagnen nok har toppet i denne omgang.
Kampagner med så stor gennemslagskraft skal naturligvis kunne debatteres åbent og der skal være plads til kritik og nuancering uden at man mistænkeliggør folk alene, fordi de ikke uden forbehold underlægger sig hele kampagnens forløb og udfoldelse.
Desværre offentliggjorde Kvinfo en analyse hvor kønsforsker Christian Groes fik draget nogle måske lidt for vidtrækkende konklusioner.
Om mænd der forholder sig skeptisk til metoo kampagnen kunne man læse, at Christian Groes:
"påpeger, at disse mænd, ligesom solkongerne, har haft mulighed for at slippe afsted med at sige og gøre forskellige ting imod kvinder, om end i mindre skala."
Her mere end antydes det, at mænd som kritiserer metoo kampagnen, nok selv er af den type som udsætter kvinder for overgreb. Også andre steder i analysen gives der udtryk for den opfattelse. Blandt andet her:
"I første omgang fordi vi faktisk ser, at en del mænd er klar til at omfavne nye former for maskulinitet. Maskuliniteter, som kan være kendetegnet ved en større grad af respekt for kvinder, som finder plads til en omsorgsfuld mande- eller faderrolle uden at være patroniserende, og som er klar til at gå op imod overgrebskulturen i et eller andet omfang. Men i forbindelse med #MeToo-kampagnen ser vi så også mænd, som slet ikke er klar til at omfavne disse nye maskuliniteter. Altså heller ikke, når de bliver konfronteret med de mange historier om overgreb og sexchikane."
Igen en temmelig forsimplet opdeling af mænd i to grupper, hvor gruppen som ubetinget støtter op om kampagnen - de her benævnte "nye maskuliniteter" - beskrives som nogen der respekterer kvinder – og dem som er skeptiske som nogen der ikke gør. De skeptiske mænd benævnes som nogen der har en "nostalgisk maskulinitet".
Men har kønsforsker Christian Groes noget at bygge denne binære stereotypisering af mænd på?
Folkets Avis ringede for at konfrontere forskeren, som tog pænt imod invitationen til at forsvare sin analyse. Billedet blev hurtigt nuanceret en hel del. Læs med:
Lennart Kiil: Har du noget bevis for at de mennesker som er skeptiske over for metoo kampagnen også er dem som rent faktisk udfører de her overgreb?
Christian Groes: Nej, det har jeg bestemt ikke! Jeg håber da ikke at det fremstår som om at det er folk som er skeptisk over for kampagnen som begår overgreb.
Lennart Kiil: Jamen, jeg er glad for at få det på det rene.
Christian Groes: Så skal jeg lige læse det igen. Der kan muligvis være rimelige grunde til at kritisere kampagnen på alle mulige måder. Peter Aalbæks kritik er jo en form, og så er der alle mulige andre former for kritikker som betyder alt muligt forskelligt. Det er en bestemt type af kritik, jeg langer ud efter her.
Lennart Kiil: Så du kan måske medgive at der er gode ting og dårlige ting at sige om metoo kampagnen?
Christian Groes: Ja, selvfølgelig.
Lennart Kiil: Men jeg vil gerne lige vende tilbage til hvem det er der udfører de her overgreb i praksis, og hvem der oplever dem. Der var en undersøgelse for nylig der viste at venstreorienterede kvinder oftere oplever at blive chikaneret end højreorienterede.
Christian Groes: Jeg tror ikke det har noget som helst at gøre med højreorienteret eller venstreorienteret. Se bare på Peter Aalbæk eller Frank Jensen som har været grænseoverskridende de seneste par år, ikke?
Lennart Kiil: Frygter du ikke at mange af de mænd som går ud og skriver "fremragende" eller "glimrende" og bakker ubetinget op om metoo kampagnen bare påtager sig en falsk "ny maskulinitet" – og at deres solidaritet i virkeligheden ikke stikker ret dybt?
Christian Groes: Jo, det kunne godt være. Det er jo virkelig svært at sige, når det kommer til stykket i praksis. Det er det her gode gamle misforhold mellem hvad folk de siger og hvad de gør. Men der er også mulighed for at kampagnen rent faktisk rykker ved et eller andet.
Lennart Kiil: Jeg hæfter mig bare ved at man kan se den her type adfærd udbredt i Hollywood som jo ikke er kendt for i en amerikansk sammenhæng at tilhøre det konservative segment, og herhjemme har du et parti som Alternativet, hvor der nu har været nogle sager fremme. Det er jo progressive miljøer!
Lennart Kiil fortsætter: Kunne man ikke lige så godt forestille sig at den her "overgrebskultur", du taler om i analysen hos Kvinfo, kommer ud af den seksuelle frigørelse fra '68 end af en gammeldags "nostalgisk maskulinintet"?
Christian Groes: Det kunne man sagtens gøre. Man kan sagtens forestille sig at den seksuelle frigørelse gør at nogle af de gamle grænser brydes ned og at ideen om nogenlunde orden den bliver mere mudret. Ligesom man så ser i de kreative grænser hvor skellet mellem privat og offentlige flyder fuldstændig sammen. Som det for eksempel har gjort hos Zentropa – eller andre steder. Det er mere sådan en hippie-kultur som også kan være problematisk, fordi den lader alting flyde. Der er ikke nogen orden, der er ikke nogen regler for hvad man kan og ikke kan – eller hvornår man kan og hvornår man ikke kan. 68'ernes ideal var vel at nedbryde de gamle grænser.