Gå til hovedindhold

Besked fra en læser: "Jeg tror det ender med at du skriver dig selv ihjel"

Af Lennart

En gang imellem får jeg en mail eller besked, som jeg lige skal tygge lidt på, før jeg kan svare.

En sådan besked fik jeg for et par dage siden.

Beskeden var i alt på blot tre afsnit. Endda tre ret korte afsnit.

Der var lidt kritik af emnevalget på Folkets Avis. Og lidt kritik af de mange opfordringer til at læserne bliver abonnenter.

Og så var der en kritik af, at der manglede skribenter – ud over undertegnede.

Kritikken gik altså på, at jeg fyldte for meget og andre fyldte for lidt.

At jeg skrev for meget.

Jeg tror det ender med at du skriver dig selv ihjel

sluttede beskeden ret ildevarslende.

Så galt tror jeg nu ikke, det går. Men det er da rigtigt, at det ville klæde Folkets Avis om flere andre bidrog med indhold. Endnu flere andre, for der er faktisk en del.

Flere skribenter. Flere debattører. Blev der sagt.

Det har jeg intet problem med. Faktisk ønsker jeg, at flere bidrager.

Og Folkets Avis er en god avis, hvis man gerne vil have sit budskab ud. Laver man et godt indlæg, kan man sagtens opleve at det vil blive læst af rigtigt mange tusinde mennesker.

Og - i modsætning til hvad tilfældet er på flere og flere af de etablerede medier - så kunne jeg ikke drømme om at gemme dit indlæg væk bag en betalingsmur.

Hvis du skriver på Folkets Avis, så går jeg ud fra, at du ønsker at dit budskab skal nå så mange som muligt.

Og hvor ellers kommer dit indlæg øverst på forsiden?

På Folkets Avis bliver debattører behandlet lige så godt som journalister.

I den kommende tid vil jeg forsøge at få tilknyttet flere mennesker - både som skribenter og som abonnenter på Folkets Avis.

Tak fordi du læste med.

Og tak for bekymringen for mit helbred, kære læser :)

Lennart Kiil er stifter af FOLKETS og redaktør på Folkets Avis. Han mener godt man kan oplyse og underholde på samme tid.