Der er en underlig tendens i tiden til at blande alting sammen.
Og det er et skidt tegn.
For evnen til at sondre, evnen til at skelne, evnen til at sortere, evnen til at adskille – den evne er helt fundamental for et velfungerende samfund.
I dag ser vi Facebook og Youtube censurere vilkårligt. Skidt og kanel bliver blandet sammen i een stor pærevælling og lukket ude - censureret bort. En tabel fra Danmarks Statistik eller en velargumenteret kritik af udlændingepolitikken bliver bortcensureret på lige fod med trusler om vold og ægte racistisk eller sexistisk hadtale.
Vi ser det også inden for de store feministiske kampagner imod mænd, hvor man - mere eller mindre bevidst - søger at ophæve ethvert skel mellem anmassende flirteri og decideret voldtægt. Så bliver en hånd på låret pludselig lagt i samme kategori som et seksuelt overgreb af værste kaliber.
Jeg forstår sådan set godt hvorfor man rent taktisk forsøger at inkludere så meget adfærd som muligt i kategorien sexovergreb, for da kan man skabe en opfattelse af at almindelige mænd i enormt omfang krænker almindelige kvinder. Men i sidste ende tror jeg hverken kvinder eller mænd har gavn af at man blander tingene sammen på den måde.
Måske er det ikke så overraskende at sondringerne er under beskydning i den vestlige civilisation. For med relativismen og postmodernismen blev ideerne om op og ned og godt og ondt sat under kraftigt pres. Man ville af med hierarkierne. Nu skulle det ikke hedde en 'læge' og en 'patient', men blot to mennesker som sad over for hinanden.
Det, som mange nu erkender, er blot at når man undergraver evnen til at skelne - eller når man helt nægter at sortere, så bliver tingene faktisk ikke mere nuancerede og for så vidt heller ikke mere "lige".
I stedet bliver tingene meget sort-hvide!
Alt efter ens standpunkt er noget så enten godt eller skidt, mens den gyldne mellemvej er forsvundet for alt for mange.
Den fælles fornuft er væk, kunne man sige.
Og her kommer identitetspolitikken så ind. Den er endnu et forfaldstegn.
Og når man ikke længere har objektive kriterier for hvad der udgør god, neutral og dårlig adfærd, så bliver det gode og det dårlige noget man tillægger andre på baggrund af deres tilhørsforhold eller holdninger i stedet for deres handlinger og adfærd.
Således har hvide mænd længe i feministernes øjne været suspekte. Simpelthen fordi de har været hvide og fordi de har været mænd.
Så har man ikke givet dem meget "benefit of the doubt", men snarere tværtom tolket enhver handling fra hvide mænds side som udtryk for de onde hensigter man tillægger denne gruppe af mennesker.
Og således kan såkaldte "anti-fascister" i dag forhindre paneldebatter og undervisning med henvisning til at en eller to i panelet ikke har de rette holdninger eller tilhørsforhold.
På sin vis er sexismen og racismen tilbage i fuld flor. Men paradoksalt nok mest udtalt blandt en stor del af de mennesker, som gør en stor sag ud af at fortælle hvor meget de netop er imod sexismen og racismen.
Som reaktion på denne tendens, som har varet knapt et halvt århundrede nu, er der i USA opstået en ny politisk bevægelse som stadig ikke er ret stor. Alt right.
Alt right er udtryk for at mange hvide mænd nu lige som mange andre politisk aktive grupperinger har opgivet det fælles samundsmæssige projekt som er baseret på objektive kriterier for adfærd, individualisme og retsstatsprincippet og nu i stedet kæmper for deres egne interesser på gruppeplan.
Et forståeligt modtræk, men igen - ingen løsning på længere sigt. Det vil blot accellere vestens forfald yderligere.
Herhjemme må man heller ikke længere sige at det er bedre at tjene sine egne penge end at ligge andre til last via overførsler. Det er et andet eksempel på at man bevidst søger at nedbryde en opbyggelig forståelse af tingenes rette sammenhæng.
En naturlig skelnen søges undergravet.
Men man bør netop skelne her. Dog ikke på den måde at man anser dem som ikke kan forsørge sig selv som dårligere mennesker. Det handler i stedet om de overordnede principper.
Når man først erkender at det er bedre for den enkelte familie og samfundet som helhed når familier er i stand til at klare sig selv end når familier ikke er - en skelnen mellem to måder at leve på - så må ambitionen være at indrette tingene så så mange familier som muligt netop får muligheden for at klare sig selv.
Evnen til at erkende og insistere på de rette sondringer er central.
Og i det hele taget er den naturlige sortering, som markedet faktisk formår, sat helt ud af kraft, når et utal af medier uanset kvalitet og nytte holdes kunstigt i live gennem massive støtteordninger. Penge som staten har taget for produktive mennesker andre steder uden at spørge om lov.
Når både markedsmekanismer og objektive kriterier for skelnen mellem skidt og kanel erstattes med et politisk-bureaukratisk projekt dikteret af medieverdens modeluner og de identitetspolitiske bevægelser i vælgermassen, så ved man at tingene er meget ringere end de kunne være.
I forhold til indvandring er sortering og skelnen også af overordentlig stor betydning for vores civilisations fremtid. Ideelt set kunne man altid skelne på individ-niveau, og så tillade de mennesker som i fremtiden ville blive et plus for samfundet. Men da vi endnu ikke har evnen til at se ind i fremtiden, må vi i stedet forlade os på det statistiske materiale, når vi skelner mellem lande vi ønsker indvandring fra og lande vi ikke gør.
Når det i dag er fredelige skolepiger som bliver udvist af Danmark, mens hærdede udenlandske kriminelle igen og igen får lov at blive, så er det fundamentalt set udtryk for at evnen til at skelne fornuftigt og retfærdigt er blevet ødelagt.
Al overlevelse er baseret på evnen til at skelne. Og det er vedligeholdelse af en civilisation i forfald også.
Vi kan ikke forlade os på hvad der føles godt, vi må se på hvad der virker i praksis over tid - og under hvilke forhold.
Vi skal have den sunde fornuft og nuancerne tilbage.
Evnen til at skelne og modet til at gøre det.
Og så skal vi passe på med de falske sondringer som magthaverne benytter sig af for at undgå at blivet stillet til ansvar. Men det vender vi tilbage til i næste afsnit.
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.