Primære faneblade

Stalin som ung. Public domain.
Stalin som ung. Public domain.

Uddrag fra min bog "Problemet med de intellektuelle" fra 1998.

Her let redigeret af Folkets Avis:

Den visionære politiker

Den første type er den visionære. Han volder umådelig skade. Skikkelsen udgør den farligste blandt de stygge. Visionsmageren styrer efter en forestilling om det gode samfund. Han har syner om den ideelle fremtid og det på alles vegne. Den Visionære politiker opererer med utopier, modeller, programmer og handlingsplaner. I nuet må folket lide afsavn. Belønningen indfinder sig på et senere tidspunkt. Først må de reaktionære kræfter overvindes.

Mageren med de store syner vil noget med andres liv. Indivi­duel stræben ødelægger planen. Hver og en må trække på samme hammel. Fælles mål forudsætter samarbejde, enhed og solidaritet. Formgiveren af det gode samfund kan naturligvis ikke tolerere selviskhed. Som social ingeniør må han i sådanne situationer udvise hårdhed. Målet retfærdiggør midlerne. Kampagner, lovstyring og straftrusler over for genstridige elementer forekommer rimeligt. Frygt må der til. Frygt fremmer frelsen.

Projektmageren i politik afskyr frimarkedet som pesten. Markedskræfterne er summen af frie menneskers frie valg. Mod en sådan utålelig individualisrne sættes embedskræfterne ind.

Hvad har man politi og domstole til? Planen fra oven kræver disciplin og kollektiv målrettethed. Fornyelsesretten tilhører den politiske verden. Bygningen bliver aldrig færdig, hvis ikke arbejdet koordineres.

Den politiske formgiver afskaffer forskellighedens samfund. Visionens mester forvandler et åbent samfund til en formålsstat. Der styres med et mål for øje, efter en plan. Zusammenmarchieren, råber visionæren.

Formålsstaten beslaglægger folks frihed. Den gør borgerne til pilgrimme. Mod et bestemt sted skal der valfartes. Folket må vandre som brødre, søstre og kammerater mod lyset forude. Der er ikke råd til frihed. Formålsstaten kræver fælles tramp og lige rækker.

Anskuet i det historiske perspektiv har den visionære politiker ødelagt meget. Lenin, Stalin, Hitler, Mao Zedong og Pol Pot var visionære politikere. De ville noget med deres magt, de ville noget med samfundet. Visionen indfries aldrig. Den ender i ondskab og død.

Nævnte visionære politikere hører til i den grove ende af skalaen. I moderne parlamenter findes typen imidlertid også. Dog når parlamentarismens sociale ingeniører knap så vidt. Alligevel udvirker de betydelig fortræd. Visionære politikere burde slet ikke findes. Et demokratisk samfund har nok fælles regler, men aldrig et fælles mål. Frie forfatninger taler ikke om en kollektiv stræben. De peger på den personlige frihed, at det enkelte menneske har ret til at sætte sine egne mål.

Visionsmagere er udemokratiske. Ikke desto mindre fylder de op ved bordene, hvor beslutninger på andres vegne træffes. Ikke mindst foran kameraerne får ambitionerne frit løb. Blot skal man huske, at stædige skridt imod den lyse fremtid med tiden fører til onde forhold. Under alle omstændigheder prøves der på at sætte den politiske aktivisme på yderligere omdrejninger. I vore dage skal man i særlig grad vogte sig for de europæiske arkitekten Unioner dannes med et formål for øje.

Den resultatsøgende politiker

Den resultatsøgende politiker udgør grundtype nummer to. Hos denne politiker er armsvingene ikke nær så store. Han benytter sig sjældent af ideologiske slagord. Fraser og fede syner interesserer ham meget lidt. Den resultatsøgende politiker stiler mod praktiske løsninger. Med krum hals går han løs på foreliggende sager. Hele tiden finder og opfinder han problemer. Resultatmageren har travlt. Ustandselig er der noget at tage fat på. Den daglige problembehandler sætter spor ved spot af sit virke.

Politikere med den forfængelighed volder mere skade end det almindeligvis antages. Den praktiske stræber politiserer alt og alle. Politikfrie zoner overdænges med regler og forordninger. Det civile samfund indsnævres. Politik gøres til løsningen på ethvert problem. Det enkelte menneske berøves dømmekraften, selvbestemmelsesretten og det personlige ansvar. Politikmageren overtager fornyelsesretten. Staten udvider sine grænser. Aktivismen får virksomhedernes dispositionsfrihed til at smuldre. Ejendomsretten undergraves. Politik gøres stærkere end økonomi. Den autoritære vej er betrådt.

Den resultatsøgende politiker går de intellektuelles ærinde. Glem ikke at politik formidler de bogkyndiges interesser. Læreanstalternes afsætningsproblem overvindes. Resultatimageriets udfald privilegerer aristokratiet. Også den facitorienterede politiker er underlagt magtens realiteter. Staten sættes til at løse de fundne knuder. Polikraterne erobrer scenen. Stillingsbesættelserne i statsvæsnet vokser.

Godhedspolitikeren

Godhedspolitikeren udgør den tredje kraft blandt de onde. Munden på denne mager strømmer over med hjælpeprogrammer, og der viftes hele tiden med pengepungen.

Typen er rejsende i moralske slagord. Godheden synes nærmest endeløs, forargelsen over andres skurkagtighed også. Egen ædelhed og omverdenens egoisme understreges ved enhver lejlighed. Godhedspolitikeren renvasker sig selv og pudser karrieremaskinen. Men også boglige spidsborgere får samvittigheden renset. Overklassen skal helst vide sig bedre end andre. Skyldfølelse hæmmer udbytningen.

Godhedspolitikeren bestikker sig frem. Stærke grupper evner at true karrieren og partiet. Veluddannede hylekor er farlige. Den sociale frasemager køber sig til fred. Pengene lukker runden på kritikere. Først røver den gode pengene; dernæst smører ban sig frem; det hele ender i styring. Stjæle, bestikke og styre, heri består godheden. Politikeren med moralen på tungen ved, at skatteyderne udgør en diffus gruppe, og at de ikke er organiseret. At beslaglægge producenternes ressourcer går forholdsvis smertefrit.

De sociale intellektuelle forlanger klienter og institutioner. Det får de. Moralisten i politik gør især noget for de svage. Skrøbelige synes næsten alle at være. Børnefamilier, ældre og enlige defineres som hjælpetrængende. Også i restgrupperne findes der megen svaghed. Og hvad er der så tilbage? Kultur­paverne kræver penge. Det får de. Forskerne råber på bevillinger. Det får de. Læreanstalterne begærer kroner. Det får de.

Men også producenterne lokkes i fælden. Pengepungen stryges under næsen. Maddingen virker bedøvende. Du kan lige godt tage imod kronerne; eller får naboen dem! Korrumper og hersk! Godhedspolitikeren kender psykologien på dette punkt. Fristelsen underminerer den personlige stolthed. Gavens pris er artighed. Frihedstrangen rystes. Oprørsånden fuser ud som luften af et gennemslidt dæk.

Over for landets materielle værdiskabere formår godhedspo­litikeren både at hjælpe og at rane. Støtte ydes indtil ofrene er gjort afhængige af nådigherrerne. Lidt efter rykker skatte­væsnet ud med ekstra krav. Der tages overordentligt meget mere, end der gives. Hvor skulle pengene ellers komme fra til samfundets overbygning?

Til syvende og sidst drejer det sig om at overflytte kapital fra det producerende lag til det vegeterende. Intellektualmagten er ikke nogen produktiv magt. Uafladelig må der transporteres materielle ressourcer fra den fysiske sektor til den immaterielle sfære. De legemligt arbejdende tvinges til at finansiere de åndeligt syslende. Godhedspolitikeren er god til at formidle penge fra de ydende til de nydende. Moralske fraser pacificerer de udbyttede. Protestanter udstilles som kolde og kyniske. Godhedspolitikeren er en udbytter af de fiffige.

Politikmagere frygter frie borgere. Det uafhængige menneske tolererer ikke herrementalitet. Således gælder det om at frustrere individets glæde ved at være sig selv og klare sig selv. Politiske aktivister foretrækker lydige borgere frem for frie borgere. Den hjulpne er ufri. Når liv og virksomhed ikke kan opretholdes uden vedvarende hjæ1p, så er løkken strammet. Men ufriheden indtræder allerede ved det første bidrag. Manden med pengepungen træder op på et højere trin. Han griner.

Sælgeren i godhed er virkelig ond. Han binder folk med støtteordninger og gratisydelser. Godhedspolitikeren er ikke bare rejsende i undertrykkelse og udbytning, men også i slavementalitet.

Den visionære politiker, den resultatsøgende mager og godhedspolitikeren fordærver samfundet. Folkefjender kan de uden forbehold kaldes, Mere politik, mindre selvbestemmelse, det er frugten af deres indsats. Staten æder sig ind på den private verden. Folkevalgte eller ej, de tre politikertyper er antidemokratiske.


Politikere er den producerende befolknings sociale modstandere. Ikke desto mindre findes der to gode.

Den passive politiker

Den fjerde type er den passive politiker, som udgør den ene af de to "gode". Han forholder sig i ro og skader ingen. Folk finder ud af tingene selv, giver han til kende. Politiske indgreb forstyrrer naturlovene i næring og økonomi. Som parlamentariker holder han sig fri af det konstruktive. Der trykkes på nej knappen. Resten af tiden går med at spille kort.

En ophidset tv-journalist med mikrofon og kamera kommer farende. Kortspilleren forelægges en stribe af uløste samfundsproblemer. I løbet af dagen har tv-holdet opstøvet en hoben lidelser. Journalister kan ikke få nok af politik og hjælpeprogrammer. Skal der ikke gribes ind? Den passive politiker sæn­ker kortene en smule og peger på tv-sjakalen. Undlad at gøre noget, og du har gjort et underværk!

Kortspilleren er frihedsorienteret. Han tager de personlige frihedsrettigheder alvorligt. Dømmekraften tilhører menneskene på torvet. Midt i markedet bør fornyelsesretten stråle. Belægges et område med politik, må borgerne inden for området ikke selv træffe beslutninger. Politik opløser selvbestemmelsesretten. Politik er i sit væsen kriminaliserende. Just det ved den uvirksomme politiker. Med den løn, som politikmagerne tildeler sig selv, bør man også kunne forlange, at de ingenting bestiller.

Den destruktive politiker

Den passive politiker er god, men politikertype fem - den destruktive figur - er bedre. I perioder, hvor politisk aktivisme hærger samfundet, ventes hans komme med længsel. Den destruktive politiker er aktiv på en nedbrydende måde. Hele tiden forsøger han at fortrænge staten. Han virker i afpolitiseringens tjeneste. Det civile samfund betragtes som det anstændige samfund. Politik derimod repræsenterer råhed og bedrag, undertrykkelse og udbytning. Således drejer det sig om at afpolitisere tingene, afpolitisere og igen afpolitisere. Politik er ikke løsningen på et problem, men selve problemet.

I den lovgivende forsamling stemmes der ikke bare nej. Den destruktive politiker optræder som cirkulæredræber. Energisk jagtes handlingsplaner og direktiver. Nye tiltag saboteres. Det drejer sig om at kuldkaste så meget politik som muligt. Han er benspænder. Den destruktive politiker spænder ben for den visionære politiker, den resultatsøgende og godhedspolitikeren. Partikammeraterne går det også ud over. Der udvises ingen loyalitet over for karrieremagere i egne rækker.

Den destruktive politiker bryder partiets uskrevne regel. Han vil ikke agere som hjælperytter for holdkaptajnen. Selv bliver han aldrig stjerne og vil det ej heller. Den første sætning i partilokalet og fra talestolen i lovsalen og foran tv-kameraet lyder: “Jeg skal ikke gøre karriere. Spar tommelskruerne. Jeg skal ikke være minister. Skån stemmebåndet. Jeg skal hverken til Rom eller San Francisco på skatteydernes regning. Pression forgæves. Intet æderi i Bruxelles. Trusler frugtesløse. Jeg skal ikke gnave ben, men spænde ben. Afpolitisering, mine herrer, afpolitisering, om dette hængsel vil indsatsen rulle”.

En sådan svada ryster de intellektuelle. Vil han tage styringsmagten fra os? Og embederne, klienterne, skatteskruen, studiepladserne til vore børn og kulturstøtten? Just det. Den destruktive politiker har ingen planer om at gøre noget for nogen. Han vil ikke hjælpe de svage, men tage magtmidlerne fra de stærke. Det gælder om at fjerne trykket fra oven. Da indfinder arbejdsglæden sig. Et sus af begejstring rejser sig i næringslivet. Det ene job river det andet med sig. Et uforstyrret arbejdsmarked summer af liv og foretagsomhed. Alle hænder arbejder. Målrettede skridt i mange retninger klaprer over torvet. Blikket er rettet mod yderligere indtjening.

Den destruktive politiker indsnævrer partkammeraternes virkefelt. Ustandselig sidder han i vejen. Negativismen er trumf. Mistilliden til magt udtrykkes og praktiseres. Det går bedst, når det enkelte menneske er herre over sit eget arbejde. Selvbestemmelsen udgør omdrejningspunktet i et frit samfund. Beslutningsretten befinder sig ikke godt hos stedfortrædere. Netop den viden forfølger destruktionens mester.

Tak fordi du læste et debatindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne