Jeg tror tiden er vokset fra "den danske model" med store overenskomster og "arbejdskamp".
For det første fordi selve de organisationer, der skal forestille at varetage medlemmernes interesser, blot "spiller med dem" – alt imens de feder deres personlige egeninteresse i et internt magtsystem.
Det er et skuespil, som skal se ud som de arbejdskampe man tog helt op til halvfjerserne og firserne - hvor det reelt var folks jobs og helt urimelige arbejdsvilkår der var på spil.
For det andet fordi selve "trepartsmodellen" er groet til og er blevet en parodi på sig selv.
Der er flere og flere som gennemskuer, at det ikke er kampen mellem arbejdsgivere, stat og lønmodtagere, men at det er en rituel magtudøvelse iblandt tre parter, som har delt magten imellem sig - og at der er rigtig mange som IKKE er med og heller ikke kan komme det - hvis de ikke underkaster sig en ganske bestemt lokal verdensanskuelse og deltager i skuespillet og løjerne.
For det tredie fordi arbejdsmarkedet har ændret sig voldsomt - og rigtig mange af de nye faglige kompetencer enten nærmest ikke eller kun rigtig dårligt - har kunnet passes ind under de gamle kategorier i fagbevægelsen. Det drejer sig selvfølgelig blandt andet om de jobs der har udgangspunkt i kommunikation og it.
Det sidste betyder, at fagbevægelsen dårligt har kunnet varetage ens interesser. Og det betyder, at rigtig mange står udenfor den traditionelle fagbevægelse. Og det betyder, at der ikke i det private er overenskomster på området.
I det offentlige bliver man puttet i en kasse, som ikke helt passer - eller man er ekstern konsulent.
At "gule" fagforeninger tilsyneladende bedre opfylder mange menneskers behov bør vække til eftertanke i fagbevægelsen.
At det stærkeste "argument" for fagbevægelsen er, at "du havde ikke været her - hvis det ikke var for os", vidner om at man forsøger at leve på fordums storhed.
Det svarer til, at jeg skulle have en stenøkse, fordi vi "var ikke kommet ud af jordhulerne, hvis det ikke var for stenøkser". Måske er der mulighed for noget bedre end en massiv fagbevægelse?
At man råber om "solidaritet" og kun kigger opad - vidner om, at man faktisk har glemt sit formål.
At smykke sig med "arbejderbevægelsens" paroler og andre floskler - er lånte fjer. Især hvis man er blind for, at der er en meget væsentlig del af befolkningen, især i det private erhvervsliv, som ikke tjener nær så meget som de faggrupper, der i øjeblikket forhandler løn og arbejdsvilkår i det offentlige.
At fokusere så meget på løn - er selvfølgelig let, men det er også naivt. Det skyldes dels at det er man vant til og dels at man forsøger at fastholde en løgnagtig myte om, at man tjener mindre i det offentlige end i det private.
At man forestiller sig, at 8-10% lønstigning ikke vil medføre nedskæringer, større produktivitetskrav og mere kontrol - er i bedste fald naivt.
Formodentlig er det simpelthen udtryk for, at forhandlerne er ude af trit med arbejdsmarkedet og de egentlige problemer, som rent faktisk finde i den offentlige sektor: som fx umyndiggørelsen af de ansatte, som ikke længere kan tage beslutninger på fagligt grundlag, men skal følge foreskrifter og skemaer, som er udarbejdet af konsulenter, ofte med en helt anden baggrund end den faglige.
Det er i høj grad kravene om at dokumentere, lade sig kontrollere i hoved og røv og at have som succesmål, at man ikke laver "fejl" i form af afvigelser fra det skemalagte (dette gælder ikke mindst i sundhedssektoren - men lignende umyndiggørelser finder sted i blandt andet undervisningssektoren og i meget høj grad på det sociale område) - der gør mennesker stressede, deprimerede og utrygge jobbet og som giver anledning til dårligt arbejdsmiljø.
Men tilsyneladende er forhandlerne mere opsatte på at de få der bliver tilbage i jobbene - har råd til medicin og behandling på privatklinik, når de bryder sammen under det pres der opstår, når man aldrig selv kan tage en beslutning ud fra sin viden og erfaring.
Det er lykkedes at bilde befolkningen ind, at der er en stor penge-trykpresse, som man bare kan sætte i gang - og så kan man give de offentligt ansatte mere i løn, uden at det går ud over nogen.
Sjovt nok kommer de offentligt ansatte til at betale hovedparten af prisen selv.
De får ikke så meget ud af det som de tror - og prisen for at få så meget højere løn, er yderligere forringelser i den offentlige service og yderligere krav om at løbe hurtigt.
De kan forhandle sig væk fra de nuværende krav, men det kan næsten ikke undgåes, at staten kommer til at bruge finansloven til at udhule de resultater forhandlerne når frem til ved overenskomsterne.
Forhandlingerne om de offentlige overenskomster er et skuespil, som reelt er til for organisationernes egen skyld. Det er sekretariaterne med de mange ansatte, som har en interesse i, at opføre et teater, som skal legitimere deres egen eksistens overfor de medlemmer der betaler en ikke ubetydelig del af deres løn, for at blive holdt for nar af en forældet organisationsstruktur.
Det minder lidt om dengang man kunne betale afladsbreve - så man kunne komme i himlen på trods af sine synder. Dengang var det en kirkelig organisation, der var sandet til i nepotisme, grådighed og egoistisk udnyttelse af "medlemmerne". Den åbenlyse korruption resulterede i en reformation.