For ikke så længe tid siden skrev jeg et vigtigt indlæg:
Tabet af evnen til at skille skidt fra kanel er tabet af evnen til at opbygge og vedligeholde civilisation
Endskønt indlægget var af generel karakter, så kom jeg også omkring #metoo og lignende kampagner uden at nævne dem specifikt. Jeg skrev om manglen på vilje eller evne til at sondre:
Vi ser det også inden for de store feministiske kampagner imod mænd, hvor man - mere eller mindre bevidst - søger at ophæve ethvert skel mellem anmassende flirteri og decideret voldtægt. Så bliver en hånd på låret pludselig lagt i samme kategori som et seksuelt overgreb af værste kaliber.
I dag skriver en kvinde ved navn Josie Appleton så et indlæg på sin blog, som kommer omkring samme problemstilling:
One of the defining aspects of the #MeToo movement has been the refusal to make a distinction between acts of different nature, intent, or gravity.
Everything is placed in the same category of ‘harassment’, including come-ons, chat-ups, even acts of tenderness, and acts of violation or violence.
Præcist.
Josie Appleton kommer så lidt mere ind på konsekvenserne af at nedbryde de her sondringer:
Yet there cannot be a sexual morality, or a legal judgement, unless we make distinctions. Relations cannot be guided, checked, punished, approved or disapproved, unless we weigh the gravity of acts, and judge the intent of those who carried them out.
After all, precise distinctions are at the very basis of legal codes, and the means by which offenses can be defined and prosecuted. Primitive law had only very vague notions of crime, and punishment was ‘fitful, governed by chance and personal passion’
Jeg har fremhævet to passager.
Nemlig at sondringer er væsentlige for overhovedet at kunne have et retssamfund. Så det sondringsløse udgangspunkt for metoo er en regression tilbage imod det retsløse samfund.
Jeg er ikke sikker på at ret mange mennesker, hverken kvinder eller mænd, har en interesse i at bevæge sig i retning af det retsløse samfund.
En af de centrale aspekter i et retssamfund eller i et lovsamfund er at der skal være en eller anden form for proportion mellem en ugerning og så straffen for denne.
Men hvis man fjerner alle gradsforskelle mellem forskellige ugerninger og kaster dem alle i samme kasse, så fjerner man også muligheden for at udmåle en passende straf.
Hvis de elementer, som ligger i metoo og lignende bevægelser, rulles bredere ud i samfundet og retsvæsenet vil det kunne få katastrofale konsekvenser på længere sigt.
Appleton giver også et bud på hvorfor metoo-bevægelsen imod al fornuft og rationalitet synes at søge ophævelsen af distinktioner og nedbrydelsen af gradsforskelle:
The reason appears to be that #MeToo is based on a single model of human conduct: that of the abuser-victim. In our times, this has become the archetype for all human relations: between men and women, but also between adults and children, or even children and other children.
It is the uniformity of our model of human relations which means that no distinctions can be made between acts. Acts are seen as important, and meaningful, only inasmuch as they represent the abuser-victim archetype.
Bingo!
Og her skal den dybere årsag findes i identitetspolitik og en marxistisk rammeforståelse af verden.
Det bliver for meget at komme ind på her, så jeg vil lade Appleton få de sidste ord i denne omgang:
#MeToo may breed nervousness and anxiety among men, or it may breed antipathy and resentment. But these consequences will be lawless, amoral. The movement will not lead to a guiding and civilising of sexual relations – which requires judgement, and it requires distinctions.
Josie Appleton er niveauer over det man ser i dagspressen, så giv hendes blog en chance: Notes on freedom
Danmarks magasin om identitetspolitik – #idpol, men også om væren og eksistens, og essens og identitet.