Det er velkendt at Dansk Folkepartis politik efterhånden går ud på at stille sig i vejen for Liberal Alliance.
Det er naturligvis et underholdende spektakel at overvære. Men for Danmark er det skidt.
For Danmark har behov for reformer. Danmarks befolkning fortjener at skattebyrden mindskes bare en smule. Men det vil DF altså ikke være med til.
For DF handler det ikke om landets interesser eller om bedre forhold for selvstændige eller lønmodtagere i det private.
For DF handler det udelukkende om at blive siddende på taburetterne. Det gælder selvfølgelig for alle partier i Folketinget.
Men DF er dog her i særklasse blevet til et parti for levebrødspolitikere det seneste årti, kun overgået af V og S som har været det meget længere.
Det er naturligvis især den gamle garde - altså toppen af partiet - som er vokset fast på Christiansborg.
Gang på gang puster DF sig op og sætter LA på plads. Det er naturligvis altsammen spil for galleriet.
Ideen er at fremstille LA som en form for ultraliberalister.
Men hvad "ultra" er det over at ville sænke skatten en smule i et land hvor den er udsædvanlig høj?
LA arbejder sådan set snarere hen imod en normalisering hvor vi kommer tættere på andres landes skattetryk, men dog stadig vil ligge over.
Det er i virkeligheden DF og partierne på venstrefløjen som er ekstreme, når de insisterer på at fastholde en så voldsom udbytning af det arbejdende folk som et af verdens absolut højeste skattetryk er udtryk for.
Dansk Folkeparti har i virkeligheden ikke ret meget at byde på ud over en hård retorik. Migrationspolitikken i DK er snarere styret af V og S og internationale konventioner.
Nye Borgerlige har langt flere tangenter at spille på.
Så Dansk Folkeparti kan blive ved med at drille Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kan gøre sig alverdens forestillinger om hvordan en "blå" regering skal se ud efter valget.
Men hvorfor nævner DF ikke elefanten i rummet?
DF gør regning uden vært - for efter et valg kan tingene meget vel se noget anderledes ud end i dag.