Primære faneblade

Foto: Michael Vadon
Donald Trump. Foto: Michael Vadon
Trump er ikke nem at blive klog på, men har har anet ting som de færreste ser komme.

Da Ronald Reagan i januar 1989 trådte tilbage som præsident, holdt han en sidste tale til folket.

Se den sidste del af talen, hvor han forklarer sin vision om USA som den skinnende by på bakken – en by med åbne porte og plads til alle.

Visionen er smuk og samlende, og faktisk lyder den i en nutidig kontekst mere venstreorienteret end konservativ. Talen har været med til at cementere Reagans eftermæle som den rare landsfader.

Sådan var det imidlertid ikke i samtiden.

Da Reagan blev valgt i 1980, var der forfærdelse blandt liberale i USA, og blandt det meste af det politiske spektrum i Europa. Man så Reagan som primitiv og inkompetent, og den holdning varede ved i samtlige otte år med Reagan som præsident.

Med andre ord:

Reagan var forhadt i de samme kredse, som i dag hader Trump, og også med nogenlunde samme argumenter. Derfor havde jeg også en vent og se-holdning, da Trump blev valgt.

Nu er vi halvandet år inde i Trumps præsidentperiode, og der er mere at bedømme ham på.

Jeg tror ikke, at Trump engang vil blive husket som landsfader – dertil er han for meget en bølle. Der kan også ske det, at nogle af hans tiltag går helt galt. Det gælder for eksempel de ufinansierede skattelettelser, der lige nu skubber på en boomende økonomi med høj beskæftigelse.

Faren er her, at USA bliver fanget i en gældsfælde, som om nogle år vil trække al luft ud af økonomien og føre til en årrække med høj arbejdsløshed og social uro.

Men givet, at den slags katastrofer ikke indtræffer, tror jeg, at Trump vil blive husket som en markant præsident, der på et meget tidligt tidspunkt så nogle strømninger, som det var nødvendigt for USA at forholde sig til.

Uanset hvem der bliver valgt til præsident i 2020, tror jeg således heller ikke, man skal forvente, at vedkommende vil lave de store ting om i forhold til Trumps linje.

Der er konkret tale om to strømninger:

Den første er, at vesten er godt på vej til at tabe sin førerposition. Om ti-tyve år vil USA være ligestillet med Kina, både økonomisk og militært, og andre lande vil også være godt på vej opad. De tidligere kolonimagter i Europa vil være reduceret til en række småstater, der samarbejder nødtørftigt i en union.

Med tabet af førerpositionen er der ikke længere nogen meningsfuld grund til, at USA skal acceptere, at alle andre har højere toldsatser end dem selv. Deraf den meget snak om handelskrig.

Det vil heller ikke være muligt at tvinge vores politiske system igennem over for resten af verden. Vi har ingen magtmidler til at gøre det med. Derfor giver det mening, at Trump taler pænt til og om Putin.

Den anden strømning er, at eliten i vesten er blevet bred. I Danmark, for eksempel, var det for 50-100 år siden en ret lille flok mennesker, der bestyrede staten og erhvervslivet. Og de var helt bevidste om, at de var få, og at de var nødt til at forholde sig til ”folkets” vilje. I dag er der mange gange flere, der får en høj uddannelse, og som ender i et bureaukratisk lag.

Der er så mange i eliten, at den ikke engang opfatter sig selv som sådan. Bureaukraterne opfatter sig selv som det retfærdige folk, og de reagerer ved at trumfe deres vilje igennem, når de ser deres snit til det – med eller uden demokratisk legitimitet.

Dét er et problem, fordi de stadig trods alt er et mindretal, og de kommer til at optræde som undertrykkere af flertallet.

Det var den mekanisme, Hillary Clinton kom til at udtrykke i klartekst, da hun talte om Trumps tilhængere som Basket of deplorables  - ”kurven af ynkelige”. Eliten er blevet fordømmende og undertrykkende, og den må have en med stokken, før den splitter de vestlige samfund ad.

Den stok fører Trump med stor konsekvens. Det reelle indhold er måske beskedent. Det handler mest om symboler. Men eliten får først sine symboler tilbage, når den lærer at forstå, at Trump måske nok er en dum stud, men at han også er mere end det, og at han repræsenterer nogle meget legitime holdninger derude.

Note til det sidste, om eliten: Jeg spekulerede på, om jeg skulle omtale den i første i stedet for tredje person, for som højtuddannet og journalist hører jeg bestemt selv til den. Men jeg tænkte, at det ville være at bruge ”det falske vi”, da jeg naturligvis ikke mener, jeg selv besidder elitens fejl. Men om jeg gør dét, må andre vurdere. I givet fald har jeg fortjent det, hvis den næste præsident har vundet sin valgkamp på vrede over arrogancen hos sådan en som mig.

Tak fordi du læste et debatindlæg på Folkets Avis

Du kan støtte Folkets Avis som debat- og blogplatform ved at blive abonnent.

Se mulighederne

Følg os på Facebook