Den 25. Maj 2014 afsluttedes valget til EU-Parlamentet som er den folkevalgte del af EU. Resultaterne bærer præg af, at der er et opbrud undervejs i folks holdning til deres eurokratiske herskere.
Først og fremmest fik vores hjemlige Danske Folkeparti stor medvind ved stemmeboksen med ca. 27 procent af stemmerne - over en fjerdedel af de danskere, som mødte op, kastede deres stemme på Morten Messerschmidt og kompagni. Messerschmidt har kørt en kampagne på Mindre EU og Mere Danmark samt “Giv os Danmark Tilbage”. Noget ukonkret, men budskabet er klart - EU fylder for meget i Danmark, hvilket er sandt nok, siden godt 80 procent af gældende lov på dansk jord er godskrevne dekreter udstukket af EU-Kommissionen, EU’s siddende centrale oligarki.
Frankrig er tilsvarende politisk endevendt, hvor Marie Le Pens’ Front National, den Nationale Front, ligeledes løb med sejren, er slag i ansigtet for både den siddende socialistiske Præsident Hollande plus forgængeren præsident Sarkozys partier. Kort tid efter forlød det, at der har været indkaldt til et krisemøde i Hollandes regering. I England stod Nigel Farage’s UKIP - United Kingdom Independence Party - som den store sejrherre, tager flere parlamentssæder og styrker derved Storbritanniens EU-kritiske profil.
Tysklands højreekstreme gik også frem med National Partie Deutschlands (NPD)’s Udo Voigt, som står til et sæde i Europaparlamentet. Partiets medlemmer lægger typisk ikke skjul på deres nazistiske sympatier, og fremgangen har derfor givet årsag til særlig bekymring i Tyskland. da NPS med denne valgsejr har krav på at få stillet offentlige kontorer og tjenester til rådighed. Grækenlands nyfascistiske Krysi Augi (KA) - Gyldent Daggry - som åbent hylder “førerprincippet” for en stat dvs. egentligt diktatur, kommer også i Parlamentet.
Der meldes om tilsvarende fremgange for EU-kritiske partier i Østeuropa: Ungarn, Bulgarien. Undtagelsen på “højrefløjens" fremgang er, at den velkendte Geert Wilders’ parti i Holland gik tilbage. Ikonet på europæisk islam-kritik har måske ført sig en tand for hårdt frem med sine seneste Saudi-Arabien-kritiske stunts.
Spanien stikker ud fra mængden, da landet ikke har nogle væsentlige EU-kritiske partier, der er valgt ind, men de traditionelle midterpartier er gået kraftigt tilbage fra godt 80 procent af stemmerne til 49 procent, mens forskellige venstrefløjspartier har overtaget disse stemmer. Sveriges Sveriges Demokraterne, broderlandets svar på Dansk Folkeparti, får også et sæde.
Alt i alt står den nye forsamling af højreradikale og EU-skeptiske partier og personer stærk nok til at danne deres egen gruppe i Europaparlamentet, hvilket kræver 25 valgte fra 7 nationer. Og dette ser ud til at være en klar mulighed i det nye Parlament. Hvad betyder det? Det betyder hovedpine nu og i fremtiden for EU’s politiske elite - “Eurokraterne”.
Folk og folkene er skeptiske og tiltagende fjendtlige overfor EU-elitens projekt og den retning, deres politik tager EU i hen over hovedet på Europas befolkninger. De er trætte af, at der tages beslutninger mod deres ønsker og ej med deres velbefindende i mente, hvilket blandt andet ses i form af Euro-kritikken i en del af Euro-landene, som oplever det som, at Euroen har berøvet deres levestandard. De er trætte af de arrogante EU-politikere og deres velpolstrede kompensation og korruption, der er i stigende kontrast til den fattigdom, som finanskrisen har påført EU-borgerne de sidste fem år.
Det skeptiske sindelag kommer ikke overraskende til udtryk på forskellige måder, nogle af dem bekymrende, bl.a. i form af NPD i Tyskland og KA i Grækenland. Gg dette er en reel politisk ubehagelighed, som vi har EU-eliten og de venstreorienterede politikere at takke for igennem de sidste 20 år - for undertrykker man legitime folkelige bekymringer omkring indvandring og national selvbestemmelsesret, kommer det er et velfortjent tilbageslag. Og det er dette tilbageslag, vi ser i dag i sin spæde form.
Om EU-eliten og de bedrevidende nationale politikere vil fortsætte med at stikke borgerne blår i øjnene, eller om de vil begynde at tage de nationale bekymringer alvorligt, vil tiden vise. Men der er lagt i kakkelovnen for EU-dissidensen fra nu af.